9. Sang
Gesandtskabet til Achilles. Bønfaldelsen.
Gesandtskabet til Achilles. Bønfaldelsen.
Troerne sad saalunde paa Vagt, men Achaiernes Sønner
Tvang den mægtige Flugt, den kolde Forfærdelses Søster.
Ramt’ af forsmædelig Sorg var selv de fortrinligste Kæmper;
Ret som naar to Stormvinde bevæge det fiskrige Havdyb,
Vinden fra Norden og Vesten, fra Thrakien blæse de begge,
Heftigen styrte de løs, og høit sig taarner den sorte
Bølge, saa Bunker af Tang paa Strand opkastes fra Dybet,
Saa hos Achaiernes Folk tvedeelte sig Hjertet i Brystet.
Atreus’s Søn, betagen i Sind af ulidelig Kummer,
Vandred omkring og befoel høimælede Folkeherolder
Stævne ved Navn til Møde paa Thing hver Mand udi Hæren,
Dog uden Raaben, og selv han færdedes mellem de Første.
Modfaldne sad de paa Thing, da reiste sig Kong Agamemnon,
Taarer fra Øiet ham randt, lig en mørkt henrislende Kilde,
Som fra et Steengedsfjeld udgyder sin sortladne Vandstrøm;
Sukkende dybt til Argeiernes Folk saalunde han talte:
Venner! Argeiernes Drotter i Kamp, i Raad deres Talsmænd!
Svar forsand er den Nød, hvori Kronion har stedt mig,
Han, den Grumme, som fordum saa vist forjætted mig Hjemtog,
Naar det befæstede Ilios først jeg havde forstyrret;
Nu derimod har han Svig udtænkt, og byder mig drage
Hjem til Argos med Skam, efter Tabet af talrige Stridsfolk.
Sagtens behager det saa den mægtige Fader Kronion,
Han som har kastet i Støv mangfoldige kneisende Stæder,
Flere vil kaste med Tiden, thi hans er den høieste Vælde.
Hører da dette mit Ord og lader os Alle det følge!
Lader paa Skibene hjem til Fædrenelandet os drage,
Ei kan det Troiske Folks bredgadede Stad vi betvinge!
Saa han taled, da taug de qvær, og forstummed tilhobe.
Tause nu sad en Stund de modfaldne Mænd af Achaia,
Indtil omsider den vældige Helt Diomedes tog Ordet:
Dig, Atreide! jeg først for taabelig Tale maae laste
Her i vort Raad, paa sømmelig Viis; dog harmes du ikke!
Før har du dadlet mit Mod, og det i Danaernes Paahør,
Kaldt mig Niding og Kryster, det veed Argeierne alle,
Unge med Gamle tilhobe har hørt dig tale saalunde.
Et af tvende kun gav den snedige Kronos’s Søn dig,
Konningespiret han gav og den Hæder, som følger med Spiret,
Mod han gav dig dog ei, og Mod er den ypperste Mandskraft.
Selsomme Mand! for Alvor du troer, at Achaiernes Sønner,
Ere saa feige til Kamp, saa arme paa Kraft, som du siger?
Føler du selv kanskee svar Lyst, dig hjem at begive,
Reis da, Veien er aaben, og klare paa Strandbredden ligge
Alle de Snekker, som hid paa Tog fra Mykene dig fulgte,
Resten forbliver dog her af Achaiernes haarfagre Sønner,
Til vi faae hærget den Troiske Stad, dog lyster det disse —
Lad dem paa Skibene hjem da rømme til Fædrenelandet
Sthenelos bliver os mig, vi to ville slaae, til vi træffe
Troias berammede Maal, selv en Gud var med os paa Henfart.
Saa han talte, da jublede høit Achaiernes Sønner,
Studsende froe ved det Ord som Gangerbetvingeren talte.
Frem da traadte paastand den bedagede Nestor og sagde:
Visselig est udi Kamp den tappreste du, Diomedes!
Ogsaa den bedste paa Thing iblandt jevnaldrende Svende.
Laste din Tale skal Ingen blandt samtlige Mænd af Achaia,
Eller dit Ord modsige, dog ei til Ende du talte.
Vel est du dertil en Yngling, godt kunde du være min yngste
Søn efter Aldren at regne, men dog til Argeiernes Konger
Lyder forstandigt dit Ord, thi skjelligen haver du talet;
Derfor velan, da med Æren jeg mig kan kalde den Ældre,
Bladet jeg tager fra Mund, reentud jeg taler, og Ingen
Vrag paa min Tale skal slaae, selv ei vor Drot Agamemnon.
Ikkun den lovløse Mand, som hverken har Slægt eller Arne,
Elsker den rædsomme Krig, som Landsmand fører med Landsmand!
Dog nu vil vi forsand adlyde den skumrende Aften.
Nu vil vi holde vor Nadver, men samtlige Kurer sig lægge
Hiinsides Muren paa Vagt, hvor Graven den dybe vi grove.
Ungersvendene byder jeg Sligt, men du, Agamemnon!
Skrid du først til Værket, du est jo den øverste Konning,
Giv os Drotter et Gilde, thi dig det egner og anstaaer,
Rundelig Viin du har udi Telt, som Achaiernes Skibe
Henover vildene Hav hver Dag dig bringe fra Thrake,
Samt hvad kræves til Gilde, thi Herre du est over Mange.
Samles vi saa udi Kreds, da lyde du den, som det bedste
Raad os at give formaaer, og i Sandhed Achaierne trænge
Haardt til et Raad, som er sindrigt og godt, da Fienderne Vagtblus
Nær ved Skibene brænde, os visselig ikke til Gammen;
Hæren maa frelses inat, hvis ei, da gaaer den tilgrunde.
Saa han talte, hans Ord de fornam, og løde ham villig.
Flux bevæbnede Mænd uddrog til det natlige Vagthold,
Disse blev ført af Nestors Søn, Thrasymedes, den Folkdrot,
Og af Askalaphos samt Ialmenos, Sønner af Ares,
Og af Meriones, Helten Deipyros samt Aphareus,
Og af den herlige Svend Lykomedes, hvis Fader var Kreion.
Syv vare Kurernes Formænd, og hver af de syv ledsaged
Hundrede Kæmper, som holdt udi Haand langskaftede Landser;
Bort de ginge, og leired sig hist mellem Graven og Muren,
Der antændte de Baal, og gave sig saa til at skaffe.
