Christian Wilster (1797–1840)

        Men da saa Mændene kom til den rivende Xanthos’s Vadsted,

Hen til den yndige Flod, som Zeus Kronion har avlet,

Splitted Achilles dem ad, og Hælvten han drev over Sletten

Henimod Ilions Stad, hvor Achaiernes Sønner saa rædde

Flygted den forrige Dag, da Hektor paa Kamppladsen raste.

Did i Forvirring de strømmede hen, dog Here lod Taage

Falde saa tyk om Mændenes Blik, at de standsed; men Hælvten,

Dreven af Skræk til den sølverne Flods dybtrullende Strømme,

Styrted sig ud med lydelig Larm, og Vandene bruste

Høit, saa det gungred ad Bredderne hen; med Huien og Skrigen

Svam de omkring, snart hist snart her, i de hvirvlende Bølger.

Ret som en Græshoppesværm, naar af Luernes Magt den fordrives,

Flyver afsted til en Flod, og den bratopblussede Flamme

Brænder dem, uden at helme, saa ned i Vandet de falde,

Saaledes fyldtes nu her, af Grue for Achilles, den dybe

Xanthos’s pladskende Strøm med et Mylr af Mænd og af Heste.

Landsen tilbage paa Bredden han lod, til en vild Tamariskbusk

Lænet, saa sprang han ud i Bølgerne, stærk som en Guddom;

Sværdet alene beholdt han, og pønsed paa gruelig Gjerning.

Vildt omkring sig han hug, trindt lød forfærdelig Rallen,

Altsom for Sværdet de sank, og af Blod rødfarvedes Vandet.

Som for den uhyre store Delphin de øvrige Fiske

Mylrende flygte med Skræk til den skibbetryggende Søhavns

Bugter ved Land, thi den sluger saa gridsk hver Fisk, den kan snappe.

Saaledes krøb i den rædsomme Strøm de forfærdede Troer

Ind under Breddernes Bryn, men da Haanden var træt af at myrde,

Kaared i Floden han ud tolv levende Troiske Gutter,

Bøde for Helten Patroklos’s Fald de skulde tilhobe.

Op han af Vandet dem trak, af Skræk de rysted som Raakid,

Bandt deres Hænder paa Ryggen med veltilsnittede Remme,

Hvilke de havde for Skik paa de flettede Brynier at bære,

Og til de bugede Skibe han lod sine Svende dem føre.

Selv fremstormed han atter, til Mord stod hele hans Tanke.

        Først han mødte Lykaon, Kong Priamos’ Søn, som af Floden

Op var sluppen og flygted; alt havde tilforn paa en natlig

Vandring Achilles ham truffet engang, og voldelig slæbt ham

Bort fra Faderens Mark, hvor han stod og skar af den vilde

Figen de smidigste Skud med sin Kniv til en Agestolsbue,

Da kom Helten Achilles til brad Fordærv for Lykaon.

Dengang han havde tilskibs til det velbebyggede Lemnos

Ladet ham føre tilsalg; en Søn af Iason ham kjøbte,

Men af Eetion, Imbros’s Drot, hans Gjæsteforbundne,

Kjøbtes han frie for en rundelig Priis, og blev sendt til Arisbe.

Derfra han lønlig sig sneg, og kom til sin fædrene Bolig,

Elleve Dage han fryded sit Sind hos de elskede Frænder

Efter sit Komme fra Lemnos, nu gav en Gud paa den tolvte

Dag ham paany Peleiden i Vold, thi denne til Hades

Skulde ham sende, hvor nødig han end didhen vilde drage.

Da nu den rappe Peleide blev Ynglingen vaer, som var blottet

Baade for Hjelm og Skjold, og manglede Landse tillige,

Altsammen havde til Jorden han slængt, thi paa Flugten fra Floden

Matted ham Angestens Sved, og Knæerne rysted af Træthed,

Hjertebeklemt til sin mandige Sjel saalunde han talte:

        Ha! for mit Øie jeg seer et høist forbausende Særsyn!

Nu vil de modige Troiske Mænd, som jeg skilte ved Livet,

Sikkerlig snart opstige paany af det taagede Mørke,

Ret som nu denne, der sendtes tilsalg til det hellige Lemnos,

Her staaer frem, undsluppen fra Død; ham greb ikke Havets

Graalige Vand, som holder med Magt saa Mange tilbage.

Vel da! nu skal han smage forsand min hvæssede Spydsod,

For at jeg grandt kan see, og vide forvist, om han histfra

Ogsaa vil slippe saa let, hvad eller den nærende Jord vil

Holde ham fast, som gjemmer endog den stærkeste Kæmpe.

        Saaledes stod han og grunded, da treen i det samme Lykaon

Ængstelig frem, for at favne hans Knæe; han vilde saa gjerne

Flye den rædsomme Død og Dødsens sorte Gudinde.

Flux opløfted Achilles sit mægtige Spær, for at slaae ham

Brat ihjel, men han bukked sig ned, løb under, og favned

Helten om Knæe; ud over hans Ryg foer Landsen, og planted

Dybt sig i Muld, efter Menneskekjød den graadigen higed.

Bønlig han klynged sig fast om Achilles’s Knæe med den ene

Haand, og holdt med den anden hans Spydstang, uden at slippe,

Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:

        Peleus’s Søn! jeg favner dit Knæe, forbarm dig og skaan mig!

Agte du bør mig som den, der til dig i Ydmyghed tyede,

Først jeg nød jo hos dig Demeters velsignede Brødkorn,

Dengang da hist paa den hegnede Mark du tog mig tilfange.

