Victor Hugo1802–1885I.Der var aldrig hørt en Tone tilfornsom den, der lød fra Hernanis Horn: Det var Ungdommens jublende Røst, det var brusende Hjærters Trøst.Kapper i Foldekast Luftrummet fejed,farvede Fjerbuske nikked og nejed.Aa, hvor de ærgred sig, Logernes Bedstemænd,alle Parnassets bestaltede Fæstemænd, Skallepander, Pudderparykker!Aa — hvor de dirred, de tandløse Kjæver, —Aa — hvor de trued, de rystende Næver —— Aa — hvor Parterret klappede Hænderne næsten i Stykker! Vé Jer, Parykker!Snart skal I blusse ... Der kommer Brænderne!Faklerne flagre fra Ungdommens Tog.Hyt Jeres gamle klassiske Skrog! —„Théo”1 i sin brandrøde Vesti Spidsen for brogede Malerdrenge!Det unge Frankrig har Fest,raaber, som det kan bedst,som skulde det Lungerne sprænge.Tiziansbaretter og Rubenshattesvinges i Luften paa Trodsmod alt det slikkede, pæne og satte,mod Efternølernes Ros.Løvemanker, tætte og fyldigespotter de stemplede almengyldige fattige Tindingers buklede VindingersSkrog — den Valk, den Hestehaars Klods!Den unge Mester paa Scenen stodmed et usigeligt Sejersmod.Trods Primadonna-Luner han tvanghvert Ord til dets fulde, lødige Klang.Mademoiselle Mars blev vred,men Digteren lidet det ænsed.I hendes fine Haandled han sled,til Damen sig artig begrænsed,Thi han var Kongen — det vidste han selv,Flodgud for Ordets skummende Elv,Fører for Trodsen, for Ungdomsmodet, for Harmen, der brænder i Blodet,naar Syner fra Sjælens begejstrede Stunder,naar Draaber fra Hjærtets dybeste Vundermøder det selvglade: Herregud! faldt det hele saadan ud.II.Kejsermythen ... Triumfer, Trofæer,Frankrigs Ungdom paa Verdensvandring,Pyramider i ørkenens Sandhav,Moskvas forgyldte, bleggule Kupleri Frostdagens Himmel;det smelted Han sammen i Diglen — hamredden kølnede Masse til klangfulde Rhythmer,fylked dem tæt i Strofers Kolonner ...Sønnen af Kejserens tro Generalførte en syngende Hær i Felten;tog for anden Gang Frankrig fangenunder den mægtige Mythes Skygge,hidsed til Kamp mod de blegnende Liljer,— dem, han som ung havde troende hyldet —Guldbiers braaddede Sværm.Han hugged af Sang en Vendôme-Søjle,spiralomsnoet af Klangrelieffer.— Over den spændte han højt sin BegejstringsFløjlsbaldakin med de bævende Flige,som fanged Lyset i dunkelt Purpur.Stormene kom. End Sangerens Søjleknejsed en Stund, til han — Epigonen —løfted det tunge Øjenlaag, visteVoxmasken frem med de udbrændte Øjne .og Straaltraadsmoustachen,løj og lod myrde, døsed og drømte,stirred paa Dans af sminkede Skjøger,som tren i Cancan med lange Landsknægte:Æventyrere, Hertug-Banditer,langs Compiègnes vixede Gulve.Da rev Digteren Bygningen ned,slynged Cæsar dens Brokker i Øjnene,haaned hin Imperator med Hjulben,medens han peged ud til Evropa:„Sér I „Napoléon le Petit!”III.Den faldne Kvindes Taarersamled han op i en gylden Skaal;han raabte i sit profetiske MaalVé over hver, som et Hjærte saarer.Den fattige Mand i Bluse,der gyser under den vaade Sne,der ude fra Gaden kan séigjennem Rudernes blanke Krystal det demanttindrende Bal,kan høre Orkestret jublende bruse,kan høre Champagneproppenes Knaldspotte hans brændende Tørst og Hunger,haane hans Smaabørns Skrig efter Brød: Verdens Uret og Livets Nødhar Digteren skjænket flammende TungerFolkenes Suk efter Frihed og Lys,den bundne Harme, Forventningens Gys,Frihedshymnen i Stigen og Fald,Sejersjublens bedøvende Gjald,Folkemassernes fraadende Bølgemed Hævnens Krav i sit Følgehar Digteren sunget med Røst af Metal.Han var altid ude i Striden,hvor Bulderet højest klang;han voxte og voxte med Tidenog smelted dens største Længsler til Sang.Sidst af den gamle GardeDøden hans Kæmpelegem betvang.Ud fra den højeste Vardehan stirred i Mulmets Flud,skar saa de sære Figurer udaf Skyernes, Taagernes Masse,troede sig selv en altseende Gud,lod Spotterne selv sig passe.Han ej ed et Styrkebælte,hærdet i Flammernes Daab,som ingen Ild kunde smelte: udødeligt Haab og haardnakket Tro;var formet af Stoffet, som skabernaive Profeter og Helte:Helte som Garibaldi,Profeter som Victor Hugo.