Atreus’s Søn nu førte Achaiernes Ældste tilhobe
Ind i sit Telt, og satte saa frem en qvægende Nadver.
Disse nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked,
Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
Fremmest og først da tolked sit Sned den bedagede Nestor,
Han, hvis Raad saa mangen en Gang dem bedst havde baadet;
Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
Atreus’s hædrede Søn, Krigsfolkenes Drot, Agamemnon!
Først og sidst jeg til dig vil vende mit Ord, du est Konning
Over saa talrigt et Folk, dig Zeus Kronion ihænde
Konningespiret har givet samt Loven at raade for Folket,
Derfor bør fremmest du tale, men fremmest bør ogsaa du høre,
Samt fuldbyrde, naar Hjertet i Barm indgiver en Anden
Tjenlige Raad, thi det stander til dig, hvadhelst der skal gjelde.
Nu vil jeg sige forsand, hvad mig tykkes at være det bedste,
Knap udtænker os Nogen et visere Raad end det Anslag,
Som baade nu og i længere Tid mig ligger paa Hjerte,
Alt fra den Stund, gudfostrede Drot! da den vrede Peleides
Telt du voldelig gjæsted, og ranede Pigen Briseis,
Visselig ei som det huede mig, indstændig jeg selv dig
Raaded fra denne din Færd, men dit Sinds hovmodige Bud du
Lød, og beskjæmmed en Helt, hvem Guderne selv have hædret,
Raned den Gave han fik, og Pigen du end har i Værge.
Lad os da nu betænke, hvorlunde vi kan ham forsone
Baade ved kjærkommen Skjenk og ved sødtformildende Tale.
Ham tiltaled igjen Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
Ikke du foer med Løgn, da min Brøde du nævned, o Gubbe!
Feilet jeg har, jeg nægter det ei. Ja! sandelig mange
Folk opveier i Værd den Mand, Zeus elsker af Hjertet,
Saa som han hædred Achilles, og tugted Achaiernes Sønner.
Men da jeg feiled, og lød min uheldbringende Harme,
Vil jeg igjen forsone, vil rigelig gjøre ham fyldest.
Her i vor Kreds opregne jeg vil de herlige Gaver:
Ti Talenter i Guld, en Snees blankskinnende Kjedler,
Syv Trefødder, af Ilden urørt, tolv Gangere stærke
Veddeløbshingster, som flinke tilbeens tit Prisen har vundet;
Fattig forvist paa Gods, eller arm paa kostelig Guldmalm
Skal ei kaldes den Mand, som saamange Klenodier fanger,
Som udi Veddeløbsdyst mig vandt heelhovede Heste.
Videre syv i qvindelig Dont heel kyndige Piger,
Lesbiske Piger, dem jeg, da det deilige Lesbos han hærged,
Selv udvalgte, saa fagre som faa blandt Skarer af Qvinder;
Dem jeg give ham vil, samt ovenikjøbet Briseis,
Qvinden, jeg røvede ham, og dyrt bekræfte med Eedsord,
At hends Leie jeg aldrig besteg, eller leged med hende,
Som det er Menneskens Viis alt mellem en Mand og en Qvinde.
Al denne Skjenk annamme han strax, men skulde med Tiden
Guder os unde det Held, Kong Priamos’ Stad at forstyrre,
Da skal i Mængde han Kobber og Guld indskibe paa Fartøi,
Dragende med os ind, naar Byttet Achaierne skifte.
Dertil af Troiske Qvinder en Snees han vælge, saa favre
Hartad som Helena selv, den Argeiiske Viv, men naar atter
Til det Achaiske Argos vi naae, det velsignede Kornland,
Da skal han vorde min Maag, da vil jeg ham høit som Orestes
Hædre, min elskede Søn, som i Herlighed fostres derhjemme.
Hist i min stærktopmurede Borg tre Døttre jeg eier,
Iphianassa ved Navn, Chrysothemis og Laodike:
Hvem af disse ham lyster, maa uden al Beilerbetaling
Hjem til Peleus’s Huus han føre som Viv, og til Udstyr
Vil jeg ham give, hvad aldrig en Mand gav Datter i Medgift:
Give jeg vil ham forsand syv velbefolkede Stæder,
Enope samt Kardamyle og Ira med grønklædte Sletter,
Pherai den hellige Stad og Antheia med frodigste Græsgang,
Samt Aipeia det skjønne og Pedasos’ yppige Viingaard;
Yderst de ligge tilhobe ved Strand i det sandige Pylos,
Mænd udi Byerne boe, heel rige paa Faar og paa Øxne,
Ret som en Gud de hædre ham skal med frivillig Redsel,
Og under Konningestav betale ham rigelig Skatskyld.
Dette jeg give ham vil, saa saare sin Harm han betvinger.
Bøies han maa, ubøielig stiv er Hades alene,
Derfor af samtlige Guder er han os Mennesker ledest,
Mig han falde til Føie, saasandt jeg er høiere Konning,
Ja! og saasandt jeg med Æren af Aar tør kalde mig ældre.
Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
Atreus’s hædrede Søn! Krigsfolkenes Drot, Agamemnon!
Laste skal Ingen den Skjenk, som Helten Achilles du byder.
Lad os da skynde paa udvalgte Mænd, som kan ufortøvet
Hen til Peleiden Achilles’s Telt paa Vei sig begive!
Eller velan! jeg vælger dem selv, og lyde mig bør de;
Phoinix i Spidsen sig stille, thi høit ham elsker Kronion,
Dernæst Aias den Høie, og Gudernes Jevning Odysseus,
Ogsaa Eurybates følge samt Hodios med som Herolder!
Bringer saa Haandtvæts-Vand, og byder Andægtigheds Taushed,
Medens vi Zeus anraabe med Bøn, om han vil sig forbarme.
Saa han taled, og samtlige Mænd godt hued hans Tale.
Flux Herolderne Vand over Hænderne heldte til Tvætning,
Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen,
Fyldte saa Bægre til Offring og skjenkede rundt for dem Alle.
Men da de Viin have offret, og drukket saameget dem lysted,
Ginge de ud af Atreidens Telt med ilende Fodtrin.
Stærkt dem lagde paa Sind den ædle Gereniske Nestor,
Med et betydende Blik til Enhver, dog meest til Odysseus,
Alt at prøve, for mulig at bøie den bolde Peleide.
