... Havet stunder jeg mod, ja Havet.
Bj. Bjørnson: Arnljot Gelline.
I.
Vej-Spiralen
snor sig om Fjælde.
Jeg hører i Dalen
Vandene vælde,
syde og bruse.
Tjærede Huse
med leende Ruder
paa Sned sig rejse.
Graner dunkle
mod Afgrunden luder;
men højt deroppe
mod Himlen de knejse,
og soldrukne Toppe
som Spydsodde funkle.
Der ligger de slængte
som Fløjelspuder
saa tæt og saa blødt
langs stejle Sider.
Kærren lider
sikkert og støt.
Hesten saa mandig
røgter sit Kald.
Jeg hører bestandig
Rislen og Dryp og brusende Fald.
Mon Elven taler
i Løn med sig selv?
Lider den Kvaler?
Hærjer mon Længsel
den levende Elv,
fordi den er dybt
gemt og begravet
i Dalforets lysarme Krypt?
Længes den hen
mod et solglad Leje
mod lysaabne Veje
paa Rejsen til Havet?
Mon Higen den tvinger
mod Vidderne ud,
hvor frit den kan brede sig
tryg som en Gud,
hvor Solørnens Vinger
i Vifteform sprede sig.
Længes mod Havet den hen?
Gik det dig ikke som Elven min Ven,
i dit Land, det vejrbidte, klipperu Land,
dit Land med de tusende Hjem?
II.
Havet stunded du mod, ja Havet
fra Skattens Duft og fra Sætrens Bjælde.
Med Ørnen maatte du Taget vove
mod Havet „ud over høje Fjælde”;
mod vide Flader, hvor Aander svæve,
der Tiden fremad med Svøber pisker
til Ilmarsch-Skridt imod Evigheden.
Tungt det blev — o — saa tærende trangt
bag høje Fjælde, i Bygdefreden.
Højsædebænket af stor Beundring
blev som Sangdrot du blomsterkranset.
Ungdom rundt om din Trone dansed,
din Magt var sikker og uantastet.
„Men Havet stunded du mod, ja Havet!”
De vundne Blomster du fra dig kasted.
— „Der gror hinsides de høje Fjælde
Blomster med dybere Farveglød. ”
Du maatte lade din Aand dig tvinge;
Hvorhen du higed, dig bar din Vinge
saa langt langt over de høje Fjælde
til Sydens Lande, hvor Solen vækker
Promethevsgnisten til Ild i Sindet,
til Pinjelunde, hvor Duften klækker
de fineste Længsler ud i Sjælen;
hvor stundom, længe af Diger kuet,
Folkebølgen sig fjældbrat højner
og vælter ned ad i Skumkaskader
og skyller gennem de bratte Gader
det gamle Smuds med de unge Vande.
Haardt har Gammelmandstrodsen bødet.
Men stadig Muldlag som Jomfruskjødet
sig efter Stormflodens Vandring danne.
Ja udad stunded du ... fremad, fremad!
skønt blødt det hviskede i dig: Hjemad!
Hjem du drog som en Folkehøvding,
som Digter løftet ved store Syner.
Og nu i Hjemmet med Kraft du formed
i modig Kunst vort Aarhundreds Tanke;
det var i Hjemmet, du muntert kløved
fornem Dumheds klumpede Sten-røs,
da højt du løfted din Kæmperøst.
Jeg selv har set det, jeg selv har hørt det,
da Wergelands-Støtten ind du vied,
den Gang du rysted din blonde Manke,
hvor isprængt Sølvtraad i Solen flimred,
og storsejl-spændt stod dit brede Bryst.
Hele Gadedrengs-Piberiet
ved Stemmens Malmklang blev overdøvet.
— Billedrækker i Talen glimred
langt hen som et guldpansret Ryttertog.
Med hviden Haand — ja saa fin som Kvindens,
høvdingemæssig op du slog.
III.
Men satte mon ikke noget du til,
du farende Svend, i det dristige Spil?
Blev ikke du tør i Sind eller bitter,
og kølnedes Hjærtet ej i din Barm?
Du var jo saa blød og saa ungdomsvarm,
imedens endnu bag Fjældenes Gitter
du rørte din Langlegs Stræng
Og digted din Synnøve, Arne og Gutten den glade,
Jarlen Harald med samt den Dreng,
til hvem han sin trætte Skulder læner,
og Finnepigen paa Fjældaasens Tind,
hvis dunkle Ord sig saa underlig fæste
marmorhugne i Mindet ind.
Maaske efter gammeldags Æstetik
blev du „Tendensernes11 Tjener.
Men saa har du tjent de bedste;
og Digtning er mer end bare Musik.
I Æterlyset, det kolde det hvide,
kan aldrig din Digtning gro;
paa Jorden, hvor Mennesker leve og lide,
kun dèr kan den bygge og bo.
Mod hævdet Løgn har du rettet dit Slag,
dens Masker vilde itu du rive,
holde den op mod den blottende Dag;
men læge vilde du Saaret
og altid en Balsam give,
naar dybest du havde skaaret.
Din stakkels „Konge”, din stakkels Fallent,
holder vi af, selv naar værst de fejle.
Kun En har paa Pinebænken du spændt
og lagt paa Hjul og paa Stejle;
jeg mener den „Redaktør”, som pukked
paa giftige Løgnes infame Magt,
— Nutidens hæsligste Skadedyr. —
Over ham din Harmes Bølge sig lukked;
hans Lig drev du ned i den sorteste Myr.
Varme Hjærte, søgende Aand,
aldrig trættet du fremad skrider,
bryder — trods Smerten — Baand efter Baand
lytter til alt fra de nye Tider.
Gavmild paa Rigmands-Vis du gyder
Overflødighedshornets Fylde
over det Folk, som du beder og byder
Tankens Sejre at hylde.
Det er, som raabte du højt til alle
sandhedstørstende Mænd:
„Kom hid, her er aaben Dør til min Celle,
kom ind og se, hvor jeg søger hen;
forstaa mig, følg med mig paa Vej,
tag fat, bôr med paa den Lysgang, som jeg
vil tvinge igennem de haarde Fjælde!”
Min Ven! ... af alle de rige Gaver,
Naturen ødsled paa dig,
beundrer jeg mest din Kærligheds Vælde.