Bort fra Fader og Slægt til det hellige Lemnos tilsalg du

Sendte mig; hundrede Høveders Værd indbragte jeg dengang,

Nu vil jeg kjøbe mig frie tregange saa dyrt. Det er tolvte

Morgen idag fra den Stund, jeg hjem til Ilios vendte

Efter mangfoldige Qvaler, og alt har en ynkelig Skjebne

Bragt mig igjen i din Vold; forhadt af Zeus maa jeg være,

Siden paany han mig gav i din Haand, og forsand til et stakket

Liv har min Moder mig født, Laothoe, Datter af Drotten

Altes, det kjække Lelegiske Folks bedagede Konning,

Pedasos’ kneisende Stad han beboer ved Satnius’ Bredder.

Priamos ægted hans Datter, foruden mangfoldige Flere;

Sønner hun fødte ham tvende, og os vil Begge du myrde,

Alt har min Broder du dræbt, den deilige Svend Polydoros,

Fremmest i Fodfolksskaren han faldt for din hvæssede Landse,

Og til min Død nu tegner det her, thi knap vil jeg slippe

Levende bort fra din Haand, en Gud har jo drevet mig herhen.

Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig paa Hjerte:

Spar mit Liv! ei er jeg en Samkuldbroder til Hektor,

Han som i Kampen har fældet din Ven, saa from og saa mandig.

        Saaledes bad Kong Priamos’ Søn, den ædle Lykaon,

Tryglende lydt, men Svaret var barsk, som klang ham for Øre:

        Tael ei om Løsning til mig, du Gjek! dit Ord kan du spare!

Fordum, forinden Patroklos sig hentede Døden paa Stridsmark,

Da var mit Sind medlidende stemt mod Troernes Sønner,

Levende fanged jeg Mange, og dem lod jeg sælge til Udland.

Nu derimod skal Ingen forsand sin Død kunne undflye,

Hvem ved Ilions Stad en Gud mig skikker ihænde,

Ingen af samtlige Troer, og mindst af Priamos’ Sønner.

Døe da du, min Ven! hvi vil du dig vaande saa heftig?

Død er jo ogsaa Patroklos, en boldere Helt end Lykaon;

Seer du ei selv, hvad Kæmpe jeg er, hvor høi og hvor fager,

Søn af den ædleste Helt, en udødelig Viv er min Moder,

Dog, selv mig skal Døden forvist og den mægtige Skjebne

Ramme, hvad enten det skeer ved Grye, ved Qvæld eller Middag.

Naar i den blodige Færd en Mand berøver mig Livet,

Enten med Piil fra Streng, eller ogsaa med Spyd han mig træffer.

        Saa lød Ordet; med vaklende Knæe og gispende Hjerte

Slap Lykaon hans Landse paastand, og med udstrakte Hænder

Segned han ned paa Hug, da trak Achilles sit skarpe

Sværd, og paa Halsen ved Nøglen han hug ham; dybt ind i Kjødet

Trængte hans Sværds tveeggede Blad, og ned paa sit Ansigt

Faldt han i Støv, sort strømmed hans Blod, og vædede Muldet.

Derpaa ved Foden Achilles ham greb, og smed ham i Strømmen,

Og med bevingede Ord han brammende talte saalunde:

        Lig du der blandt de mylrende Fisk, som uden at ynkes

Slikke dit Blod af Vunden, jeg slog dig. Ei skal din Moder

Lægge paa Baare dit Liig, og bejamre dig; nei! men Skamanders

Rivende Strøm skal føre dig ud i den gabende Havbugt.

Mangen en springende Fisk skal skyde sig op af det sorte

Krusede Vand, med dit hvide Fedt at stille sin Hunger.

Jammer skal times Jer, indtil vi naae den hellige Kongstad,

I med Rædsel paa Flugten, og jeg bagefter med Mordslag.

Selv den skyllende Flod, som hvirvler med sølverne Vande,

Skal ikke frelse Jer; ofte forsand I slagte den Tyre,

Hovstærke Gangere ned i dens Strøm I levende styrte,

Alt omsonst, Fordærv skal times Jer, indtil I alle

Bødet mig har for Patroklos’s Drab og Achaiernes Jammer,

Dem I ved Skibene slog den Stund jeg holdt mig fra Striden.

        Saa han talte, men bister i Hu blev Nøkken for Alvor,

Og i sit Sind han veied, hvorlunde han bedst skulde standse

Helten Achilles’s Færd, og Troerne skjerme mod Jammer.

Midlertid sprang Peleiden med Langskaftslandsen i Haanden

Frem mod Asteropaios, tilsinds at slaae ham tildøde.

Denne var Pelegons Søn, hvem Axiosstrømmen, den brede,

Avlede med Periboia, den Drot Akessamenos’ ældste

Datter; den dybthenrullende Flod hende favned i Elskov.

Ham foer Helten tillivs, men frem af Floden han brystgængs

Treen, to Landser i Haanden han holdt, og Kjækhed i Barmen

Skjød ham Xanthos, som harmedes svart for de myrdede Gutter,

Hvilke Peleiden i Floden saa grumt havde taget af Dage.

Men da de skridende frem hinanden var traadt under Øine,

Først til Orde da tog den Helt, fodrappen Achilleus:

        Hvem est du? af hvad Folk? at saa dristig du træder imod mig;

Hver, som møder min Kraft, er et Barn af stakkels Forældre.