Langs med Stranden de vandrede hen ved det brusende Havdyb,
Bedende fromt til Poseidon, den Jordomslyngende Guddom,
At Aiakidens fortørnede Sind de let maatte bøie.
Men da de saa havde naaet Myrmidonernes Snekker og Telte,
Traf de ham just som han fryded sit Sind med den klingende Lyre,
Stadselig var den og skjøn, og heel af Sølv var dens Tværstang,
Selv, da han hærged Eetions Stad, han af Byttet den udtog;
Hjertet med den han forlysted, og sang om Heltebedrifter.
Ene Patroklos sad hos, og taus han lytted i Frastand,
Ventende, til Aiakiden sit Qvad havde sunget tilende.
Mændene traadte nu frem, foran gik Helten Odysseus,
Standsed, da for ham de stod; op sprang forbauset Achilles,
Holdende Lyren i Arm, fra Sædet, han nyligen sad paa.
Ogsaa Patroklos stod op, saa saare han Mændene skued.
Rækkende Haanden til Hilsen, udbrød fodrappen Achilleus:
Hil og Sæl, mine Venner! svar Nød er sikkert paafærde.
Kjærest I dog af Achaier mig er, hvorvel jeg er harmfuld.
Saa han taled, og Gjæsterne frem i Teltet han førte,
Hvor han dem bænked paa Sæder, belagte med Skarlagens Tæpper.
Flux Patroklos, som jevne ham stod, befoel han saalunde:
Stil os en rummelig Kumme paa Disk, du Søn af Menoitios!
Bland af den stærkeste Viin, og fyld tilmands os et Bæger!
Det er jo Hjertensvenner, som staae her under mit Telttag.
Saa han talte, Patroklos adlød, hvad Vennen befoel ham.
Selv ved den skinnende Ild han stilled det vældige Kjødbret,
Lagde paa Brettet et Faars og en Buks tykflommede Rygge,
Samt af et triveligt Sviin en smælfeed, bævrende Side;
Kjødet Automedon holdt, men selv Achilles det udskar,
Flinkt han i Skiver det snitted, og stak saa Kjødet paa Bradspid,
Mens en umaadelig Ild blev tændt af den bolde Patroklos.
Men da nu Baalet var brændt, og Luernes Blomster var visned,
Raged han Gløderne jevnt, og Spiddene strakte derover,
Løfted paa Buk dem og slog det velsignede Salt over Kjødet.
Og da saa Braden tilgavns var stegt, og paa Brikkerne nedlagt,
Brødet Patroklos da tog, og omkring paa Bordet af skjønne
Kurve han deelte det ud, men Achil udstykkede Kjødet.
Selv ved den inderste Væg, med Ansigtet vendt mod Odysseus,
Tog Achilles sin Plads, og bød sin kjære Patroklos,
Offre til Guderne; Skiver paa Ild han kastede forlods.
Derpaa de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked,
Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
Nikkede Aias til Phoinix, det mærkede Helten Odysseus,
Fyldte sit Bæger med Viin, og drak Achilles’s Hilsen:
Hil dig, Achilles! det skorter os ei paa rundeligt Maaltid,
Enten i Telt vi sidde hos Atreus’s Søn Agamemnon,
Eller nu her; fuldtop af den lækkreste Spise der vanker.
Nu dog Gildets forlystende Færd vi lidet kun ændse,
Frygt har grebet vort Sind, da gruelig Jammer vi øine,
Tvivlsomt det er, om frelse vi skal, hvad eller forlise
Alle de toftede Skibe, naar ei med Kraft du dig ruster.
Nær ved Muren og Skibene alt paa natlige Vagthold
Færdes de modige Troer og langveis hentede Krigsfolk,
Brænde mangfoldige Blus i Leir, og sige, vi kan ei
Længer bestaae, men brat maae tye til de tjærede Snekker.
Zeus Kronion tilvarsler dem Held ved at lyne fra Høire,
Hektor med trodsige Blik af sin Kraft hoverer og raser
Frygtelig, sætter til Zeus sin Lid, og hverken han ændser
Mand eller Gud; ham er faren i Liv det vildeste Vanvid;
Langlig han ønsker, at snart den hellige Dagning vil dæmre,
Skibenes Snabler afstævne han vil, saa lyder hans Trudsel,
Skibene give til Rov for den hærgende Ild, og ved Skibsbord
Hugge Danaerne ned, naar i Røg og Damp de fortumles.
Svart nu frygter mit Sind, at Guderne gjøre til Alvor
Disse hans truende Ord, og at os nu Døden skal times
Her for Troia, saa fjernt fra det gangergræssende Argos.
Op da, hvis ellers du saa er tilsinds, hvorvel det er seent alt,
Frels Achaiernes Folk, som segner i Troernes Tummel,
Ellers med Tiden det smerte dig vil; har Ulykken ramt os,
Plat umulig da vorder al Hjelp; betænk da forinden,
Hvordan du Jammerens Dag kan bort fra Danaerne vende.
Kjæreste! mangen Formaning dig gav jo Peleus, din Fader,
Alt paa den Dag, han fra Phthia dig sendte til Kong Agamemnon:
Elskede Søn! baade Pallas og Here skal Kraft dig forlene,
Hvis det saasandt dem tykkes for godt, men dit hidsige Hjerte
Styre du maa i din Barm, Sagtmodighed er dog det bedste;
Skye al Kiv, som leder til Ondt, at desstørre din Hæder
Kan blandt Argeierne vorde, hos Unge saavelsom hos Gamle.
Saa formaned dig Gubben, det reent du glemte, men nu da
Stands og lad fare din nagende Harm, thi nu Agamemnon
Byder dig værdige Gaver, ifald din Vrede sig lægger.
Nu da, saa hør hvad sige jeg vil, og lad mig dig nævne
Alle de Gaver, som nys i sit Telt Agamemnon dig loved:
Ti Talenter i Guld, en Snees blankskinnende Kjedler,
Syv Trefødder, af Ilden urørt, tolv Gangere stærke,
Veddeløbshingster, som flinke tilbeens tit Prisen har vundet;
Fattig forvist paa Gods, eller arm paa kostelig Guldmalm
Skal ei kaldes den Mand, som saamange Klenodier fanger,
Som Agamemnons Heste ham vandt i Veddeløbskampe.
