Sophus Schandorph (1836–1901)

Schandorph, Sophus Christian Frederik, 1836–1901, Digter, fødtes 8. Maj 1836 i Ringsted. Faderen, Johan Frederik S. (f. 1793 i Holbæk, dansk Jurist, tidligere Byfogedfuldmægtig, Godsforvalter, Postfuldmægtig, d. 1855), førte som en Art Postmester Opsyn med Statens Befordringsvæsen der i Byen. Han var en pligttro og flittig Mand, jovial, med et lykkelig glad Temperament. Sønnen kom som ældre til at ligne ham, selv om han stadig bevarede inderst inde Arv efter sin mere begavede Moders noget tunge, temmelig prikne og pirrelige Gemyt. Hun var en sjællandsk Proprietærdatter, Andrea f. Møller (opdraget i Storborgerbyen Helsingør og i Kjøbenhavn, gift 1835). I den første og elskværdigste Del af sine 2 Binds «Oplevelser» (1889–98) har S. fortalt, hvilket lykkeligt Barndomshjem han og hans yngre Broder havde. Det var ham en ublid Forandring, da han 1848 sendtes fra Fødebyen og dens Borgerskole til Sorø med dens Latinskole og Opdragelsesanstalt. Hjemløshedsfølelsen befæstede hos ham Drengealderens Hang Drømmerads og befordrede en tidlig vakt Lyst til at gjenne Virkeligheden fra sig gjennem snart sentimentalt, snart satirisk Skriveri, Skuespilleri eller Tegneri. I det sidste Par Skoleaar kom han under stærk religiøs Paavirkning. Saaledes faldt det som af sig selv, at han gav sig til at studere Theologi, efter at han 1855 var blevet Student. Han fik ogsaa Embedsexamen (1862). Men længe forinden havde Læsning og ældres Omgang gjort det af med hans Tro. Dog overlevede den kristne Synds- eller Angerfølelse godt en halv Snes Aar Dogmefaldet i hans Sind. Og han synes hele sit Liv at have beholdt Evne til religiøs Andagtsfølelse, – «jeg har», skriver han 1897, «altid et Alter nær ved mig for «den store ubekjendte»».

Hans Sprogtalent og hans æsthetiske Interesser havde bragt ham til at studere romanske Sprog og Litteraturer. Litterært affødte dette Studium nogle litterærhistoriske Artikler, en Doktordisputats om det 18. Aarhundredes stridige italienske Dramatikere Gozzi og Goldoni (1874) samt enkelte, ypperlige Oversættelser af romansk Lyrik. Praktisk førte Studierne ham ind paa en 15 Aars Virksomhed som Sproglærer i kjøbenhavnske Skoler og Familier. Han havde giftet sig 1867 med en Præstedatter fra Slagelse, Ida Branner, hvem mangt et Blad i hans Digtning med god Grund har prist eller takket. Og navnlig efter Brylluppet faldt Lærergjerningen jo tit en Smule trælsom. Der blev dog baade før og siden god Lejlighed til at se sig om i Livet. S. var allerede som ung Student kommet ind i Kr. Arentzens Kreds, hvor han havde lært sig Uvilje mod den herskende National-Liberalisme og mod juste-milieu’et. Han kom ogsaa tidlig i Berøring dels med Repræsentanter for den venstresindede Opposition (Gert Winther, Tscherning), dels med Repræsentanter for hine konservative af den gamle Skole, som han en Tid lang følte sig næsten stærkest hendraget til. Og endelig førte hans italienske Talelærer ham ud i paa helt anden Maade oppositionelle Lag. Læreren var Artistagent; han gav sin Undervisning rundt om paa Forlystelsessteder og lod sin Elev stifte Bekjendtskab med alskens udenlandske Gjøglere og med Medlemmerne af de italienske Operatroupper, som aarlig fra 1865–70 gjæstede Kjøbenhavn. Saaledes skærpedes S.s Blik over for herskende Ideer og over for det vedtægtsmæssig korrekte, foruden at han i betydeligt Omfang forøgede sit Fond af Virkelighedsindtryk, der jo hidtil væsentligst havde bestaaet i Indtryk af sjællandsk Kjøbstadsliv og Landliv. Til Overflod var han fra 1863 i Løbet af en halv Snes Aar 3 Gange i Paris og levede flittig sammen med dets Studenterkvarters Befolkning.