        Flux ham Pelegons straalende Søn gjensvared og sagde:

Peleus’s modige Søn! hvi spørger du mig om min Herkomst?

Fjernt fra Paionias frugtbare Land som Drot for en Skare

Langspydbærende Mænd i Leding jeg drog; det er elvte

Morgen idag fra den Stund jeg først til Ilios ankom.

Ned jeg leder min Æt fra den bredthenstrømmende Flodgud

Axios, som med det deiligste Vand over Markene skyller;

Han er Pelegons Fader, og jeg er den landseberømte

Pelegons Søn. Nu frem til Kamp du stolte Peleide

        Saaledes lød hans truende Røst, da løfted Achilleus

Pelions Ask; to Landser paa engang svang saa den kjække

Asteropaios, thi Keiten saa flinkt som den Høire han brugte,

Og med den ene han ramte hans Skjold, dog mægted den ikke

Skjoldet at kløve, thi Guldet den standsede, Guddommens Gave;

Men med den anden en Rift i den høire Albue han gav ham,

Brat fremsprudled det høirøde Blod, dog Landsen forbi ham

Fløi, og sig planted i Muld, efter Kjød den graadigen higed.

Dernæst Achilles af Haand sit retudflyvende Askspær

Drev mod Asteropaios, tilsinds at slaae ham tildøde.

Rigtignok feiled han Manden, og traf det kneisende Flodbryn,

Midtop paa Stangen i Muld hans Asktræeslandse sig fæsted,

Men i det samme fra Lænden han trak sit Glavind, og foer ham

Hidsig tillivs; da prøvede hiin med sin vældige Næve

Op af Muldet at rykke hans Spyd, men aarked det ikke;

Tregange trak han med heftig Begjær, og rokkede Stangen,

Tregange svigted hans Kraft, men fjerdegang var det hans Attraae,

Stangen at bøie, den Peliske Ask, og knække den sønder,

Men Aiakiden forinden ihjel ham slog med sit Glavind,

Midt over Bugen ved Navlen han hug ham; alle hans Tarme

Vælded af Livet ham ud, og trindt om den Rallendes Øine

Bredte sig Mulm; henover hans Bryst sig styrted Achilleus,

Trak hans Rustning af Krop, og raabte med jublende Stemme:

        Lig du der! for tungt det dig faldt, mod den stærke Kronions

Sønner en Kamp at bestaae, skjøndt Ætling du est af en Nøkke,

Thi fra den bredthenstrømmende Flod du jo regner din Herkomst,

Men fra den vældige Zeus min Byrd jeg stoltelig leder,

Søn jeg er af en Mand, Myrmidonernes mægtige Konning

Peleus, hvem Aiakos avled, men Zeus var Aiakos’ Fader.

Ligesom Zeus staaer over de havudrislende Floder,

Staaer ogsaa Slægten, som stammer fra Zeus, over Flodernes Afæt.

Mægtig er ogsaa den Flod, som ruller forbi dig, om ellers

Hjelp den yde dig kan, men at kæmpe med Zeus er umuligt;

Hverken den vældige Gud Acheloos med ham sig kan maale,

Eller den dybe Okeanosflod, hvis Kraft er saa vældig,

Thi fra dens Strøm udflyder alt Vand, som rummes i Havet,

Samtlige Floder og Kilder, og alle de dybeste Brønde;

Ja! selv denne fornemmer en Grue for den høie Kronions

Lyn og rædsomme Torden, naar høit fra Himlen den buldrer.

        Talende saa sit kobberne Spyd af Brinken han udtrak,

Lod ham saa ligge paa Stedet, hvor nys han røved ham Livet.

Strakt i Sandet han laae, beskyllet af graalige Bølger;

Flux gav Aal og mylrende Fisk sig ifærd med hans Legem,

Gridsk med nappende Bid de Fedtet af Nyrerne aad ham.

Frem Achilles nu foer mod Paioniens Stridsvognskæmper,

Som ved den rivende Flod endnu med Forfærdelse flygted

Brat som de saae deres mandige Drot i drabelig Kampgang

Lade sit Liv for Achilles’s Haand og mægtige Slagsværd.

Derpaa Thersilochos faldt for hans Spyd, og Astypylos, Mydon,

Videre Thrasios, Mnesos og Ainios samt Ophelestes;

Ja! langt flere Paioniske Mænd han nu havde fældet,

Havde den dybthenrullende Flod ei mælet i Harme,

Op fra det hvirvlende Dyb i Menneskeskikkelse skreg den:

        Peleus’s Søn! i Kraft og i gruelig Daad over alle

Kæmper du staaer, thi Guderne selv beskjerme dig altid.

Blev det af Zeus dig forundt, at myrde de samtlige Troer,

Driv dem da bort fra mig, og øv paa Sletten din Udaad.

Alt er min deilige Strøm opfyldt med Dødningekroppe,

Knap kan jeg meer udøse mit Vand i det hellige Havdyb,

Ligene spærre mit Løb, saa svart anretter du Mandslæt.

Derfor velan! hør op! du forfærder mig, vældige Hærdrot!

        Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:

Ja! Skamandros, du Ætling af Zeus! dit Bud vil jeg lyde;

Dog, ei hører jeg op at myrde de trodsige Troer,

Før jeg til Byen har drevet dem hen, og prøvet i Tvekamp,

Hvo der skal give den Anden sin Helsot, jeg eller Hektor.