Videre syv i qvindelig Dont heel kyndige Piger,
Lesbiske Piger, dem han, da det deilige Lesbos du hærged,
Selv udvalgte, saa favre som faa blandt Skarer af Qvinder.
Dem han give dig vil, samt ovenikjøbet Briseis,
Qvinden, han røvede dig, og dyrt bekræfte med Eedsord,
At hendes Leie han aldrig besteg, eller leged med hende,
Som det er Menneskens Viis, alt mellem en Mand og en Qvinde.
Al denne Skjenk annamme du strax, men skulde med Tiden
Guder os unde det Held, Kong Priamos’ Stad at forstyrre,
Da skal i Mængde du Kobber og Guld indskibe paa Fartøi,
Dragende med os ind, naar Byttet Achaierne skifte.
Dertil af Troiske Qvinder en Snees du vælge, saa favre
Hartad som Helena selv, den Argeiske Viv, men naar atter
Til det Achaiske Argos vi naae, det velsignede Kornland,
Da skal du vorde hans Maag, da vil han dig høit som Orestes
Hædre, hans elskede Søn, som i Herlighed fostres derhjemme.
Hist i sin stærktopmurede Borg tre Døttre han eier,
Iphianassa ved Navn, Chrysothemis og Laodike;
Hvem af disse dig lyster, maa uden al Beilerbetaling
Hjem til Peleus’s Huus du føre som Viv, og til Udstyr
Vil han dig give, hvad aldrig en Fader gav Datter i Medgift.
Give han vil dig forsand syv velbefolkede Stæder,
Enope samt Kardamyle og Ira med grønklædte Sletter,
Pherai, den hellige Stad, og Antheia med frodigste Græsgang,
Samt Aipeia det skjønne, og Pedasos’ yppige Viingaard;
Yderst de ligge tilhobe ved Strand i det sandige Pylos,
Mænd udi Byerne boe, heel rige paa Faar og paa Øxne,
Ret som en Gud de hædre dig skal med frivillig Redsel.
Og under Konningestav betale dig rigelig Skatskyld.
Dette han give dig vil, saa saare din Harm du betvinger.
Om Agamemnon dig end er nok saa forhadt i dit Hjerte,
Baade han selv og hans Gaver, forbarm dig da over de andre
Mænd af Argos, der trænges saa svart; som en Gud skal de hædre
Dig, og berømmeligt Rye hos dem Alle du kunde dig vinde,
Hvis nu Hektor du vog, thi nu, da han raser som galind,
Drister han vel, at komme dig nær, og med Skibene, troer han,
Kom ei hid en eneste Mand, som med ham sig kan maale.
Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses du snilde!
Bladet fra Mund jeg tage nu bør frimodig, og sige,
Hvad jeg mener, og hvad der forsand fuldbyrdet skal vorde,
At I med Tryglen og Klynken mig ei skal tiere plage,
Thi som Hades’s Borg en Mand vederstyggelig er mig,
Fører paa Læben han Et, og skjuler et Andet i Hjertet;
Jeg derimod vil tale forsand, som det tykkes mig rettest:
Hverken Atreiden, det lover jeg for, skal rokke mit Forsæt,
Heller ei andre Danaer, thi Tak man høster dog ikke,
Slaaes med fjendtlige Mænd man end uophørlig i Kampen;
Lodden er eens, om man vover en Dyst, eller hjemme forbliver;
Krysteren skattes jo ligesaa høit som den gjæveste Kæmpe,
Døden den søvnige Mand saa godt som den dristige rammer.
Jeg har jo Intet forud for alt hvad jeg døied og udstod,
Sættende Livet paa Spil i Kamp, baade tidlig og silde.
Ret som en Fugl til skaldede Smaae hjembringer hvad Æde
Muligen hitte den kan, er den selv end kummerlig faren,
Saa mangfoldige Nætter jeg fik ei Søvn i mit Øie;
Tilbragt jeg har i Strid udslagene blodige Dage,
Kæmpende haardt med Mænd, og det for Atreidernes Qvindfolk:
Tolv befolkede Stæder jeg har lagt øde paa Søtog,
Elleve tog jeg tillands i det muldjordklimpede Troia;
Liggendefæe baade meget og godt jeg gjorde til Bytte,
Bragte det altsammen hid, og gav det til Kong Agamemnon,
Han, som hjemme var bleven i Mag ved de hurtige Skibe;
Godset han tog, uddeelte kun lidt, det Meste beholdt han.
Hædrende Gaver da fik høibyrdige Herrer og Konger,
Dem har de trygt i Behold, og fra mig alene han raned,
End er min Hjertenskjær i hans Vold; dog, lad ham sig fryde
I hendes Arme! hvorfor skal Argeier vel kæmpe mod Troer?
Hvad var vel Grunden, hvi Skarer af Folk drog hid med Atreiden?
Mon ei for Helenas Skyld, den Viv med de deilige Lokker?
Mon blandt talende Mænd da kuns Atreiderne føle
Elskov til Hustrue? nei! hver Mand, som er brav og forstandig,
Elsker og skjermer sin Viv, saaledes som hende jeg elsked
Ret af mit inderste Hjerte, hvorvel hun var vunden i Spydkamp.
Men da min Løn han raned med Svig, kan gjerne han spare
Fristelser nu, han bedaarer mig ei, tilbunds jeg ham kjender.
Lad ham, Odysses! med dig og de øvrige Konger beraadslaae,
Hvordan den brændende Ild kan bedst fra Skibene værges!
Mig foruden har alt mangfoldige Ting han bedrevet,
Han har jo bygget en Muur, og omkring den gravet en Vandgrav,
Bred og betydelig lang, med trindt nedrammede Pæle.
Dog — sligt baader ei stort mod Hektor, den drabelig stærke.
Mens derimod blandt Achaiernes Mænd i Kamp jeg begav mig,
Nødig forsøgte da Hektor en Dyst langt borte fra Muren,
Kun til Bøgen, der staaer ved den Skæiske Port, han sig voved,
Der han traf mig engang, med Nød undslap han mit Kraftslag.
