Tyst sænker sig paa Mark og Krat
Den lyse Sommersolhvervsnat.
Midnattens drømmerige Stund
Har tryllet Land og Sø i Blund;
Høit mod det klare Himmelskjær
Som Skygger staae de mørke Træer,
Mens oven alt et Morgengry
Sig blander paa den tynde Sky,
Der svæver let og silkeblød,
Med Aftnens sidste Purpurglød.
Hver Ædelsten i Nattens Krands
Er blegnet fast i Himlens Glands;
En eneste kun titter frem
Tæt under Rosenskyens Bræm
Og melder med sit Demantspil,
At der endnu er Stjerner til.
Jeg kommer just fra Haven ind;
I Blomster staaer den store Lind;
Mildt bølger hen den lune Luft
Med Caprifoliernes Duft;
Hvert Rosenblad, hvert lidet Straa
Har Duggen lagt en Sølvglands paa;
Fjernt svømmer Bakken som en Ø
Midt i en snehvid Taagesø.
I Hver Støi paa Egnen er hørt op;
Kun af og til et Glam af Bob,
Og stundom, fjernt, fra Præstevang
Gjenlyder Nattergalens Sang.
Men fra hver Busk i Nattens Fred, —
Fra Rosen i det lange Bed,
Fra Jordbærblomsterne paa Rad,
Fra Bregnens kniplingsfine Blad,
Fra Lilien, som staaer rank og høi,
Fra Balsaminer og Levkøi,
Fra Blomsten paa din egen Lind
Hvisker det: Somren drager ind!
Det er en Nat, hvor man faaer Lyst
At drømme ved Naturens Bryst,
Hvor tusind Tanker gaae igjen
Og svæve for mit Øie hen
Som hine lette Skyer, der staae
Hist paa den klare Himmels Blaa.
Og som den unge Morgen der
Alt blander sig med Aftnens Skjæ
Og fletter sine Liliers Glands
I de halvvisne Rosers Krarids,
Saa mødes Haabets Morgengry
Og Mindets Aftenskjær paany
Og har hinanden Stævne sat
I denne Sommersolhvervsnat.