Opposition mærker man dog foreløbig kun lidt til i hans Digtning. Den har en Smule Udenomspolemik mod Studenterforherligelse og Skandinavisme, og den vrænger i Ny og Næ ad Bureaukratisme og Bourgeoisi; men dens Personlighedsideal er noget saa overgjemt som en afbleget Chateaubriandsk Atala-René, og den samfundsmæssige «Ukorrekthed», som den lovpriser, er en Slags Rahbeksk anløbne Stuesymposier med Diskussion og Bellmans— eller Gluntarsang. Endnu fattigere er hans Poesi paa Virkelighedsindtryk. Træffer man dem, saa have de gjærne for længst sat al deres beskedne Ærlighed over Styr i et dystert Fantastens Skole. Man skulde blot vide, hvad han den Gang kunde falde paa at gjøre ud af en saa forholdsvis simpel Sag som en flygtig lille Forliebelse i en Sangerinde. Læseren slap saamænd nødig billigere end med et Dødsleje og med en hvileløs Don Juan af en Asket og en skelende russisk Greve og et Dolkestød paa aaben, natsløret Gade. De skulde være saa romantisk lidenskabelige, Poeterne, den ægte Poesi var den store «Lidenskab»! Selv var S. i 60erne et noget pigebarnsagtig spinkelt Mandfolk med jomfruskære Kinder; han bar sit tykke gule Haar strøget frem ved begge Sider i sirlig pomadiserede Lag, der var over hans Ansigt et halv sippet, halv forlegent-selvtilfreds Udtryk. Hvad angaar hans Indre, saa forsikrer han, at der er en evig «Uro i hans Hu», han «farer hvileløst fra Latter til Graad». Og han taler tit om sin store Opfarenhed og Utaalmodighed. Hans nervøse Irritabilitet er sikker nok, den gaar tit igjen i hans senere Digtning, bl. a. i de Pidskeknald, hvormed de mere kommanderende af hans Helte eller Heltinder ynde at fremskynde en Afgjørelse. Men Nervøsitet er jo ikke det samme som romantisk stor Lidenskab. Og for Resten ytrer ikke engang Nervøsiteten sig poetisk i hans Ungdoms Lyrik, den ses ikke af Digtenes Bygning, høres ikke i deres Rhytme. Han havde debuteret med nogle, for største Delen erotiske, «Digte» (1863); i 1868 og 1875 var fulgt nye Smaadigte, og 1867 havde han anonymt udgivet nogle (i 1863 paabegyndte) dramatiske Scener: «Ude i Skoven». Overalt i disse Vers er Formen konventionelt pyntelig, Tonefaldet som oftest lidt dumpt eller mut eller vemodig forsagt. De bedste af Digtene lyse blidt af en nøjsom Fortrøstning, hvorover der er gledet som et Aandepust af Forsagelse. Og yderst paafaldende hos denne «Lidenskabens» formentlige Beundrer og Offer er en inderlig Sympathi med al stilfærdig Jævnhed. Hjemligst til Mode føler S. sig sammen med Folk, som netop ikke kjende noget til og ikke heller ville vide at sige af Romantikkens Lidenskabelighed (se f. Ex. «Digterens Moder» i den første, det udmærkede Mindedigt over Werner i den sidste af Digtsamlingerne).

