Victor Hugo
(1802–1885)
(1802–1885)
I.
Der var aldrig hørt en Tone tilforn
som den, der lød fra Hernanis Horn:
Det var Ungdommens jublende Røst,
det var brusende Hjærters Trøst.
Kapper i Foldekast Luftrummet fejed,
farvede Fjerbuske nikked og nejed.
Aa, hvor de ærgred sig, Logernes Bedstemænd,
alle Parnassets bestaltede Fæstemænd,
Skallepander, Pudderparykker!
Aa — hvor de dirred, de tandløse Kæver,
Aa — kvor de trued, de rystende Næver
— Aa — hvor Parterret klappede Hænderne
næsten i Stykker!
Vé Jer, Parykker!
Snart skal I blusse ... Der kommer Brænderne!
Faklerne flagre fra Ungdommens Tog.
Hyt Jeres gamle klassiske Skrog!
i Spidsen for brogede Malerdrenge!
Det unge Frankrig har Fest,
raaber, som det kan bedst,
som skulde det Lungerne sprænge.
Tiziansbaretter og Rubenshatte
svinges i Luften paa Trods
mod alt det slikkede, pæne og satte,
mod Efternølernes Ros.
Løvemanker, tætte og fyldige
spotter de stemplede almengyldige
fattige Tindingers
buklede Vindingers
Skrog — den Valk, den Hestehaars Klods!
Den unge Mester paa Scenen stod
med et usigeligt Sejersmod.
Trods Primadonna-Luner han tvang
hvert Ord til dets fulde, lødige Klang.
Mademoiselle Mars blev vred,
men Digteren lidet det ænsed.
I hendes fine Haandled han sled,
til Damen sig artig begrænsed,
Thi han var Kongen — det vidste han selv,
Flodgud for Ordets skummende Elv,
Fører for Trodsen, for Ungdomsmodet,
for Harmen, der brænder i Blodet,
naar Syner fra Sjælens begejstrede Stunder,
naar Draaber fra Hjærtets dybeste Vunder
møder det selvglade: Herregud!
faldt det hele saadan ud?
II.
Kejsermythen ... Triumfer, Trofæer,
Frankrigs Ungdom paa Verdensvandring,
Pyramider i ørkenens Sandhav,
Moskvas forgyldte, bleggule Kupler
i Frostdagens Himmel;
det smelted Han sammen i Diglen hamred
den kølnede Masse til klangfulde Rythmer,
fylked dem tæt i Strofers Kolonner ...
Sønnen af Kejserens tro General
førte en syngende Hær i Felten;
tog for anden Gang Frankrig fangen
under den mægtige Mythes Skygge,
hidsed til Kamp mod de blegnede Liljer
— dem, han som ung havde troende hyldet
Guldbiers braaddede Sværm.
Han hugged af Sang en Vendôme-Søjle,
spiralomsnoet af Klangrelieffer.
— Over den spændte han højt sin Begejstrings
Fløjlsbaldakin med de bævende Flige,
som fanged Lyset i dunkelt Purpur.
Stormene kom. End Sangerens Søjle
knejsed en Stund, til han — Epigonen —
løfted det tunge øjenlaag, viste
Voksmasken frem med de udbrændte øjne
og Staaltraadsmoustachen,
løj og lod myrde, døsed og drømte,
stirred paa Dans af sminkede Skøger,
som tren i Cancan med lange Landsknægte
Æventyrere, Hertug-Banditer,
langs Compiègnes bonede Gulve.
Da rev Digteren Bygningen ned,
slynged Cæsar dens Brokker i øjnene,
haaned hin Imperator med Hjulben,
medens han peged ud i Evropa:
„Sér I „Napoléon le Petit!”
III.
Den faldne Kvindes Taarer
samled han op i en gylden Skaal;
han raabte i sit profetiske Maaf
Vé over hver, som et Hjærte saarer.
Den fattige Mand i Bluse,
der gyser under den vaade Sne,
der ude fra Gaden kan sé
igennem Rudernes blanke Krystal
det demanttindrende Bal,
kan høre Orkestret jublende bruse,
kan høre Champagneproppernes Knald
spotte hans brændende Tørst og Hunger,
haane hans Smaabørns Skrig efter Brød:
Verdens Uret og Livets Nød
har Digteren skænket flammende Tunger.
Folkenes Suk efter Frihed og Lys,
den bundne Harme, Forventningens Gys,
Frihedshymnen i Stigen og Fald,
Sejersjublens bedøvende Gjald,
Folkemassernes fraadende Bølge
med Hævnens Krav i sit Følge
har Digteren sunget med Røst af Metal.
Han var altid ude i Striden,
hvor Bulderet højest klang;
han vokste og vokste med Tiden
og smelted dens største Længsler til Sang.
Sidst af den gamle Garde
Døden hans Kæmpelegem betvang.
Ud fra den højeste Varde
han stirred i Mulmets Flud,
skar saa de sasre Figurer ud
af Skyernes, Taagernes Masse,
troede sig selv en altseende Gud,
lod Spotterne selv sig passe.
Han ejed et Styrkebælte,
hærdet i Flammernes Daab,
som ingen Ild kunde smelte:
udødeligt Haab
og haardnakket Tro;
var formet af Stoffet, som skaber
naive Profeter og Helte:
Helte som Garibaldi,
Profeter som Victor Hugo.