        Talt; saa stormed han frem mod Troerne, stærk som en Guddom,

Derpaa den rivende Flod henvendte sit Ord til Apollon:

        Ha! sølvbuebevæbnede Gud! din Fader Kronions

Bud fuldkommer du slet, udtrykkelig jo han befoel dig,

Troernes Folk at yde din Hjelp, til den skumrende Aften

Lider, og over den klimpede Mark henkaster sin Skygge.

        Saaledes talede Nøkken, da sprang Achilles fra Brinken

Midt ud i Floden paany, men rasende bovnede Strømmen,

Vælted fra Bunden sit brusende Vand, og tumled de mange

Liig, som trindt laae strøede saa tykt, af Achilles betvungne.

Disse tilhobe den kasted iland, mens høit som en Tyr den

Brølte, men Alle, som end i dens deilige Vand var ilive,

Frelste den, dybt i sit svælgende Skjød den tog dem i Gjemme.

Frygtelig reiste det brusende Vand sig trindt om Achilleus,

Bølgerne slog mod hans Skjold, og rokked ham; ikke han mægted

Længer at fæste med Fod, da greb han fat i en frodig

Kneisende Elm, men op med Rode den faldt, og i Farten

Rev Flodbrynet den med sig, dens tætudvoxede Grene

Spærred den deilige Strøm, og danned en Broe over Floden,

Thi den var heelt udstyrtet i Bølgerne. Op han af Vandet

Sprang, og henover Sletten han løb paa flyvende Fødder,

Slagen af Skræk, end helmed dog ei den mægtige Flodgud,

Men med sit sortladne Vand han strømmede frem, for at standse

Helten Achilles’s Færd, og Troerne skjerme mod Jammer.

Pludselig sprang han af Veien saa langt omtrent som et Spydkast,

Ørnen han ligned i Fart, hiin sortbefjærede Jæger,

Stærkest og hurtigst tillige af alle bevingede Væsner;

Ret som en Slig afsted han foer, Malmpladerne klirred

Vildt om hans Bryst, mens tilside han veeg og flygted for Floden,

Men med forfærdelig Larm den rullede bagefter Helten.

Som naar en Markgrøftryddende Mand over Ager og Have

Leder et rindende Vand fra en mørkthenrislende Kilde;

Stoppende Gruus han kaster af Reen med Skovlen ihænde,

Brat fremvælder da Vandet, Smaastenene rulle tilhobe,

Ned ad den skraatnedheldende Jord med Rislen det skyller

Rask, og forud for Manden det løber afsted over Agren;

Saaledes naaede den bølgende Strøm bestandig Achilleus

Trods hans Raphed, thi Guder i Kraft staae høit over Manden.

Hvergang den rappe Peleide nu strengte sig an, for mod Strømmen

Kraftig at staae, og klarligen see, om samtlige Guder

Vilde ham drive paa Flugt, som boe paa Himmelen vide,

Styrted den regnopsvulmede Flods høitrullende Bølger

Ned om hans Skulder, og rokked hans Fjed; da sprang han i Veiret

Mod ihu; den voldsomme Flod, som skylled fra Siden,

Matted hans Knæe, og under hans Fod bortlisted den Sandet;

Jamrende skreg da Peleiden med Øinene vendte mod Himlen:

        Fader Kronion! saa Ingen af samtlige Guder vil altsaa

Frelse mig Arme fra Floden! da fandt jeg mig taalig i Alting.

Ingen af Himmelens Slægt er Skyld i denne min Qvide

Meer end min elskede Moder; ved falskelig Snak hun mig daared,

Hun som fortalte forvist, at engang ved Ilions Mure

Skulde mig times min Død for Apollons bevingede Pile.

Gid jeg var falden for Hektor, den gjæveste Mand her i Landet,

Da var det dog den Stærke, som vog i Kampen den Stærke!

Nu derimod skal jeg her, indspærret af mægtige Bølger,

Døe en smædelig Død, som en Dreng, der vader om Vintren

Med sine Sviin henover en Bæk, og forgaaer i dens Vande.

        Saaledes klaged han lydt, men Poseidon og Pallas Athene

Nærmed sig Helten paastand, i Menneskeskikkelse Begge,

Haand i Haand fremtreen de, husvalende lød deres Tale.

Ordet da tog Jordrysteren flux, den stærke Poseidon:

        Peleus’s Søn! lad fare din Skræk, vær ikke saa bange!

Saadanne Guder, som Begge vi To, baade jeg og Athene

Stande dig kraftigen bi, os Zeus har givet sit Minde.

Ei er den Lod dig bestemt, at finde din Død udi Floden;

Snart vil den synke til Hvile, som selv du grandt skal formærke;

Dog vi formane dig stærkt, om ellers vort Raad du vil følge,

Lad ei hvile din Haand fra den altødelæggende Kampfærd,

Før du har drevet Enhver af de Troiske Kæmper, som undflyer,

Ind bag Ilions herlige Muur, men har Hektor du fældet,

Gak da til Skibene hjem, vi forlene dig, Hæder at vinde.

        Saa de talte; da ginge de hen til de øvrige Guder.

Høiligen styrket ved Gudernes Raad begav sig Achilleus

Videre hen ad Marken, som heelt var beskyllet af Flodvand.

Mange fortrinlige Vaaben af Mænd, som i Kampen var dræbte,

Svam omkring blandt Liig, og mens mod Strømmen han fremad

Foer, da hopped i Veiret hans Knæe, men Floden den brede

Standsed ham ei, saa stor var den Kraft, Athene ham indgjød.

