Skal vi reise til den gamle Have,
hvor vi Haand i Haand saa tidt har vandret,
hvor de røde Roser Plænen spætted,
hvor imellem tætte Hasselhuske
Kirkens brune Væg fra Høien kigged,
hvor, lig Raakid, hvide Piger dandsed
gjennem Gangene i Maanedæmring,
og den klare Latters Klang i Natten
Ekko selv til lystig Latter vakte?
Skal vi reise til den gamle Have?
Jeg vil ikke see den gamle Have.
Øxen fælded Gjærdets Hyldebuske,
og i Plainen groe de grimme Tidsler,
Rosenbuskene kun blomstre sparsomt,
og de gamle Frugttræer staae vemodigt
struttende med mange døde Grene,
og en anden Slægt i Haven leger;
Børneskrig og Ammens vrantne Skjænden
afløst har de glade Pigers Latter;
jeg vil ikke see den gamle Have.
Lad os reise til den gamle Have!
Husker du det Æbletræ ved Huset,
over hvilket klart Arkturus funkled,
troest, fastest iblandt alle Stjerner?
Lad os hilse paa vor gamle Stjerne,
i hvis Skjær vor Ungdoms hvide Lillie
længselsfuldt sin Duft i Æthren aanded
i de høie, lyse Sommernætter,
drømmende om sangopfyldte Tider!
Lad os reise til den gamle Have!
Vel! vi reise til den gamle Have
for at see Arkturus over Træet
lyse klart som i de svundne Dage.
Hvergang saa de mange Smaating true,
Ukrudt lig, vort Rosenflor at kvæle,
hvergang vore Sind ustadigt svaie
om for tomme Luners Kastevinde,
vil vi tænke paa Arkturusstjernen
med det kolde Smil ad Døgnets Færden.
Vel! vi rejse til den gamle Have!