Dog, da mig nu ei lyster en Kamp med den herlige Hektor,
Vil imorgen jeg offre til Zeus og til samtlige Guder,
Samt indskibe mit Gods, naar i Søe da Seilerne stikke,
Da skal du see, hvis dig lyster, og sligt dig ligger paa Hjerte,
Over det fiskbesvømmede Hav Hellespontos min Flaade
Seile ved Dagningen bort, bemandet med dygtige Roerfolk;
Giver da strygende Bør den herlige Ryster af Jorden,
Kan paa den tredie Dag jeg naae det frugtbare Phthia,
Der har jeg Gods, som hjemme jeg lod, da jeg gav mig paa Krigstog,
Kobber desuden og røden Guld hjemfører jeg herfra,
Samt skjønbeltede Qvinder og graaladent Jern, som af Byttet
Faldt i min Lod, men den hædrende Løn har Giveren atter
Selv mig ranet med Haan, den mægtige Drot Agamemnon.
Meld ham nu Ord til andet hvad her jeg dig lægger paa Hjerte,
Meld ham det høit, at Enhver af Achaiernes Sønner maa fnyse,
Pønser igjen han maaskee paa Svig mod nogen Danaer,
Han som i Frækhed er svøbt; men neppe han dog sig fordrister,
Stivt mig i Øiet at see, hvorvel som en Hund han er skamløs.
Hverken i Raad eller Daad med ham jeg noget vil skaffe,
Lumsk han skuffede mig, men tiere skal han mig ikke
Daare med Ord. Saa lad ham da nøies! For mig kan han rolig
Gange tilgrunde, da Zeus den Vise ham røved Forstanden!
Vamle hans Gaver mig er, ei meer end et Haar jeg ham agter;
Ei om han loved mig ti, ja toti Gange saameget,
Som han til Eie nu har, eller andenstedsfra kan erhverve,
Eller hvad Gods til Orchomenos gaaer, hvad eller til Thebai
Hist i det Land Aigyptos, hvor Rigdomme huses i Mængde;
Hundrede Porte har Staden, og ud gjennem hver af dens Porte
Kjøre vel togange hundrede Mænd med Vogn og med Heste.
Ei om saa Gavernes Tal var stort som Sandets og Støvets,
Ei engang da formaaer Agamemnon mit Sind at formilde,
Før han mig fyldest har gjort for al den Tort, som mig nager.
Ikke mig lyster til Viv en Datter af Kong Agamemnon,
Var hun end faver og fiin som selv Aphrodite den gyldne,
Og til sin Gjerning saa snild som den lysblaaøiede Pallas,
Aldrig dog blev hun min Viv, en anden Achaier han kaare,
Som sig kan passe for ham, og er høiere Konning end jeg er.
Thi hvis Guderne spare mit Liv, og jeg naaer til min Hjemstavn,
Da skal Peleus selv en Mø mig fæste til Hustrue,
Phthia som Hellas er rigt paa Achaiske blomstrende Piger,
Børn af de ypperste Mænd, som raade for Byer og Lande;
Den som da huer mig bedst, udkaarer jeg da til min Hustrue.
Længe forsand i min Barm mit mandige Hjerte har banket
Svart af Længsel, derhjemme med Viv, med elskelig Hustrue,
Glad at nyde det Gods, min bedagede Fader har samlet.
Lignes med Livet i Værd kan hverken de Skatte, man siger,
Ilios eied engang, den velbefolkede Kongstad,
Fordum da Fred var i Land, forinden Achaierne hidkom,
Eller hvad Gods der gjemmes i Pytho, den hellige Bjergstad,
Dybt under Phoibos Apollons, den Sikkerrammendes Steengulv.
Oxer og fedede Faar heel let man fanger paa Streiftog,
Let Trefødder man vinder, og kneisende guulbrune Heste,
O men et Menneskes Sjel, den fanger man ei, saa den atter
Vendte tilbage, naar først over Tændernes Rad den er fløiet.
Mig har min Moder fortalt, den sølverfodede Thetis,
At paa en dobbelt Viis min Skjæbne mig fører til Dødsmaal:
Bliver jeg her, og færdes i Kamp om Troernes Kongstad,
Da er min Hjemfart forspildt, men evindelig vorder min Hæder,
Hvis derimod tilbage til Fædrenelandet jeg kommer,
Da er mit Rye forspildt, men da skal længe jeg nyde
Livet, og ikke saasnart skal Døden i Vold mig da fange.
Raade jeg vilde dernæst Enhver af de hidkomne Landsmænd,
Hjem at seile paastand, I mægte dog ei at betvinge
Ilions kneisende Stad, thi Zeus Fjernskueren holder
Huldt over Byen sin Haand, og af Mod er Folket besjelet.
Drager nu hjem igjen, og formelder Achaiernes Formænd
Dette er mit Ord — et hæderligt Hverv for Folkenes Ældste —
At de tilraads kan slaae om et andet og klogere Paafund,
Som ikke Skibene blot, men Folket tillige kan frelse
Hist ved de bugede Skibe, thi lidt kun baader det Anslag,
Som de fornys udtænkte, da ei min Vrede forvindes.
Phoinix forblive hos os, og lægge sig her til at sove,
At han paa Skibene med til Fædrenelandet kan følge
Hjem imorgen, ifald han har Lyst, jeg tvinger ham ikke.
Saa han talte, da taug de qvær og forstummed tilhobe,
Studsende over hans Ord, thi Kraft der laae i hans Tale;
Endelig mælede Phoinix, den sølvgraahaarede Vognhelt,
Bristende lydt i Graad, thi han skjalv for Achaiernes Skibe:
Staaer alvorlig din Hu til Hjemfart, stolte Peleide!
Vil du virkelig ei beskjerme de hurtige Skibe
Mod den fortærende Brand, da Harm dig er falden paa Sinde,
Siig, hvor kunde da jeg her ene forblive tilbage,
Skilt fra min elskede Søn? mig Peleus befoel dig at følge
Alt paa den Dag, han fra Phthia dig sendte til Kong Agamemnon,
Ung og ukyndig endnu i den altødelæggende Krigsfærd,
Som og i Taler paa Thing, hvor ogsaa Berømmelse vindes;
Derfor han sendte mig med, tilgavns at lære dig Saadant,
Baade dig kjækt at betee, og snildt at belægge din Tale.
Derfor min elskede Søn, vil af dig jeg ikke forlades,
Ei engang om en Gud forvist mig loved at glatte
Denne min rynkede Hud, og ung paany mig at gjøre,
Som da jeg Hellas forlod, hiint Land med de blomstrende Piger,
Alt for en Kiv med Ormenos’ Søn, min Fader Amyntor.