        Ei dog havde Skamandros forvundet sin Harm mod Achilleus,

Grammere selv end tilforn i Veiret den skjød sig og reiste

Høit sine rullende Bølger, mens lydt den til Simois raabte:

        Broder! o lader os Begge forenede kue den stærke

Mand, hvis ei da styrter ret snart han Priamos’ Kongstad;

Ei vil de Troiske Mænd mod ham kunne staae sig i Striden,

Op da! til Hjelp, saa hurtig du kan! opfyld dine Strømme!

Fyld dem af Kildernes Væld! kom Bækkenes Vand til at svulme!

Frisk! lad Bølgerne hæve sig høit! lad Stammer og Stene

Rulle med frygteligt Brag, at den rædsomme Mand vi kan tæmme!

Nu er han vældig forsand, hans Daad er som Guders Bedrifter,

Dog skal hans Kraft knap baade ham stort, saalidt som hans Skjønhed,

Eller hans deilige Vaaben, etsteds paa Bunden af Sumpen

Ligge de skal, bedækte med Dynd, men ham selv vil jeg grave

Dybt ned i Sandet, og dække ham til med utallige Smaasteen

Rundt om; ei skal Achaiernes Mænd hans Been kunne sanke,

Saadanne Bunker af Mudder og Gruus vil jeg over ham dynge;

Der skal hans Gravmæle staae, og ei skal Achaiernes Sønner

Have behov, at jorde hans Liig og kaste hans Tue.

        Talt; høit bovned den brusende Flod, og foer mod Achilles,

Altsom den pladsked med Skum, med Blod og med Dødningekroppe;

Ja! den regnopsvulmede Flod med purpurne Vande

Hævede høit sine Bølger, og styrtede frem mod Achilleus.

Ængstelig skreg da Here, for Aiakos’ Ætling hun grued

Svart, at den dybthenhvirvlende Flod opsluge ham skulde.

Flux til Hephaistos, sin elskede Søn, saalunde hun talte:

        Op! til Strid! lamfodede Søn! thi skjønner jeg rigtig,

Kan med den rivende Xanthos du vist i Kampen dig maale.

Op da! til Hjelp, saa hurtig du kan! lad Luerne blusse!

Selv vil jeg bort, Vestvinden paastand og den klarende Sydvind

Vække jeg vil, at de reise fra Strand en rygende Stormvind;

Frem skal den drive den hærgende Ild, for at brænde desbedre

Troiske Vaaben og Mænd! stik Ild paa Træerne langs med

Xanthos’s Bred! opglød ham selv og lad ham for Alting

Ikke forrokke din Hu ved smigrende Ord eller Trudsler!

Stands ei heller din vældige Daad, men saasnart du mig hører

Lydt opløfte min Røst, styr da din hidsige Flamme!

        Talt; da slynged Hephaistos sin frygtelig brændende Lue.

Først brød Ilden paa Sletten i Blus, og fortæred de mange

Liig, som trindt laae strøede saa tykt, af Achilles betvungne.

Sletten blev tør overalt, og det blinkende Vand var fordrevet.

Som naar en Have, der staaer under Vand, snart tørres i Høstens

Tid, naar det blæser fra Nord, til Fryd for Urtegaardsmanden,

Saaledes tørredes Sletten paastand, mens Ligene brændte.

Derpaa vendte Hephaistos mod Floden sin lysende Flamme;

Luerne greb hver Elm, hver Piil og hver Tamariskbusk,

Og i det samme var Sivet ibrand med Kløver og Enggræs,

Som ved den deilige Flod langs Bredderne groede saa yppig.

Aal og Fisk i den hvirvlende Strøm var ynkelig stedte,

Og i det deilige Vand de boltred sig frem og tilbage,

Martrede svart af den snilde Hephaistos’s glødende Aande;

Selv den mægtige Flod kom ibrand, tog Ordet og sagde:

        Ingen, Hephaistos! af Gudernes Slægt er i Styrke dig voxen,

Ikke mig lyster en Kamp med dig, du brændende Lue!

Stands med Strid! lad Peleus’s Søn kun jage paa Stedet

Troernes Folk af Byen, hvad rager mig Krig eller Bistand!

        Saaledes talte den brændende Flod, høit syded dens Vande.

Ret som en Kjedel i Kog, der svart ophedes af Ilden,

Naar der skal smeltes et triveligt Sviins tykflommede Ister,

Bobler og sprutter omkring, opstillet paa knastørt Brændsel,

Saaledes gløded den deilige Flod, og Vandene bobled,

Ikke den lysted at løbe, men standsede, martret af Dampen,

Alt ved den snilde Hephaistos’s Kraft, da bad den til Here

Bønlig, og flux med bevingede Ord saalunde den talte:

        Here! hvorfor har din Søn mig Flod mishandlet saa grusomt

Fremfor de Andre? jeg har jo dog ei forbrudt mig imod dig

Svart som de øvrige Guder, der hjelpe de Troiske Kæmper.

Gjerne forsand vil jeg standse min Færd, er dette din Villie,

Dog, lad ham standse tillige! og edelig vil jeg forsikkre,

Aldrig mod Jammerens Dag jeg Troernes Folk vil beskjerme,

Ei om saa hele det Troiske Land i lysende Lue

Blussede, stukket ibrand af Achaiernes krigerske Sønner.

        Men da hans Ord hun fornam, den liliearmede Here,

Raabte hun flux til Hephaistos, sin Søn, og talte saalunde:

        Stands! Hephaistos, navnkundige Søn, det sømmer sig ikke,

At du for Menneskers Skyld saa svart en Udødelig martrer.

