Nei! velkommen! Er det dig, du Gamle?
Fandt du dog engang til Kjøbenhavn?
Vil du ny og glade Indtryk samle,
der kan krydre Dagene, de vamle,
ovre i din fyenske Fødestavn?
Er det ogsaa dig? Nei hvilken Mave!
Skyldes den nu blot Boghvedegrød?
Hvilke harske Tanker kunde grave
slige Rynker i din Pande, Brave?
Fy for Fanden! Næsen er lidt rød.
Du, der var saa rød og hvid som Kvinden,
med en Teint saa skjær, saa jomfruren,
Du, hvis Tanker fløi omkap med Vinden
over Sten og Stok og Stub som Hinden,
gaaer saa værdigt paa solide Ben.
Men paa Øinene jeg strax dig kjendte
med et Blik saa aabent, barnestort,
der seer ud, som havde du ivente
Ting, vidunderlige, ubekjendte,
gjemte bag et Feslots gyldne Port.
Livets Møllestøv har ikke lagt sig
paa en Sjæl, der kigger ud saa glad.
Har end Verden tung Erfaring bragt dig,
bar en indre Stemme venlig sagt dig:
Himlens Dug for Jordens Slid er Bad.
Tag en Pibe — den, du mig foræred —
end dens Spids bær Mærker af dit Bid;
som Relikvie jeg har den æret —
min og Tidens Tand dens Brødre tæred,
saa de gik itu af Bid og Slid.
Seer du Shakespeare der? Din var ei Feilen,
om ei Bogen tidt itu du rev,
naar du sprang fra Stolen op med Steilen,
ridsed Kryds i Randene med Neglen
ved hvert Sted, hvor du begeistret blev.
Skal vi ud i Byen? Skal vi snuse
— som paa en andægtig Pilgrimsgang —
efter Steder, der vort Mod saae suse
frem som Tandet fra en aabnet Sluse,
hilsende sin Frihed høit med Sang?
Gadens Fliser skal vi atter maale,
see de Skjønne drage os forbi,
mindes Tiden, da vi som paa Naale
gik, naar bag et Slør vi skued straale
hen paa os al Livets Poesi.
Skal vi ud i Skoven, der sin Skulder
løfter fri og frank mod hviden Sky?
ud, hvor Bølgen over Stene ruller,
sødt med Vuggeviser Hjertet luller,
lokker gamle Længsler frem paany?
I de grønne Bøges stille Verden
digte vi paany vor Sjæls Idyl;
Nymferne betragte vil vor Færden
— ligne vi end Fauner paa Gebærden —
med et Smil for gammelt Venskabs Skyld.
Men iaften vil vi være hjemme
— efter ungarsk Vin jeg Bud har sendt —
Du har vel endnu din rare Stemme?
Bellmans Viser kan du aldrig glemme,
Syng, som skulde det naae op til Skyen,
bære med sig Livets tunge Vægt;
og naar saa du kommer hjem til Fyen,
husk da sidste Gang vi gik i Byen,
og at tro du fandt din gamle Knægt.