Aftenlys i Engles høie Bolig!
Hvorfor stirrer du saa vist paa mig?
Hvorfor blinker du til mig fortrolig?
Stjernesprog! kan Aanden fatte dig!
Lyser du for Glæden, at den finder
Til mit Bryst den Vei, den før ei kom?
Er det svundne Aftners søde Minder
Eller denne Stund, du taler om?
Seer du nu maaskee et Pigeøie,
Blidt og venligt som dit klare Skin!
Møder du et Blik, som mod det Høie
Vender sig med fromt og kjærligt Sind!
Gjetter du maaskee den Huldes Tanke,
Ved at speile dig i hendes Blik!
Gjetter, hvorfor Hjertet maatte banke.
Da dit Lys henover Himlen gik!
Hører du maaskee et Suk hensvæve
Længselsfuldt i stille Aftenvind,
Eller seer du Taareperler bæve,
Veemodsdug paa hendes Rosenkind!
Er det derfor, at du skjønne Stjerne
Blinker saa fortrolig til mig ned?
Er dit Glimt en Hilsen fra det Fjerne,
Himmelbudskab fra min Kjærlighed!
O saa bære du paa Lysets Vinge
Mine Tanker over Eng og Lund!
Og dit Smiil dem skal til hende bringe,
Naar hun møder dig i Aftenstund.
Ja paa Himmelveien skal de drage
Til den Elskeliges Hjerte hen,
Og ved Stjernelys hun skal modtage
Kjærlig Hilsen fra sin Hjertensven.