Min gamle Ven! Alt nu i mange Aar
har du og jeg alt godt hinanden undet,
jeg tror, at vi hinanden godt forstaaer,
at ej omsonst vi har hinanden fundet.
I visse Maader har vi og delt Kaar:
af Lavrbær har ej Overflod vi vundet
— ej dem, som Digterklokkerne bedækker,
ej heller dem, som Kilian foretrækker.
Men ligemeget! Hvad skal vi med dem?
Os var jo ellers Guderne saa milde,
jeg mener, de Penater i vort Hjem,
som ej vi bort for Lavrbær bytte vilde.
Naar der vi tales ved, vi siger frem
alt, hvad der springer ud af Hjertets Kilde
— vi sigte ej det Fine fra det Grove,
men frygte kun det Ferske og det Flove.
Jeg ved ej ret hvorfor — i denne Stund,
da jeg sad ene i den mørke Stue,
da ind ad Vinduet titted Maanen rund,
og muntert buldred Kakkelovnens Lue,
omkring jeg vanked i Erindrings Lund
og hvilte mig paa mangen Mindetue,
og standsed brat ved dig — og Tanker vælted
sig paa mig ind, og straks til Sang de smelted.
Tak for hver Gang din Tale Tanker dvaske
til livlig Flugt paa høje Baner tvang;
Tak for de Ord, bevingede og raske,
lig Pile, der fra Buestrængen sprang;
de vakte tidt hos mig den døde Sang,
saa den fløj op som Fønix af sin Aske;
Tak for hver Gang som Kølle Paradokserne
du drev med Kraft mod Panderne paa Okserne.
Tak for din Sang — hvad enten den sig hæved
med Flugt, hvad eller lød i sagte Fald —
en trofast Stræben altid i den bæved,
en Ærefrygt for Aandens høje Kald.
den lystred ikke Døgntrompetens Gjald
og vandt ej dem, som den Slags Toner kræved.
Derfor den aldrig Vej fandt til Reklamerne,
kom ej en vogue hos Grossererdamerne.
Men fremfor Alt — hav Tak for Barnesindet,
der ler og græder for et „venligt Ord”,
der røres ved hver lille Blomst paa Jord,
der let af Illusioner bliver blindet,
men selv, naar de er brustne, stadig tror
paa Sandhedsstraalen, som dem gjennemskinned;
— det Sind, som af en ringe Kreds forstodes,
er dog det bedste Gods, som dig betroedes.