Hvor sælsomt dog at staa paany
som Fremmed i sin Barndomsby,
at vandre ene, ukendt dér,
hvor hver en Plet er kendt og kær;
at sidde melankolsk i Kvæld
som Gæst paa et Provinshotel
og mane frem sit svundne Liv
men — ak, i Mindets Perspektiv;
at færdes daglig blandt en Flok
af Mennesker, hvis Maalestok
for smaa og store Tings Gehalt
er modsat min i Et og Alt;
som dømmer det paa haandfast Vis,
der staar for mig i Gyldendis,
— som sætter plumpe Fodspor kun
hvor der for mig er hellig Grund;
hvem min Erindrings Elverguld
er blot som vissent Løv og Smuld;
— hvis praktisk-nøgteme Logik
gør Livet blankt for Romantik.
— Hvad Under da, jeg ensom gaar
hverandres Sprog vi ej forstaar.
Skønt samlede ved Lunets Spil,
vi høre tvende Verdner til.