Glemme, — det er saa kort, det lille Ord,
Saa let for dig at byde mig at glemme, —
Mig, som har glemt ved Trolddom af din Stemme
Selv Veien til det Land, hvor Glemsel boer.
Hos dig har alle fagre Tanker hjemme,
Hos dig alene finde de en Jord,
Hvor de kan folde ud den Blomsterflor,
Som Knopperne endnu i Svøbet gjemme.
Og kunde jeg omflydt af Glemsels Strømme
Rig som en Gud i Kuplen af mit Slot
Ophænge Jorden i en gylden Lænke,
Jeg vilde give bort mit Herredømme
For en Plet Jord, hvorpaa din Fod har traadt,
Og for at kunne mig dit Billed tænke!