Fuglen.
Hvad vil saa aarle du i Lund?
Er det min Sang i Morgenstund,
Hvorad saa glad du smiler?
Saa muntert toner den fra Green,
Men ikke for den haarde Steen,
Som under Træet hviler.
Forpagteren.
Ja syng du kun, mens det er Tid;
Troe ei jeg kommen er herhid,
At høre dine Klukke.
De gjør ei Verden mindste Gavn,
Nei, jeg skal see, hvormange Favn
Jeg af dit Træe kan hugge.
Fuglen.
O blev end Træet tifold tykt.
Som var for alle Fugle trygt,
Og aldrig bar en Rede,
Og tænk dig saa en Skov saa død,
Der ei af mindste Sang gjenlød,
Siig: kunde den dig glæde?
Forpagteren.
Om nu saa var, hvad skaded det?
Saa var jeg fri for Garn og Næt
Om Kirsebær at sætte.
I stjæle mine søde Bær,
Krabater! jo jeg kjender Jer,
Jo I ere mig de Rette.
Der to Slags Dyr paa Jorden gaae,
Poeter og I Knegte smaae,
Jer vil jeg aldrig skaane.
I gjør kun Pigebørn confuus,
Saa de gjør ikke Gavn i Huus,
Men gaae og gloe paa Maane.
Fuglen.
Fæld kun mit Træe, og kog din Mad,
Og varm din Ovn, og vær saa glad.
Som du kan være hjemme;
Der er dog vel en anden Skov,
Hvor liden Fugl kan have Lov,
At hæve frit sin Stemme.
Afsted! jeg er jo huusvild her,
Hvor Træet ikkun Brænde er,
Som man i Favne maaler.
Afsted! jeg synger kun med Lyst,
Hvor Hjertet banker ved min Røst,
Og Fryd i Øiet straaler.