Det er, som om mit Hjerte skulde sprænges!
Der er en Foraarsfeber i mit Blod;
Forsagthed blander sig med Glimt af Mod,
Haabet af Angst og Fryd af Tungsind trænges,
— Luft, Luft! — Bestandigt af et Dige stænges
Midt i sin Stigen mine Tankers Blod!
Tungere selv end Lænken om min Fod
Er det, at fattes Ord for, hvad jeg længes!
Jeg kjender det. Jeg veed jo af Erfaring,
Det er en uforstandig Vingaardsmand,
Som ikke lader Vinen Tid at ligge.
Den fordrer nu engang sin Tid til Klaring;
Til da maa Karret holde, om det kan,
Hvis ikke sprænges; — drikkes kan den ikke.