Gram mod mig af Hjertet han blev for en haarfager Frille,
Hvem han elsked til Skjændsel og Tort for sin Hustrue, min Moder.
Daglig mig bad min Moder paa Knæe saa bønlig, jeg skulde
Lefle med Frillen, at Had hun maatte til Oldingen fatte;
Moderens Bud jeg lød, men min Fader, som mærkede Uraad,
Stødte Forbandelser ud, og til Rædselsgudinderne lød hans
Skrigende Bøn, at aldrig paa Skjød han Søn skulde sætte,
Avlet af mig, og disse Forbandelsens Ord fuldbyrded
Underverdenens Zeus og den rædsomme Persephoneia.
Ham var jeg nu tilsinds med det hvæssede Kobber at dræbe,
Men min Forbittrelse dæmped en Gud, som bød mig betænke
Landsmænds krænkende Ord, og Folks nærgaaende Paasagn,
At i Achaia man ei skulde Fadermorder mig kalde.
Plat umulig mit hidsige Sind nu kunde fordrage,
Længer paa Borgen at boe under Tag med min opbragte Fader.
Venner og Frænder i Flok omringed mig nu, for at prøve
Ved den indstændigste Bøn mig i Borgen at holde tilbage.
Mangt et triveligt Faar, mangt dorskfremvraltende Høved
Slagted man nu, mangfoldige Sviin, som bævred af Fedme,
Strakte man ud over blussende Ild, for Flesket at svide;
Derhos i rundeligt Maal flød Vinen af Oldingens Dunke.
Nætterne, ja vel samfulde ni, tilbragte de hos mig,
Skifteviis sad de paa Vagt, og ei blev Baalene slukte,
Hverken i Hallen, hiinsides den stærkommurede Borggaard,
Eller i Gangen, som laae tæt udenfor Kammerets Fløidør;
Men da omsider den tiende Nat fremvældede bælgmørk,
Sprængte jeg Kammerets Dør, hvorvel den var lukket forsvarlig,
Slap saa ud, og behænde jeg sprang over Gaardrumsmuren,
Uden at Vagtens Mænd eller Ternerne mærked det mindste.
Fjernt jeg drog gjennem Hellas, det vidtudstrakte, som Flygtning;
Hen til Peleus i Phthia, det frodige Faarenes Hjemland,
Kom jeg endelig; villig og huld mig Konningen modtog,
Ja! han elsked mig høit, som Faderen elsker sin kjære
Eenbaarne Søn, der fostres i Huus som Rigdommens Arving;
Gods han i Mængde mig gav, og et Folk mit Bud underlagde,
Og som Dolopernes Drot jeg boede paa Grændsen af Phthia.
Jeg, Achilles! gudlignende Helt! til den Mand du est vorden
Tugted dig op, da jeg elsked dig høit; ei vilde med nogen
Anden til Gilde du gaae, eller spise derhjemme paa Borgen,
Før jeg dig tog, og satte paa Skjød, og selv for dig smaaskar
Sulet, og madede dig, og rakte dig Vinen at drikke.
Mangen en Gang da hændte det sig, at du spildte min Brystdug
Over med Viin, naar du sagled af Kruus i den kavede Barndom.
Saaledes meget jeg døied, og meget for din Skyld jeg udstod,
Tænkende paa, at Guderne jo mig selv havde nægtet
Børn, da kaared jeg dig til min Søn, Achilles, du Gudsbarn!
At du mig maatte med Tiden engang beskjerme mod Ufærd.
Styr da dit hidsige Sind, Achilles! ubøieligt Hjerte
Sømmer sig ikke for dig, selv Guderne kunne formildes,
Som jo i Kraft, i Hæder og Magt langt større dog ere.
Dog endda kan ved Virak, ved ydmyge Løfter og Offring
Enten af Viin eller Damp de bedende Menneskens Børn dem
Atter forsone, naar Nogen har Synd og Brøde bedrevet;
O thi Bønnerne selv ere Zeus’ Alherskerens Døttre:
Runkne tilhobe, med haltende Fod og med skulende Øie
Vandre de frem bag Brøden med ængsteligt Sind og forsagte;
Stærk derimod er Brøden og flink tilbeens, saa den løber
Langt forud, og til Menneskens Meen al Jorderigs Lande
Gjæster den først; bagefter med Lægedom komme da hine.
Den som nu hædrer Kronions Børn, saasnart de sig nærme,
Gavne med Tiden de stort, og høre hans Bøn, naar han beder;
Men naar en Mand dem forskyder, urokkelig fast i sin Vægring,
Flux da drage de hen til Zeus med den Bøn, at i Ledtog
Brøden maa vandre med ham, saa Skade han fanger til Hjemgjeld.
Lad disse Døttre af Zeus da møde hos dig, min Achilles!
Hiin ærbødige Frygt, som saa tit bevæger den Brave!
Ja hvis Atreiden ei Gaver dig bød, eller loved at give
Fleer dig med Tiden, men gram fremtured i haanende Medfart,
Aldrig forsand jeg raaded dig da, din Harm at betvinge,
Eller Argeiernes Folk at beskjerme, hvor svart end de trænge;
Dog, nu byder han Meget dig strax, og lover med Tiden
Meer; og med Bønner til dig de herligste Mænd han har skikket,
Dem af Achaiernes Folk han valgte, da disse du høiest
Elsker i Folket, thi gjøre du ei deres Tale tilskamme,
Eller den Gang, som de gik i; før undred os ikke din Vrede.
Lignende Sagn om de kjækkeste Mænd i forrige Dage
Have vi hørt, naar Vrede dem svar paa Sindet var falden,
Dog ved Gaver de bøie sig lod og formildende Tale.
Saadan en Daad, ei nys men i fordums Tider bedreven,
Husker jeg grandt, og den vil jeg her mine Venner fortælle.
Mod det Kuretiske Folk Aitolernes krigsvante Sønner
Stred om Kalydons Stad, og drabelig slog de hinanden.
Værget Aitolerne greb til det yndige Kalydons Forsvar,
Men imod Byen Kureterne drog, for at lægge den øde.
Al den Jammer dem voldte den guldstolthronende Jagtmøe
Artemis, bister paa Oineus, da hende til Ære han Høstfest
Ei havde holdt paa den frodige Mark, hver Gud Hekatombe
Nød, men til hende, den Datter af Zeus, slet ikke han offred,
Enten nu Glemsel det var eller Vaade; dog grovt han forbrød sig.
