Georg Brandes
(1879)
(1879)
I.
Søvnig drev man langs de gamle Stier,
nynned hæst de gamle Litanier,
højt beundrende sin Storhed selv,
medens i Evropa nye Tanker
sig til høj og frodig Skovvækst ranker
lysglad op i Aandekredsens Hvælv.
Her en Ungdom uden Fremadhigen
hylded dem, der øverst sad paa Stigen,
deres Ord var dens Orakelkvad.
Naar de Herrer aad af fulde Kurve,
artig kvidrende de unge Spurve
pikked Krummerne af deres Mad.
Da kom Du — en Ildaand, Lysets Bringer,
muntert susende paa Flammevinger —
hu — det dirrede, vort gamle Hus!
Dets Beboere blandt Illusioner
raved om; end ej Sedans Kanoner
kunde vække dem af deres Rus.
Gnisterne, som dine Vinger sendte,
Sovepudens tørre Blaarfyld tændte;
gamle Næser højst forarget nøs.
Unge Næser nyste med i Takten;
paa Alarmsignalet Zionsvagten
stilled straks. Det gik til Slukning løs.
Brand de skreg i alle Landets Dele;
de, som Intet aned om det Hele,
hyled allerværst mod Skyen høj.
Tydeligst man skelnede Diskanter;
Pebermøer — Gouvernanter, Tanter
hvined: „Ægteskabet gaar i Røg!”
II.
Vilde du da plante Blodstandarten,
jævne, lig Pariserkommunarden
Tempelfriserne med Tuen lav?
Du, som fint og kærligt kunde skatte
Aandens Mestre blandt os! Du, som satte
Mindesmærker paa de Bedstes Grav!
Lad kun hver en hyret Zionsvægter
højt udraabe dig som kaad Fornægter
af de Dødeliges bedste Trang.
Hvilken Løgn! Du hævder just det Bedste
hvortil Jordens Søn sin Tro kan fæste:
Livets Fremskridt, Aandens Sejersgang
gennem Tankens Arbejd, naar den higei
mod at gennemgranske alle Riger,
lidet ænsende Prælaters „Stop!”
Evig den mod bedre Former haster,
selv sit visne Hylster bort den kaster,
dvæler aldrig ved den døde Krop.
III.
Rundt i Landet nogle Stille boede
som paa Landets Guder ikke troede,
krummede de sad ved deres Bog.
Landets Guder sad ved Galatafler
under Klang af Gafler og Karafler;
ænsed ej et Liv i ukendt Krog.
Hidtil havde let de Modet røvet
hos hver Tvivler; havde overdøvet
Tvivlens Røst ved Grovhedssalvens Skrald.
Og den aandelige Pøbel kunde
pudses løs paa Tvivlerne som Hunde
blot ved flove Witzers Piskeknald.
Alt de Stille deres Hoved sænkte,
opgav Ævret og mismodig tænkte:
„Vi maa kvæles, dø af Aandenød.
Ude Tanken sig til Sejre fægter,
hjemme den i Kælderluften smægter.”
Pludselig et Lyn fra Skyen brød:
Ordets Lyn fra dig, du ædle unge
Verdenstankers Tolk paa Danmarks Tunge,
rappe Flyver med det lette Sving!
Drev de dig end bort — Din Stemme lyder
over Grænsen; stadig Brecher skyder
du i vore Obskuranters Ring.
Nogle af de Stille Graven dølger,
nogle smægted hen som Kildens Bølger,
langsomt slugte af det tørre Sand;
færre havde Kraft endnu tilbage,
de sprang op som før i Ungdoms Dage;
din Appel de lystrede paa Stand.
Og i mange unge Sjæles Tønder
slog du Flammer. Blomster vi begynder
atter i vor Sangerskov at se.
Hyld Jer Mester, unge danske Skjalde!
lad til Dydstrompeters Harme gjalde
Hurra for Jer Doktor hist ved Spree!
IV.
Da du Landets Guder ej behaged,
blev du af „den sorte Skole” vraget;
vore bedste Mænd den vraged tidt.
Dine Bøger strutted ej af Noter,
ej du vralted tungt paa Bjørnepoter
i det gammeldags Professortrit.
Landets Guder end i Selskabssale
nyde Viraksduften. Slæbets Hale
bæres af Studenterpagen tam.
Men de Troende bli’r stadig færre,
og Evropa smed forlængst, desværre!
den Slags Guder hen blandt Kludekram.
Lad dem sidde her paa Piedestalen
det Par Aar endnu! lad Haanden valen
famle om det møre Scepters Stok!
Ind fra Vest, fra Syd der Strømme bruser
over Landets Jord fra Tankens Sluser,
drukner snart hver mulden Afgudsblok.
Lad dem skrige mod dig, Hjemmets Ravne!
I Evropa alle Aandens Havne
tage med Salut imod din Stævn!
Jaget bort fra Danmark vil du bære
med din Skudes Flag vort Danmarks Ære
over Hav og Land. Det er din Hævn!