Aabenbart havde S. hidtil hængt fast i et poetisk Ideal og i poetiske Former, som ikke passede for hans Naturel og ikke tillode ham at bruge, hvad han sad inde med. Men saa hændte det ham, midt i 70erne, at han kom i personlig Berøring med den Brandesske Bevægelse. Han havde hibbet saa smaat efter den før. Nu desillusionerede den ham over for det romantiske Fantasteri, og dens litterære Virkeligheds- og Personlighedskrav viste ham hen til et nyt Virkefelt. Delvis i samme Retning var han for Resten blevet paavirket af et Par af Turgenjevs Bøger. Og det andet og betydningsfuldeste Afsnit af hans Digtervirksomhed begynder. Det indledes med Novellesamlingen «Fra Provinsen» (1876), særlig med dens bedste Fortælling, «En Enkestand». Fra nu af er han endelig for Alvor inde i digterisk Opposition til Tiden, for saa vidt som hans fornemste og lykkeligst løste Opgave kommer til at bestaa i at forfølge det romantiserende Selvbedrag, Skuespilleriet, Hanget til at tro sig noget andet, end man er. Lige tvært imod opstiller han atter og atter som Ideal det virkelighedskjære eller i alt Fald virkelighedstaalsomme Arbejdsmenneske, jævnt, passelig hjælpsomt, hadende som Pest at stikke andre og sig selv pathetisk eller sentimentalt Blaar i Øjnene. Og først fra nu af livnes ogsaa hans Digtning af alle de forskjelligartede Virkelighedsindtryk, som han huskede fra tidligere Tid, eller som han fra Dag til Dag modtog. Naturligvis vare disse Indtryk ikke fotografisk uomtvistelige; de havde Særpræg af hans Personlighed, og de vare ogsaa tit (ham selv uafvidende) blevne forvanskede en Del af Erindringen. Siden hen, hvor han skrev vel meget, skabte han desuden frit overdrevne Varianter af dem, ikke mindst til Brug ved Skildringer af Bønder og smaatskaarne Provinsialister. Men dette er jo Fælleskaar for al Poesi og Fællesskæbne for næsten alle Digtere.

S.s Novellebog havde givet ham Position, Positionen gav Arbejdslyst og Arbejdsheld. Saa kom endda det til, at han strax efter fik det Anckerske Digterstipendium og fór afsted til sine Længslers Land, Italien (1877). Næsten ind imellem hverandre paabegynder eller færdiggjør han i denne Tid 4 af sine betydeligste Bøger og nogle af sine allerbedste Smaahistorier: den store versificerede Fortælling «Unge Dage» (Udgivelsesaar 1879), Romanen «Uden Midtpunkt» (1878), den 2 Binds Roman «Thomas Friis’ Historie» (1881) og Romanen «Smaafolk» (1880). Den sidstnævnte Bog sættes i Almindelighed højest blandt hans Prosaskrifter. I «Uden Midtpunkt» havde han stillet en Art Rudin-Type ud mellem Herregaardsfolk, i «Unge Dage» og «Thomas Friis» havde han sat denne Type – og sig selv – i Belysning af den kjøbenhavnske National-Liberalismes Nedgangsperiode. Nu i «Smaafolk» greb han tilbage til en anden Gruppe af sine tidligste Kjøbenhavnsindtryk, han formummede sig i en brav lille Tjenestepiges Skikkelse og omsatte efter dens Behov en Del af det, som han havde erfaret med sin italienske Talelærer, Artistagenten, som Fører. Bogen er rig paa fornøjelige Bifigurer, fastere bygget og mere sammentrængt i sin Form end i alt Fald meget af hans senere udgivne store Arbejder. Den skæmmes blot af hans mer og mer frembrydende Tilbøjelighed til i Milieu- og Naturskildringer at følge moderne fransk Novelleteknik længere, end som rimeligt er over for danske Mennesker og dansk Natur. Han kan komme til at omgive aandelige Smaakaarsvæsener med en koloreret Detailrigdom, der passer til dem værre, end Koloraturer passe til en lille bitte Folkevise.