Slagen af Harm over denne Forhaanelse drev nu den piilfroe
Datter af Zeus et fraadende Sviin med sneehvide Tænder
Ind paa Oineus’s Mark, hvor det jevnligen øved sin Ufærd.
Dygtige Træer i Mængde fra Grund det styrted til Jorden,
Vendende op og ned paa Rod og Træernes Frugtblomst.
Oineus eied en Søn Meleagros, han fældede Bassen:
Rundt fra mangfoldige Byer han Mænd og Hunde til Jagten
Hented i Mængde, thi Faa forslog ikke stort til at fælde
Saadant et grueligt Dyr, som bragte heel Mange paa Dødsbaal.
Men om det glubende Sviins stivbørstede Skind og dets Hoved
Vakte den høie Gudinde forfærdelig Larmen og Kivsmaal
Mellem Kureternes Mænd og Aitolernes modige Kæmper.
Mens Meleagros, den drabelig Helt, drog med udi Felten,
Gik det Kureterne ilde, og ei de mægted i Kampen
Udenfor Murene kjækt at bestaae, saa mange de vare;
Men da den Helt Meleagros af Harm blev greben, som bringer
Selv hos de viseste Mænd i Kog det svulmende Hjerte,
Da forblev han, vred i Hu paa sin Moder Altheia,
Hos sin fortryllende Viv Kleopatra hjemme paa Borgen,
Hvem Euenos’s Datter, den smalbeensmukke Marpessa
Fødte med Idas, en Mand saa kjæk som Ingen pa Jorden
Dengang var, thi selv mod en Gud, mod Phoibos Apollon
Spændte forvoven han Buen til Kamp for den deilige Pige.
Dengang var det, at begge Forældrene hjemme paa Borgen
Gav deres Datter det Navn Alkyone, thi hendes Moder
Græd af Længselens Vee, som den sørgelig klagende Iisfugl,
Alkyon kaldet, da ranet hun var af Phoibos Apollon.
Hjemme hos hende han sad med indtændt nagende Harme,
Piint af Forbandelsens Ord, dem Moderen selv imod Sønnen,
Vred over Broderens Drab, i Bøn udstødte til Guder;
Ned hun sig kasted paa Knæe, med Taarer, som vædede Barmen,
Vildt paa den sædfrembringende Jord hun banked med Haanden,
Medens til Hades hun skreg og den rædsomme Persephoneia,
At hendes Søn maatte døe, og Erinnys, som vandrer i Natmulm
Med uformildeligt Sind, hun hørte fra Erebos Bønnen.
Snart nu lød ved Porten Kureternes Tummel og Bulder,
Spyd mod Taarnene fløi; da skikked Aitolernes Ældste
Gudernes ypperste Præster som Bud, og bad ham saa bønlig,
Ud at drage til Hjelp, og loved ham herlige Gaver:
Hvor om det yndige Kalydons Stad det fedeste Jordsmon
Findes paa Sletten, der bød de ham selv sig vælge den bedste
Lod, halvhundrede Tønder i Omfang, Hælvten til Viingaard,
Hælvten for Træer og Plantninger bar, til Pløining og Fægang.
Inderlig Gubben ham bad, den hestebetvingende Oineus,
Selv han treen med sin Fod paa Kammerets Tærskel i Høiloft,
Banked paa Dørenes Fjæl, og knælede ydmyg for Sønnen,
Inderlig bad hans Søstre saavelsom hans værdige Moder,
Dog, jo mere de bad, desmeer han rysted paa Hoved,
Inderlig bad ham tillige de kjære, de trofaste Venner,
Alt omsonst; ei Hjertet i Barm var til at bevæge,
Førend det dundred paa Døren af Skud og af Kast, og paa Taarnet
Op Kureterne steg, og Luerne rased i Byen.
Da med klagende Skrig hans smuktombeltede Hustrue
Trygled og nævnte sin Husbond den Nød og Jammer, som times
Menneskens Børn, hvis Stad indtages af fjendtlige Krigsfolk:
Mændene slaaes ihjel, hvert Huus gjør Ilden til Aske,
Børn bortslæbes som Fanger med samt fuldbarmede Qvinder;
See, da rørtes hans Sjel ved den Nød, han hørte fortælle,
Rask han iled, og slutted om Krop sin skinnende Rustning.
Saa Ødelæggelsens Dag han bort fra Aitolerne vendte,
Følgende Hjertets Bud, men nu ikke længer man bød ham
Rig og kostelig Skjenk, omsonst afværged han Nøden.
Ikke paa Sligt du tænke, min Søn! lad aldrig en Guddom
Vende til Sligt din Hu! langt værre det var dog i Sandhed,
Sværdet at gribe til Værn, naar i Brand vore Snekker er stukne,
Kom da! mens Løn er at faae, som en Gud skal Folket dig hædre.
Hvis derimod i den blodige Strid ulønnet du drager
Mindre da vorder din Hæder, om end du seirer i Kampen.
Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
Phoinix, bedagede Fader, du Gudssøn! Ei har jeg saadan
Hæder behov, jeg hædret mig troer ved Zeus’s Forføining,
Og denne Hæder vil ei mig ved Skibene glippe, saalænge
Lungen mig aander i Bryst, og om Led sig Knæerne bøie.
Dog et Ord jeg sige dig vil, og prænt det i Hjertet:
Ikke du bør bedrøve mit Sind med Klynken og Jamren,
For hos Atreiden at smidske dig ind; det ikke dig anstaaer,
Ham at elske; lad ikke til Had min Kjærlighed vendes!
Skjelligt det var, du krænked med mig den Mand, som mig krænker.
Vord en Konge som jeg! tag Hælvten af Æren jeg nyder!
Disse kan bringe mit Svar; men du, bliv her, og i bløden
Seng til Hvile dig læg, og aarle ved gryende Dagning
Tales vi ved, om blive vi skal, eller drage til Hjemmet.
Talt; Patroklos et Vink han gav med blinkende Øine,
Phoinix at rede paastand en magelig Seng, at de Andre
Snart maatte tænke paa Hjemgang fra Telt. Da var det, at Aias
Telamons herlige Søn tog Ordet, og talte saalunde:
Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses du snilde!