        Talt; da slukked Hephaistos sin frygtelig brændende Lue;

Brat nedstyrted det deilige Vand igjen i sin Flodseng.

Men da saa Xanthos’s Kraft var kuet, forholdt de sig Begge

Stille, thi Here dem styred til Roe, hvorvel hun var opbragt.

        Men blandt de øvrige Guder nu reiste sig svar og ubændig

Strid; deres fiendtlige Hjerter i Barm kun aandede Tvedragt.

Frem de foer med forfærdelig Støi; vidt drønede Jorden,

Himmelen gjalded som Krigsluurs Skrald; det mærked Kronion

Høit paa Olymp, hvor han sad, og listelig loe han af Hjertet,

Glad ved at see, at Guderne drog til Kamp mod hverandre.

Fjernt fra hinanden ei længe de stod; Skjoldknuseren Ares

Stormed foran, og styrtede først mod Pallas Athene,

Løfted sit kobberne Spær, og talede haanlig saalunde:

        Ha! hvi hidser du Guder til Strid, du næsvise Flue!

Vild og forvoven du est, dit Mod dig egger ustyrlig.

Husker du ei, da Tydeus’s Søn du drev til at stinge

Mig med sit Spyd, og hvorlunde du selv din blinkende Landse

Greb, og foer mig tillivs, og forrev mit deilige Legem.

Nu skal sikkert du bøde for alt hvad Ondt du mig voldte.

        Og som han talte, da drev han sit Spyd mod den qvastede stærke

Aigis, som ei engang Zeus at knuse formaaer med sin Lynild;

Dog mod denne han drev sit Spyd, den blodige Ares.

Lidet tilbage hun foer, og greb en Steen med sin brede

Haand, paa Marken den laae, den store, den kantede Graasteen,

Did henvæltet engang af Fortidens Mænd til et Markskjel,

Traf saa paa Halsen den stormende Gud, og slapped hans Lemmer.

Henover syv Mark Land han faldt, hans Haar blev i Støvet

Sølet, og Rustningen klirred, da loe Gudinden Athene,

Og med bevingede Ord hun brammende talte saalunde:

        Daare! forvist har du aldrig betænkt, hvor høit jeg i Styrke

Over dig staaer, da du vover med mig i Kraft dig at maale.

Saadan en Hevn har din Moders Forbandelse over dig nedkaldt,

Hun, som tugte dig vil, og er høist forbittret, fordi du

Svigter Achaiernes Folk, og forsvarer de trodsige Troer.

        Og som hun talede, vendte hun bort sine funklende Øine,

Men Aphrodite, hiin Datter af Zeus, tog Ares ved Haanden,

Svart han sukked endnu, og med Nød gjenvandt han sin Fatning,

Strax dog blev hende vaer den liliearmede Here,

Og med bevingede Ord hun talede saa til Athene:

        Datter af Aigissvingeren Zeus, du aldrig Betvungne!

Atter den næsvise Flue nu fører den mordiske Ares

Bort fra den rædsomme Kamp gjennem Tummelen; efter dem! skynd dig!

        Saa hun taled, Athene forfulgte dem, glad i sit Hjerte;

Flux hun styrtede frem, og slog Aphrodite med breden

Haand for Brystet; da slappedes brat hendes Knæer og Hjerte.

Saa til den alternærende Jord nedsegned de Begge;

Men med bevingede Ord hun brammende talte saalunde:

        Saadanne skulde de være forsand, de Guder, som hjelpe

Troernes Mænd, naar de slaaes med de brynieklædte Danaer,

Ligesaa kjække til Strid og forvovne, som her Aphrodite

Kom for Ares at hjelpe, og stilled sig blot for mit Kraftslag,

Da var det prægtige Ilions Stad allerede forstyrret,

Alt forlængst vi havde da havt en Ende paa Krigen.

        Saa hun taled, da smilte den liliearmede Here;

Men til Apollon paastand Jordrysteren vendte sin Tale:

        Phoibos! hvi staae vi Begge saa fjernt? sligt sømmer sig ikke,

Alt har Andre begyndt; hvilken Skam, om reent uden Kampdaad

Hjem til Olympen vi kom til Zeus’s den kobberne Hofgaard.

Derfor begynd! thi yngst af Alder est du, og det skikked

Slet sig for mig, efterdi jeg er ældst og mere forfaren.

Taabe! hvor est du glemsom af Hu; slet ikke du mindes

Al den Qval, som for Ilions Stad vi To have døiet

Ene blandt samtlige Guder, den Tid, vi paa Zeus’s Befaling

Sled et heelt langsommeligt Aar for Løn som den stolte

Konning Laomedons Trælle, og han var bydende Herre.

Jeg opførte for Troernes Folk en bred og forsvarlig

Muur omkring deres Bye til urokkeligt Værn for Staden;

Du derimod som Hyrde med dorskfremvraltende Hornqvæg

Vanked omkring i den bugtede Dal paa det skovrige Ida.

Men da saa langt om længe de lindrende Stundgudinder

Bragte Betalingens Dag, da forholdt os den grusomme Konge

Voldelig hele vor Hyre, og bort han jog os med Trudsler.

Dig han trued forsand baade Hænder og Fødder at baste,

Og til en langtfraliggende Øe tilsalg dig at sende;

Gjorde saa Miner, at hugge os Ørene af med sit Slagsværd.

Bort vi ginge da Begge med høistforbittrede Hjerter,

Harmfulde over den Løn, som han loved, men ei vilde yde.

