Prolog
fremsagt paa det kgl. Theater i Stockholm
fremsagt paa det kgl. Theater i Stockholm
den 5te og 7de Mai 1856 af N. P. Nielsen.
den 5te og 7de Mai 1856 af N. P. Nielsen.
Jeg bringer Hilsen hid fra Danmarks Land
Og Folk, fra Eders gamle Stammefrænder,
Mod hvem I tidt har kæmpet, Mand mod Mand,
Med hvem I nu gaae Haand i Haand som Venner.
Ja, Tiden er forandret til det Bedre!
Hvis de stod op af Graven, vore Fædre
Med deres Kiv og Strid og Had og Trods,
Saa vilde de vist knap gjenkjende os.
Som nu ei meer hinandens Lande gjæste
Med Ild og Sværd, med Staal og Stang,
Ei komme for at bryde Borg og Fæste,
Ei for at trampe Kornet ned paa Vang.
Vel er endnu ei Vikingaanden slukt;
Endnu den spænder Seilet ud til Flugt
Og Bytte sig paa Broderkyster henter;
Men Byttet — det er Fryd og Jubelraab,
Er trofast Haandslag, er et herligt Haab,
Vikingerne — lystige Studenter.
Nu kan I reise for „Kung Carl” en Støtte
Der, hvor han for den norske Kugle blødte;
Thi ingen Normand skal forbi den gaae,
Som ei med Ærefrygt seer op derpaa.
Nu kan for Carl den Tiende I bygge
Et Mausoleum hist ved Store-Belt —
De danske Møer det skal med Blomster smykke.
Og om vi hugge Navnet paa vor Helt
I en af Dynakilens nøgne Klipper,
Hvad heller udi Carlstens haarde Vold,
Sit Hoved blotte vil den svenske Skipper,
Naar han fra Søen staver: „Tordenskjold!”
Thi Alt, hvad vore Fædre har bedrevet,
Om det var skjønt og herligt, godt og stort,
Om de har Synd og blodig Uret gjort —
Alt er det nu et Fælleseie blevet;
En Arv, som er vor Stolthed og vor Ære,
Vor Trøst og Støtte og vor Visdomslære;
En Arv, som varsler godt om Fremtids Kaar,
Naar ret at bruge den vi kun forstaaer.
Og som det nu er, maa det altid blive!
Det Broderbaand er stærkt, hvoraf vi bindes,
Og ingen Magt paa Jorden skal der findes,
Som mægter fra hinanden os at rive
Og stille Nordens Folk i blodig Strid,
Som det er skeet i den henfarne Tid.
Lad onde Dage komme, om de skulle,
Lad Verdensstormen med sin Vinge slaae,
Og Tidens Hav i høie Bølger rulle —
Vi trende Folk tilsammen skulle staae
Paa samme Side, under samme Flag
Og slaae for Friheds og for Retfærds Sag.
Tro ei, at vi har glemt paa Danmarks Slette,
At sidste Gang, da Heimdalshornet lød,
Da, fuld af Overmod, Germaniens Jette
Igjennem Thyras brustne Gjerde brød,
Da strømmed ned til os en Ynglingskare
Fra Sveas „Kullar” og fra Norges Fjeld,
For at betale Broderhjertets Gjeld
Og dele med os Ære, Kamp og Fare!
Tro ei, at vi har utaknemlig glemt,
At mange af dem Døden for os lede,
At mangen af dem under Muld er gjemt
Paa Fredericias Mark, paa Isteds Hede!
Men tro, at, dersom „Grannen uti Øster”,
Hvis venstre Haand fornys blev hugget af,
Sin gridske Høire over Ålands Hav
Engang udstrække vil mod Eders Kyster,
Da skal det Samme vorde gjort igjen!
Da skal paa Fyrisval vor Ungdom møde!
Da skulle Sønner af Rolf Krakes Mænd
Strøe deres Blod, hvor han sit Guld udstrøede!
Jeg bringer Hilsen hid fra Axels Havn
Til denne Stad, som Birger Jarl har grundet,
Fra Dronningen, der bader sig i Sundet,
Til Kongeholmen i Mælarens Favn.
Man skal ei vise let saa megen Hæder
For Troskab imod Konge og mod Land,
Ei Byer let, der har saa godt holdt Stand,
Hvergang det gjaldt — som Nordens Kongestæder.
Hvor Stockholm nu har udbredt sine Gader,
Der bed den oldenborgske Stammes Fader
I Græsset for Steen Stures tunge Sværd.
End staae om Kjøbenhavn de samme Volde,
Som engang udi Vinternætter kolde
Har standset Carl Gustafs Heltefærd.
Har Kirstin Gyldenstjerne mandig holdt
Paa Stockholms Slot imod Tyrannens Svende;
Nu — Fru Philippa lod ei mindre stolt
Den lybske Flaade hjem med Skamme vende.
Hvor ofte har i Sverigs Nød og Smerte
Ei Stockholm Frelsens Lod i Skaalen lagt?
Hvor tidt, naar Danmark var i Vaande bragt,
Slog i dets Hovedstad ei Folkets Hjerte?
Og gjaldt det Modstand mod en indre Magt,
Var Aandens Liv og Friheden i Fare,
Gjaldt det et vundet Fremskridt at bevare,
Stod begge Stæder lige trofast Vagt.
De er et Par, Naturen selv har dannet
Til Herredom blandt Stæderne i Landet,
Med gammel Herkomsts adelige Træk,
Som Nutids raske Strøm ei skyller væk,
Med stolte Minders og Bedrifters Sum,
Med Nationalitetens Helligdom.
Et Diadem om Panden begge bære,
Der straaler Fremtidshaab og Fortidsære.
Fra Holbergs og fra Oehlenschlägers Scene
Jeg bringer endelig en Hilsen med,
Som jeg frembære maa paa dette Sted.
Enhver af Eder veed jo, at den Ene,
At Ludvig Holberg har os efterladt
En uforgængelig, en sjelden Skat.
Et Panorama af hans egen Tid,
Et Farvespil af Lune og af Vid,
Et Hulspeil, hvori Nutids Daarskab seer
Sig selv forklædt i gammel Dragt og — leer.
Enhver af Eder veed, at med den Anden,
Med Adam Oehlenschläger er opstanden
Af Graven Nordens gamle Helteæt;
At Hakon, Hagbarth, Palnatoke, Bue
I Sjælens Høihed og i Kraftens Lue
Ved ham er gangne over Scenens Bræt.
Nu — denne Scene var engang mit Hjem;
Der har jeg længe været En blandt dem,
Som ved en anden ædel Kunst fremstilled
Det alt af Digtekunsten skabte Billed,
Og gav det Liv og Legem, Blik og Stemme,
Saa det blev dobbelt klart for Folkets Nemme.
Om det mig lykkedes — jeg ikke veed:
Derom min Samtid give maa Besked.
Det veed jeg kun, at mine Landsmænds Gunst
Mig har gjort dobbelt kjær og rig min Kunst.
Hvis denne Gunst mig maatte hid ledsage
Til Eder, ædle Frænder af mit Folk;
Hvis I med venligt Sind mig vil modtage
Som Kunstens Tjener, Poesiens Tolk;
Hvis Tankerne, der bæres af min Stemme,
Hvis Ordene, der leve ved min Røst,
En Gjenklang finde maae i Eders Bryst,
Saa vil jeg troe mig her at være hjemme.