Byg dig et Bedekammer,
hvor ind du kan ty
fra dødelig saaredes Jammer,
fra skærende Vaabengny,
hvor du kan puste paa ny
dit Væsens halvslukte Glød i Flammer!
Thi meget saâ du derude,
der knækked dit Haab, der smelted dit Mod.
Nakker, der knejsende stod,
saâ du jo ynkelig lude.
Brudte Løfter og svegne Ord
som Sværdstumper dækkede Sletten.
Kold som en Knivsodd Tvivlen fôr
gjennem dit inderste Jeg:
„Hvor er Sandheden, Retten?”
... Mørket slører hver Vej,
Tvivlen hver Nerve lammer.
Byg dig et Bedekammer!
Et Orgel derinde skal stande;
dets Stemmers Lyd
skal bruse som mange Vande
fra dybeste Kval til højeste Fryd
og tone Liv i hvert Minde
og mane frem med skabende Klang,
hvordan under duftende Linde
din Elskovs Rose udsprang,
og tolke dit Hjærtes Banken
paa Ungdomsfarten ad Gransknings Strøm,
din Sejersjubel, naar Tanken
fik Bugt med et Sagn, en Drøm,
din Anger over de svage
Stunder, da magelig, træt,
du veg fra Stævnet tilbage
og sveg din Pligt og din Ret.
... Orgelets smægtende Flageolet
parodisk skal klage!
Hæng op paa dit Kammers Mure
Minder fra Havens brogede Bed,
fra Brakmarkens spættede Fure
fra Grøftens spraglede Bred:
Duften svømmer imod dig,
Farver tændes i Glans!
I Neglikens dunkle Blod dig
berus med sugende Sans!
Køl dig i Rosernes milde
Aande som Læskedrik;
lad blødt sig sænke dit Blik;
lad ind dig dysse saa stille,
lad blidelig ind dig lulle
i halvvaagne yppige Drømme
af Kaprifoliens fulde
narkotiske Strømme!
Der høres ej Graad, der buldrer ej Kiv
Loven hvisker saa tyst sit Bliv.
Hvor kvæger det Menneskesindet
det skyldfri Planteliv!
Kronen titter af Knoppens Skjul
frem som den straalende Sommerfugl
af Puppespindet.
Dog skal du opad hige
fra Drømmens Dæmring imod
Bevidsthedens dagklare Rige,
Lysets hvidglødende Flod.
Lad Blomsterne rundt sig som Rammer
om Menneskeaasyn fæste —
Hæng op i dit Bedekammer
Billeder af de bedste:
Ej gamle, ej nye Guder,
fældede længst i Historiens Kamp,
ej dem, som bag farvede Ruder
svæver i brungul Damp.
Nej ikkun Mennesker! Sande
Kæmper i Aandens Hær,
der højt over Tidernes Vande
funkle med Blinkfyr-Skjær,
som smedded i deres Hjærner,
Kiler, som slog i Fjældet en Rift,
som læste i flammende Stjærner
Verdenslovenes Skrift,
som Overtros Mure vælted
ved Tankebasunernes Klang,
som Hjærterne salig smelted
ved Smerte- og Jubelsang.
Mod Blomsterrammernes Rande
med Andagt hen du dig bøje:
Se Shakespeares Kæmpepande,
se Holbergs formummede Smil,
se Newtons forskende Øje,
Spinozas skarpe Profil,
se Goethes Jupiterhoved,
den grimme, prægtige Kant ...
— de, som det højeste voved
og derfor det højeste vandt!
Men trælsk skal du ikke knæle
som Klærk under Krypte-Hvælv.
De største Menneskesjæle
er dog i Slægt med dig selv.
Byg dig et Bedekammer,
hvorhen du kan ty
og søge fra Livets Jammer
et sjælegjenfodende Ly!
Lutret paa ny
skal du drage til Strid under Sollysets Flammer!