I 1880 fik han aarlig Statsunderstøttelse som Digter (den forhøjedes 1883, Forhøjelsen traadte dog faktisk først i Kraft 1887). Og fra nu af lod han omtrent Sproglærervirksomheden fare. I Steden for udsendte han gjennemsnitlig hvert Aar en Bog, stundum kom der et Aar 2 eller 3. Han blev ved at skrive Smaadigte (Samlinger 1882 og 86), deriblandt meget smukke Digte. Tonefaldet kan stadig, selv i begejstrede Opsange, synes lidt kortaandet eller mut; men Tonen er blevet kraftigere, myndigere. Desuden dramatiserede han til kjøbenhavnske Privattheatre et Par smaa og en stor Fortælling («Uden Midtpunkt», Folketheatret, 1887) og fik spillet paa det kongl. Theater to Helaftens-Lystspil («Valgkandidater» 1886, «Hjemkomst» 1893). Men fortrinsvis var og blev han Fortæller. I hans «Ti Fortællinger» (1891), der bestaar af 2 Bøger fra 1879 og 82, have maaske baade hans burleske Lystighed og hans bløde Humor fundet det fuldkomneste Udtryk; særlig er det her lykkedes ham at finde en ganske usentimental Form til hans hengivne Respekt for Livets opofrende, overbærende, nøjsomme Slidere, for den Slags Korsdragere, som ikke et Øjeblik falde paa at føle deres Kors. Blandt hans senere Romaner eller store Fortællinger lader «Skovfogedbørnene» (1884; 2. Opl. 1894) til at have vundet flest Venner. Efter at han i «Et Aar i Embede» (1883) havde fremstillet den Brandesske Bevægelse, afspejlet i en Provinsby, var han vel saa noget nær færdig med de betydningsfulde personlige Oplevelser, der tillode ham at give Romaner en vis historisk Baggrund og Relief. Han søgte undertiden at bøde derpaa gjennem Iagttagelse (f. Ex. af Indremissions-Bevægelsen), men han saa næppe dybere eller nøjagtigere end saa mangen udenforstaaende Tilskuer. Med større Held tilstræbte han nu og da Afvexling ved at forlægge Skuepladsen til Udlandet og lægge den tilbage i Tiden. Saaledes har han i «Den store Mademoiselle» («Fra Isle de France og fra Sorø Amt», 1888) skildret Ludvig XIV’s Hofliv, og i Romanen «Poet og Junker» (1892) Digteren Alfieris Italien i sidste Halvdel af det 18. Aarhundrede.

Medens Aarene gik, var han blevet trivelig og svær. Udtrykket i hans Ansigt sagde meget klart, at han kjendte i Ensomhed ikke blot til ør Opfarenhed, men ogsaa til disse «rugende, melankolske Stemninger», som han etsteds halvvejs bebrejder sine Venner at de ikke vilde tiltro ham. Ude mellem Folk derimod – og han kom sammen med mange og mange Slags Folk – blev han i Hast den legemliggjorte hyggelige Jovialitet. Skjønt i en vis Forstand Partimand forligedes han ypperlig med Alverden, noget af Klogskab, noget af Fordomsfrihed, men mest af Blødhjærtethed, fordi han overmandedes af den mindste Smule Venlighed og virkelig mente de venlige det godt. Saa fyldte han gjærne Stuen med sin skrattende, smittende Latter, især naar han fik Lov til at fortælle «uartige» Historier. Hans gamle Uvilje mod «Korrektheden» var blevet til et Sværmeri for saakaldte usnerpede Ord og Tildragelser, – et Sværmeri, der naivt levede Side om Side med en halvvejs pedantisk Pillenhed paa forskjellige andre Smagsomraader.

Lige til 1897 rejste han meget. Han saa sig en Del om her hjemme (bl. a. paa et Par Oplæsningstourneer), og han var baade i Norge og Sverige, i Tyskland og Østerrig, tiest eller længst i Paris og Italien. En Gang (fra 1887) blev han over 3 Aar borte. Da han kom hjem fra sin sidste Rejse, bosatte han sig et Par Aars Tid i Lyngby, ellers boede han i Kjøbenhavn. Og der døde han, efter lang Tids Sygdom (Apoplexi), Nytaarsmorgen 1901. Ved Sørgehøjtiden over ham medvirkede ingen Præst; hans Lig blev brændt.