Som Barn jeg ofte saae i skjønne Drømme
Smaae Englebørn omkring min Vugge staae
De vinked ad mig kjærlige og ømme,
At jeg med dem til Himlen skulde gaae.
Jeg vaagned op, ak, under Taarestrømme,
Jeg havde jo ei Vinger, dem at naae;
Og meget, som min Lærer mig fortalte,
Slet stemte med hvad Drømmene mig malte.
Som jeg nu ældre blev, man sagde mig,
At Engle kan paa Jorden ikke være.
Ak! Puslingen maa ofte græmme sig
Ved hvad Fornuften byder ham at lære.
Den kjære Troe paa Børn fra Himmerig,
Den holdt mit Hjerte vel endnu i Ære,
O men min Barnetid forlængst var omme,
De gamle Drømme vilde meer ei komme.
Min Higen steg, men kunde ikke finde,
Hvad med en hellig Varme den attraa’de;
End svæved om mig mangt et Barneminde,
Men daglig blev det meer og meer en Gaade;
Da bød Gud Fader Taageskyen svinde,
En Pige smiilte — det var Himlens Naade,
Da vinked Englene paany saa ømme,
Da drømte jeg igjen de gamle Drømme.
Gud! lad mig drømme dem med barnlig Aand
Lad ingen ureen Tanke dem forjage!
I Drømmen rækker Englen os sin Haand,
Lad mig ei slippe den i Livets Dage!
Lad fast mig holde hvert et helligt Baand,
Til Livets Midnatsstund mig byder drage
Didhen, hvor Engle vinke os saa ømme,
Og klart udtyde alle Barnets Drømme.