Mod Lys og mod Frihed du styre, o Sjæl!
— om Byrden end hænger sig tung ved min Hæl —
ad Bjerget, mod Tinden, hvor snehvid den blinker
og sittrer i Solen og lokker og vinker!
Det klynker i Dalen, det stønner saa sygt;
med krumbøiet Byg og med Mine fortrykt
man mødes, man krydses for Brødet at søge,
at stride, at stræbe, sit Bo at forøge.
Hvad slæber du sammen, du Myre paa Jord?
Sig, lever du bedre, naar Tuen er stor?
Du fik jo dog Vinger til Arv og til Eie,
mon ikke til Flugt ad de himmelske Veie!
O løft dem og prøv dem, imens det er Tid!
saa holde de ud indtil Alderen hvid;
de styrkes ved Brugen og stramme sig blanke,
saa Lyset kan farvebrudt over dem vanke.
Og lad dit Gemyt være mangefold stemt,
fra dybeste Alvor til flygtigste Skjemt,
og skyller ei rislende Bølger derover,
i Dvaskbedens Bundfald det størkner og sover.
Og sørg dig ei tung over Jorderigs Ve,
glem aldrig at spøge, glem aldrig at lee!
Og vænnes du til at see Verden fraoven,
du lærer at lee, saa det gjalder i Skoven.
Til Lys og til Frihed, til Liv og til Lyst!
Mod Morgenens Fødsel i glødende Øst!
Med Haab om at vinde, med Mod til at miste,
med Gru for et Liv i det Lave at friste —
saa styre du let og bevinget din Gang,
da døer du som Svanen med tonende Sang
og daler saa stolt fra din Flugt i en Bue,
mens Straaler fra Himlen paa Vingerne lue.