Min gamle Ven! Alt nu i mange Aar
har du og jeg alt Godt hinanden undet,
jeg troer, at vi hinanden godt forstaaer,
at ei omsonst vi har hinanden fundet.
I visse Maader har vi og delt Kaar:
af Laurbær har ei Overflod vi vundet
ei dem, som Digterlokkerne bedækker,
ei heller dem, som Chilian foretrækker.
Men ligemeget! Hvad skal vi med dem?
Os var jo ellers Guderne saa milde,
jeg mener, de Penater i vort Hjem,
som ei vi bort for Laurbær bytte vilde.
Naar der vi tales ved, vi sige frem
alt, hvad der springer ud af Hjertets Kilde
vi sigte ei det Fine fra det Grove,
men frygte kun det Ferske og det Flove.
Jeg veed ei ret hvorfor — i denne Stund,
da jeg sad ene i den mørke Stue,
da ind ad Vindvet titted Maanen rund,
og muntert buldred Kakkelovnens Lue,
omkring jeg vanked i Erindrings Lund
og hvilte mig paa mangen Mindetue,
og standsed brat ved dig — og Tanker vælted
sig ind paa mig, der strax i Sang hensmelted.
Tak for hver Gang din Tale Tanker dvaske
til livlig Flugt paa høie Baner tvang;
Tak for de Ord, bevingede og raske,
lig Pile, der fra Buestrængen sprang;
de vakte tidt hos mig den døde Sang,
saa den fløi op som Fønix af sin Aske;
Tak for hver Gang som Kølle Paradoxerne
du drev med Kraft mod Panderne paa Oxerne.
Tak for din Sang — hvad enten den sig hæved
med Flugt, hvad eller lød i sagte Fald
en trofast Stræben altid i den bæved,
en Ærefrygt for Aandens høie Kald.
den lystred ikke Døgntrompetens Gjald
og vandt ei dem, som den Slags Toner kræ ved.
Derfor den aldrig Vei fandt til Reklamerne,
kom ei en vogue hos Grossererdamerne.
Men fremfor Alt — hav Tak for Barnesindet,
der leer og græder for „et venligt Ord”,
der røres ved hver lille Blomst paa Jord,
der let af Illusioner bliver blindet,
men selv, naar de er brustne, stadig troer
paa Sandhedsstraalen som dem gjennemskinned;
— det Sind, som af en ringe Kreds forstodes,
er dog det bedste Gods, som dig betroedes.