Den Ild, der løfted Kvindens Barm den hvide,
den Attraa, der i mørke Øine ulmed,
hvad fyldigt bredte sig, hvad yppigt svulmed,
mig henrev stærkt i første Ungdomstide.
I sød Berusning lod det hen mig glide,
med Havfrusang min Sorg det stakket dulmed,
og langt fra Jordens Lys, i Havbundsmulmet
jeg vaagned tidt med Kaar saa lidet blide.
Men hil mig, da jeg saae det Stille, Stærke,
med Fredens Klarhed i det dybe Øie,
med Lilien til sit Væsens Vaabenmærke;
det overvandt mig, ved mig blødt at bøie,
det bar som Kvadet af en Morgenlærke
min Attraa op mod Lyset fra det Høie.