Kom lad os gaae! det tegner ei til, at vort Ærind vil lykkes,
Glipgang gik vi forsand, thi kom lad os skyndelig bringe
Svar til Achaiernes Folk, skjøndt ei det glædeligt lyder!
Sikkerlig længes derhjemme de svart; men vildt er i Sandhed
Vordet det mandige Mod, som boer i Achilles’s Bringe;
Han den Haarde, ei ændser han meer Stalbrødrenes Venskab,
Ingen vi dog saa høit som ham ved Skibene hædred.
Ubarmhjertige! mangen en Mand jo tog imod Mandbod,
Selv om en Broder var dræbt, eller Søn hensegnet for Mordstaal;
Da forbliver i Landet den blodskyldbødende Drabsmand,
Hvorimod hiin, som annammede Bod, betvinger sit Hjertes
Harm og sit hidsige Sind, men barsk og utæmmeligt Hjertet
Er, som dig Guderne slutted i Barm, og det for en enkelt
Pige; nu love vi syv saa fagre, som vel de kan findes,
Dertil mangfoldige Gaver, thi lad dit Hjerte formildes.
Hold din Vaaning i Ære! som kaarede Mænd af Danaer
Traadte vi under dit Tag, og bestandigen stræbte vi nidkjært
Venner at være mod dig, saa troe som nogen Achaier.
Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
Aias! du Telamons Søn! du gudopfostrede Folkdrot!
Talt du haver forsand hvert Ord mig udad mit Hjerte,
O men af Galde mig svulmer mit Bryst, saa tit mig i Tanke
Rinder, hvor haanligen Atreus’s Søn blandt Argeiernes Kæmper
Mig har begegnet, som var jeg forsand en uselig Hjemløs.
Drager nu hjem, mine Venner, og melder hvad Eder jeg svarte,
Ei paa den blodige Dyst jeg agter at tænke det mindste,
Førend den stridbare Priamos’ Søn, den herlige Hektor,
Til Myrmidonernes Snekker og Telte sig nærmer, for Fode
Huggende ned Argeiernes Mænd, og Skibene brænde;
Dog ved Achilles’s Telt og tjærede Skib vil vel sagtens
Hektor sig hytte for Strid, om han end er aldrig saa hidsig.
Saa han mæled, og Hver med Tvillingpokalen ihænde
Offrede Viin, saa ginge de hjem, i Spidsen Odysseus.
Strax derpaa Patroklos befoel baade Terner og Svende
Rede paastand til Phoinix et godt og mageligt Leie.
Villigen Ternerne løde hans Bud, og bredte paa Løibænk
Skind af Faar og et Tæppe og Lagen af fineste Hørspind.
Der gik Gubben til Roe, og vented paa Morgenens Komme.
Men i sit fastopslagene Telt i den inderste Lønkrog
Sov Achil, og hos ham en rødmusset Glut Diomede,
Som var en Datter af Phorbas, og ført som Fange fra Lesbos;
Og i den modsatte Krog Patroklos, ham hvilte ved Siden
Iphis den midiesmekkre, hvem selv ham Achilles forærte,
Dengang Enyeus’s Stad, det kneisende Skyros han indtog.
Aldrig saasnart til Atreidens Telt kom hine tilbage,
Førend Achaiernes Sønner imøde dem løb, og til Velkomst
Hilste dem trindt med Pokaler af Guld, og fritted begjærlig.
Først udspurgte dem dog Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
Siig mig, Odysses, du priselig Helt, Achaiernes Stolthed!
Er han tilsinds, Fordærvelsens Ild fra Flaaden at vende,
Hvad eller siger han nei, boer Vreden endnu i hans Hjerte?
Ham gjensvared Odysses, den kjæktudholdende Konning:
Atreus’s hædrede Søn! Krigsfolkenes Drot Agamemnon!
Ikke tilsinds han er, sin Harm at qvæle, han fnyser
Meer ustyrlig end før, ei ændser han dig og din Gave,
Nei! men han byder dig selv med Argeiernes Mænd at beraadslaae,
Hvordan Achaiernes Snekker og Folk du i Nøden vil frelse;
Selv han trued endog, naar ad Dag det gryer imorgen,
Ud at trække paa Dyb hvert letomdreieligt Dæksskib;
Ja, han sagde, han raader Enhver af de hidkomne Landsmænd,
Hjem at seile paastand; I mægte dog ei at betvinge
Ilions kneisende Stad, thi Zeus Fjernskueren holder
Huldt over Byen sin Haand, og af Mod er Folket besjelet.
Saa han talte, bevidne det kan de Mænd, som mig fulgte,
Aias saavelsom de to Herolder, forstandige begge.
Phoinix hos ham til Roe sig begav, for at føie hans Ønske,
At han paa Skibene med til Fædrenelandet kan følge
Hjem imorgen, ifald han har Lyst, han tvinger ham ikke.
Saa han talte, da taug de qvær og forstummed tilhobe,
Studsende over hans Ord, thi Kraft der laae i hans Tale.
Tause nu sad en Stund de modfaldne Mænd af Achaia,
Indtil omsider den vældige Helt Diomedes tog Ordet:
Atreus’s hædrede Søn! Krigsfolkenes Drot Agamemnon!
Gid den uplettede Helt Achilles du ei havde bønfaldt,
Bydende talløse Gaver, stolt nok han var jo foruden,
Nu har du kuns endnu langt meer ham bestyrket i Hovmod.
Lader os ei da ændse ham meer, hvad enten han reiser
Eller han bliver; i Kamp vil han drage paany, naar i Barmen
Hjertet ham driver til Daad, og en Gud opvækker hans Manddom.
Hører da dette mit Ord, og lader os Alle det følge!
Føier til Hvile Jer nu, naar først I Sindet har qvæget
Baade med Mad og Viin, som Kræfter og Mod Jer kan give;
Men naar imorgen sig viser den rosenfingrede Dagning,
Stil da hurtig til Skibenes Værn baade Kæmper og Heste,
Væk deres Mod, og viis dig i Kamp blandt de forreste Stridsmænd!
Saa han talte; godt hued hans Raad de Konninger alle,
Glade det Ord de fornam, dem Gangerbetvingeren sagde.
Flux efter Offring af Viin Enhver til sit Telt sig forføied.
Der til Hvile de gik og nød den qvægende Slummer.