Skaal Moder Sorø! Betragt dine Drenge,
samlede ved Glasset paa Mindernes Dag;
see, hvor de huske dig trofast og længe,
selv med femti Aar eller flere paa Bag.
Barndommens Minde ret aldrig kan døe,
varige Runer i Sjælen det ridser,
derfor vi drage til Skolen ved Sø,
hen til vor Barndoms Koulisser.
Der har vi spillet Komedier i Masse,
der Intrigestykker vi udførte kjækt.
Har vi ei snydt alt i nederste Klasse,
aabnet under Bordet de Bøger saa frækt.
Høit med Hyrdinder paa Markedets Dag
paa Karoussellen vi senere kjørte,
saadan jeg troer vi med Ynde og Smag
en Pastorale opførte.
Tidt første Akt af en grusom Tragedie
spilled vi paa Baller og paa Assembléer;
Eros med Pile fra Lemnos’s Smedie
skjød i unge Hjerter de bittreste Veer.
Svenden var varm — ak, men kold var hans Mø!
Kvalerne raste i vildeste Brydning;
Dagen derpaa han ved fraadende Sø
tænkte paa Drukning og Skydning.
Skove og Enge og Søer og Moser
have tyst og stille beluret vor Færd;
seet vore Længsler som knoppende Roser,
skuet Labansstreger, som Prygl vare værd.
Det var vort Foraar: snart op under Sky
fløi vi med Lærken, der nylig var kommen,
snart gik dog atter det nedad paany
lige til Tudsen i Flommen.
Skaal gamle Skove ved Søen den blanke!
Sus om Sorødrengen ret venligt og mildt.
Sus kun lidt Blødt i den spirende Tanke,
Aar og Skjæbner veed jo at hærde den snildt.
Præk, gamle Holberg! fra din Sarkofag,
lær ham det Muntre, det Sunde, det Sande,
saa kan han ride til Kampstævnets Dag
frem med en opløftet Pande.