Og mod Laomedons Folk endda du viser dig gunstig

Bedre du prøved med os, hvordan de trodsige Troer

Ynkelig kunne forgaae med Børn og tugtige Qvindfolk.

        Ham gjensvared den mægtige Gud, Fjernskytten Apollon:

Jordomslynger Poseidon! du knap mig kaldte betænksom,

Hvis med dig en Dyst jeg bestod for de skrøbelig stakkels

Menneskers Skyld, dem ligne man maa med Træernes Blade,

Snart de frodigen blomstre, fortærende Markernes Frugter,

Snart afmægtige visne de hen; nei! lader os skyndsomst

Standse med Strid! lad saa Folkene slaaes saameget dem lyster.

        Saaledes taled Apollon, og vendte sig bort, thi han undsaae

Svart sig i Sindet for Dyst med Faderens kjødelig Broder.

Søsteren Artemis skammed ham ud, hiin ivrige Jagtmøe,

Drotning for Skovenes Vildt, og spodsk hun talte saalunde:

        Flygter du alt, fjernrammende Gud! og Seiren du ganske

Skjenked Poseidon! ham Æren du gav uden ringeste Møie.

Taabe! hvi fik du Bue, naar reent uden Nytte du bær den!

Lad mig nu aldrig herefter i Hallerne hjemme hos Fader

Høre dig prale, som før du har gjort i Guders Forsamling,

At med den stærke Poseidon en Dyst du nok turde vove!

        Talt; dog ei noget Svar hende gav Fjernskytten Apollon.

Men af Forbittrelse fnøs Kronions ærværdige Mage,

Haanligen skammed hun Artemis ud med krænkende Tale:

        Hvad! du vover at sætte dig op mod mig, du Forvorpne!

Haardt det falde dig vil, med mig i Kraft dig at maale,

Skjøndt du er væbnet med Bue, thi kun for jordiske Qvindfolk

Satte dig Zeus til Løvinde, saa dræbe du kan hvem dig lyster.

Bedre forsand, de glubende Dyr at bede paa Fjelde,

Eller de streifende Hjorte, end djervt med Stærkere stride.

Lyster en Kamp dig til Prøve, velan! da kan du fornemme

Strax, hvor høit jeg staaer over dig, som trodser min Vælde.

        Talt; flux Artemis’ Hænder med Venstre hun greb, og om Leddet

Holdt hun dem fast; med sin Høire hun rev hende Buen af Skulder,

Slog saa Gudinden, som vendte sig bort, under Øret med Buen,

Leende høit, og af Koggeret faldt de hurtige Pile.

Grædende flygted Gudinden nu bort, som en ængstelig Due,

Naar for en Høg den flyver afsted, og i Klippernes Rifter

Finder et Lye, ei var det bestemt, at fanges den skulde;

Saaledes flygted hun grædende bort, og lod Buen i Stikken.

        Flux til Leto nu talte Budbringeren, Argos’s Bane:

Leto! med dig ei stride jeg vil, thi vovelig Gjerning

Er det i Sandhed at slaaes med Zeus’ Skysamlerens Koner.

Thi kan du trøstig og frit blandt alle de salige Guder

Rose dig af, at i Kamp over mig du vældig har seiret.

        Talt; da sankede Leto paastand baade Buen og alle

Pilene op, som trindt i den hvirvlende Støv laae slængte.

Derpaa med Datterens Vaaben i Haand hun bort sig forføied.

Men til Olymp kom denne til Zeus’s den kobberne Hofgaard,

Sat sig paa Faderens Skjød og græd, mens frem og tilbage

Dirred det himmelske Slør; da trykkede Fader Kronion

Datteren op til sit Bryst, og med hjertelig Latter han spurgte:

        Hvad for en Gud har gjort dig Fortræd, min elskede Datter!

Uden at blues, som havde du aabenbart øvet en Udaad?

        Ham gjensvared paastand den smuktbekrandsede Jagtmøe:

Fader! din Hustrue mig slog, den liliearmede Here,

Hun som bestandig er Skyld i Gudernes Trætter og Kivsmaal.

        Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.

Men til det hellige Ilions Stad begav sig Apollon,

Thi han befrygted, at alt den Dag Achaiernes Sønner

Ned skulde styrte den herlige Muur trods Skjebnens Beslutning.

Men til Olympen begav sig de øvrige himmelske Guder,

Somme med harmfuldt Sind, men stolt hovered de Andre.

Der de sig satte hos Zeus, Stormskyernes Drot. Men Achilleus

Slog baade Troiske Kæmper ihjel og stampende Heste.

Som naar en løbende Røg fra en brændende Stad mod den brede

Himmel opstiger, og Gudernes Harm i Veiret den driver;

Alle forvolder den Møie, og Sorg tilskikker den Mange,

Saaledes voldte Peleiden nu Troerne Sorrig og Møie.

        Men den bedagede Priamos stod paa det hellige Muurtaarn;

Der Achilleus han saae, den vældige; brat i Forvirring

Flygted for Helten de Troiske Mænd, og Ingen paa Modstand

Tænkte; da steg fra Taarnet han ned til Jorden med Veeraab,

Og til de portbevogtende Mænd ved Muren han raabte:

        Op med Porten! og Haand paa Fløiene! indtil vort hele

Flygtende Mandskab er kommen herind; Achilles dem trænger

Haardt, og alt er han nær; mit Sind mig bebuder det Værste.

Men er de først i Behold, og frit kan aande bag Muren,

Lukker da Porten, og stænger paastand de forsvarlige Fløie,

Thi jeg er bange, den rasende Mand indstyrter i Staden.

