Sophus Schandorph (1836–1901)

Fra mosdækte Atrier, revnede Haller,

fra Skove, fra Smedier, hvor Hammerslag gjalder,

fra Marker, som vandes af Slavernes Sved,

en Folkesværm, vakt som ved Lyn, sig bortvender;

sit Hoved den reiser, sit Øre den spænder;

den drønende Krigslarm iblandt den slog ned.

I usikkre Blik og forfærdede Miner

et Glimt dog af Fædrenes Høisind fremtriner,

lig Straalen, der Vei gjennem Skydækket fandt.

I Øie, i Aasyn — forvirret, fortrukket,

sig blander den Skjændsel, hvorunder den sukked,

med ynkelig Pukken paa Tider, som svandt.

Den samler sig ivrigt, den spreder sig bange

med uvisse Skridt ad de Vildstier trange,

gaaer frem, gaaer tilbage i tvivlende Færd.

Tyrannernes Flok seer den modløs at ile,

forfærdet og sprængt, uden Rast, uden Hvile,

i vildspredte Flugt fra de kastede Sværd.

De stønne som jagede Vildt, og saa stive

af Rædsel de guldgule Lokker nu blive,

til velbekjendte Hytter de søge iløn.

Der Kvinden, den stolte, ei længere truer,

med ligblege Aasyn hun stander og skuer

med tankefuldt Øie paa tankefuld Søn.

Og efter dem Fjender med graadige Klinge

lig løsladte Jagthunde sporende springe

tilhøire, tilvenstre i krigerisk Jagt.

Og Folket, af spændende Glæde forledet,

med Haabet er forud for Udfaldet skredet

og drømmer, at brudt alt er Trældommens Magt.

Saa hør dog! Hin Hær, som paa Valen blev Herre,

som Eders Tyranner fra Flugten vil spærre,

drog hid fra det Fjerne ad klippesteil Gang.

Fra straalende Festlag de Kæmper bortilte,

sprang op fra det Ly, hvor de sødelig hvilte,

udkaldte til Striden ved Krigslurens Klang.

Og da de fra fædrene Haller sig vendte,

Farvel deres modløse Kvinder dem sendte

med Raad og med Bønner, som Graaden brød af;

de Panden med Staalhjelme tunge bedække,

paa Gangerne brune de Sadlerne lægge

og ride paa gungrende Bro over Grav.

Saa vidt over Lande de flokkevis gange,

høit runge de jublende krigerske Sange,

men Hjertet det higer mod Hjemmets Kastel.

Paa Klippernes Aase, paa stenede Sletter

de vaaged i Rustning de iskolde Nætter,

men drømte om Elskovs fortrolige Kvæld!

I grufulde Nætter, paa farlige Leie,

i anstrængte Marsch ad de sporløse Veie

de døiede Hunger og krigerisk Tugt.

Imod deres Bryst saae de Landserne holde,

som skrabed mod Hjelme, som tørned mod Skjolde,

de hørte de Staalpiles hvislen de Flugt.

I Daarer! sig, troe I, de Franker sig tænke

som Løn blot at bryde den Trældommens Lænke,

der tynged en ubekjendt Folkehob ned?

Til Bolig igjen I Ruinerne vælge,

drag atter til Arbeid ved Smediens Bælge,

til Marker, som vandes af Slavernes Sved.

De Seirende med deres Fjender sig samle,

og nye Tyranner sig slutte til gamle,

to Folk vil Jer træde paa Nakken med Fod.

Snart seer I dem sammen — I navnløse Horder!

at dele imag Eders Slaver og Hjorder

og bygge paa Marken, som rødmer af Blod.