Per ardua ad astra.
Russer! God Aften saa faa, som I er
— flere vil nok følge efter.
Velkommen Russer! Vi stoler paa Jer,
paa de unge Kræfter.
Ungdom skorted det saa længe os paa,
længe gammel-kloge Russer vi saâ
spanke som Fugle, der vade. —
I Polonaise ej mer skal I gaa,
dans kun en rask Galopade!
Ja, trods hver Rektor, Pedel og Adjunkt,
— Smaastadens Intelligenser —
frigjør jer Hals fra alt trævent og tungt
spræng kun Skolens Trenser:
Gud velsigne Cicero samt Virgil!
Lavrbærkranste lad dem slumre i Hvil;
hæld en Dryp Vin paa de brave!
Hig bare ud, hvor et Solstraalesmil
livner Nutidens Have!
Frygt ej et Kaos med gjærende Kiv,
frygt kun det døde, det matte!
Frygt ikke Spirernes mylrende Liv,
frygt det sikre, satte!
Sug kun Livets Druers liflige Saft,
den gi’r Tanke vingen Svingfart og Kraft.
Spær Jer for Guds Skyld ej inde!
Se Jer blot ud! — Og hvert Syn, I har haft,
præg det skarpt i jert Minde!
Russer, god Aften! Bring Hilsen og Bud
med til en Flok Kammerater!
Sig dem og raad dem: Saa se Jer dog ud,
Aandens Feltsoldater!
Aanden bygger ej i Gravkamrets Hus,
dvæler kort kun blandt Ruinernes Grus
strax den fra Liget sig fjærner
vingesnelt gjennem Stormvindens Sus
over Klipper til Stjærner.