        Talt; da skjød de Stængerne fra, og aabnede Porten,

Fløiene bredte til Frelse sig ud, og Phoibos Apollon

Frem af Aabningen sprang til Troernes Værn imod Ufærd.

Lige mod Ilions kneisende Muur fra Sletten sig skyndte,

Tør af Tørst og bedækket med Støv, den flygtende Krigshær;

Hardt med Landsen forfulgte dem hiin; som slaget af Vanvid

Raste hans Hjerte bestandig, hans Agt var Hæder at vinde.

Vist i Achaiernes Vold var det kneisende Troia nu faldet,

Naar ikke Phoibos Apollon til Daad havde skyndet Agenor,

Helten Antenors fortrinlige Søn, uplettet og tapper;

Mod han skjød ham i Barmen, og tæt ved Manden han selv sig

Stilled til Værn mod den rædsomme Døds tungtrammende Hænder,

Under den skyggende Bøg og tæt indhyllet i Taage.

Knap blev Agenor ham vaer, den Stadomstyrter Achilleus,

Førend han standsed, og Hjertet i Barm kom stærkt til at klappe;

Hjertebeklemt til sin mandige Sjel saalunde han talte:

        Vee mig! ifald jeg ræd for den drabelig stærke Peleide

Flygter den Vei, de Øvrige løb i Skræk og Forvirring,

Slaaer han mig dog ihjel, og dræber en uselig Kryster.

Men naar jeg lader de flygtende Mænd omtumles paa Sletten

Hist af Peleiden Achilles, og skynder mig bort ad en Gjenvei

Hen til den Iliske Mark paa hurtige Fødder, til Idas

Skovrige Bakker jeg naaer, og dybt i Krattet mig skjuler,

Da kan i Skumringen hjem til Ilions Stad jeg mig liste,

Naar jeg har taget et Bad og min Sved afkjølet i Floden.

Dog, hvi grubler i Sind jeg nu paa saadanne Tanker?

Blot han ikke mig seer, naar fra Byen jeg flygter til Sletten,

Vender sig om, og henter mig ind paa hurtige Fødder,

Da er det plat umuligt, Dødsmøerne længer at undflye;

Stærk som han er Ingen af Menneskens Sønner tilhobe.

Dog, hvis her ved Staden jeg drister at gaae ham imøde —

Visselig maa hans Hud af Kobberets Od kunne saares,

Meer end een Sjel eier han knap, og som der fortælles

Er han en dødelig Mand, dog Zeus forlener ham Hæder.

        Talt; da bøied han Kroppen, beredt at møde Peleiden;

Freidigen higed hans mandige Mod efter drabelig Kampgang.

Ret som kjækt Leoparden, dybt inde fra Skovenes Tykning,

Farer mod Jægeren frem, ei gruer dens modige Hjerte,

Heller ei skræmmes den bort, skjøndt Hundenes Glammen den hører;

Selv om Jægeren alt med Stik eller Kast den har saaret,

Helmer den ei, skjøndt stungen af Spyd, men styrter til Angreb,

Til den med hiin faaer Bugt, eller lader sit Liv udi Kampen.

Saaledes Helten Agenor, den herlige Antenoride,

Ei ham lysted at flye, før Dyst med Achilles var prøvet;

Frem for sit Bryst til Skjerm han holdt sit blankede Rundskjold,

Sigted paa Helten med Spyd, og raabte med lydelig Stemme:

        Vist du haabed i Sind, Achilles, du straalende Kæmpe!

Troernes velbefæstede Stad idag at forstyrre.

Daare! for denne skal end heel svar Gjenvordighed fristes.

End er i Staden vi mange, og derhos dygtige Stridsmænd;

Kjækt til Værn for Hustrue og Børn og elskte Forældre

Ilions Stad vi beskjerme, men her skal Skjebnen dig ramme,

Om du er aldrig saa rædsom og uforfærdet en Kriger.

        Talt; da svang han det hvæssede Spyd med sin vældige Næve;

Nedenfor Knæet i Benet han traf, ei var det et Glipkast;

Høit Beenskinnen af flunkende Tin, som nylig var smeddet,

Klirred ved Rammet af Malmen, og mat sprang Spydet tilbage,

Uden at bore sig ind, afbødet ved Guddommens Gave.

Frem mod den Ædling Agenor nu stormede Helten Achilleus,

Dog, Apollon forundte ham ei, sig Hæder at vinde,

Bort han snapped Agenor, og trindt i Taage ham hylled,

Lod ham saa drage fra Kamp, og hjem sig i Stilhed forføie.

Derpaa Peleiden han fjernede snildt fra det flygtende Krigsfolk,

Manden Agenor livagtigen lig Apollon sig stilled

Tæt ved Achilles’s Fødder, og rask forfulgte ham Helten.

        Mens paa den hvedebevoxede Mark han løb efter denne,

Som til den dybthenhvirvlende Flod Skamandros blev dreven,

Med ubetydeligt Forspring, thi gjekket med List af Apollon

Haabed Achilles bestandig, han nok skulde naae ham i Løbet,

Kom de øvrige Troiske Mænd i flygtende Sværme

Hjertensglade til Byen, som stærkt opfyldtes af Stimlen;

Alle tilhobe de manglede Mod, paa hinanden at bie

Udenfor Murene, eller forvisse sig, hvo der var sluppen,

Hvo der var falden i Kampen, men ind i Staden de voldsomt

Strømmed, saa Mange som Fødder og Knæe havde bjerget i Qviden.