Hver gammel Lærer husker den lyserøde Sal,
der saâ os alle samles i Morgentimen sval.
Fra „Uhrkassen” tonede Klokkeslaget fuldt,
og „Gamle Neve” stod der i Hjørnet ved sin Pult.
Hans kønne, lyse Øjne i Salen straaled ud
og havde til os alle et venligt Velkomstbud.
Hvem af os kan glemme, trods lange, svundne Aar,
Profilens noble Linje og det kruste Nakkehaar?
Og hvem har glemt den Trøst, som hans Stemme listed ind,
naar fint han havde sporet Forknythed i vort Sind?
Hvor gik han taalmodig og stille blandt os om!
Hvor var han glad ved lidet! Hvor skaansom var hans Dom!
Med nænsom Haand han glatted og retted ved vor Dont;
hans Ansigt blev ej surt, og hans Ord blev aldrig ondt.
Hans Tro paa det gode, hans fine Sjælesans
forskønned Dagens Gerning og lagde om den Glans.
Og husker I de Fester, han samlede os til,
hvor Sang og Tale veksled med Violinens Spil?
hvor alle saa trygt og saa frejdig gav sig hen
og flokked sig i Ring om vor gamle, kære Ven?
Og hvem af os har siddet paa Skodsborgs grønne Skrænt
og ej vor „gamle Neve” en Mindetanke sendt
og husket vor Vandring med ham i Skov og Krat
og Sangens høje Brusen i Somrens lyse Nat?
Naturens tusind Farver, hver ægte, lødig Klang
i Sprogets, Tonens Verden, og Blomster, Fuglesang
og Dugdraabens Tindren i Edderkoppens Spind,
det fanged hans øje, hans øre og hans Sind.
Gid da hans kære Skole, som snart fra Taa til Top
skal klæde sig i Gala og se mod Skyen op,
bestandig maa gemme bag ændret Klædebon
det sunde og det sande — den „gamle Neves” Aand.