Bølge, som skummer i Sorte-Hav,
Hører Du det? Sebastopol falder!
Dronningen, Zarens Vælde Dig gav,
Synker i Grav,
Luerne lege i hendes Haller.
Muren, som loved et evigt Værn,
Smuldres af Ødelæggelsens Jern;
Flaaden, som braskende paa Dig flød,
Søger sin Frelse i Dit Skød.
Folk, som forliste Frihed og Magt,
Høre I det? Sebastopol falder!
Eder er Offret og Varselet bragt;
Giver nu Agt!
Fortid og Fremtid paa Eder kalder.
Bjerget, som stemmed Jert Aandedræt,
Ruller sig bort som en Taageplet;
Kæmpen, som slog Jer i Bolt og Baand,
Mister idag sin venstre Haand.
Fyrster og Herrer med Trællesind,
Høre I det? Sebastopol falder!
Seer Trikoloren paa Malakoffs Tind!
Frihedens Vind
Vifter, hvor Slavernes Dødssuk raller.
Klippen, hvorpaa I har bygt Jert Hus,
Er kun en Dynge troløst Grus;
Guden, for hvem I har bøiet Knæ,
Er kun en Klods af raaddent Træ.
Endelig kommer Afgjørelsens Stund,
Opsat saa tidt og ventet med Længsel.
Aaret er alt løbet ud sin Rund,
Bringende kun
Vexlende Kamp og vexlende Trængsel.
Udenfor leires den fribaarne Hær,
Fjern fra det Maal, den dog er saa nær;
Indenfor Slaven taalmodig har lidt,
Kæmpende trofast Skridt for Skridt.
Tusind Kanoners dumpe Røst
Sjunger Beleiringens Iliade;
Rig er Valkyriens blodige Høst,
Hende til Lyst
Mennesker falde som visne Blade.
Bomber i gnistrende Ildtalar
Mødes i Luften med Bud og Svar:
Rastløs forfølger Kampen sit Maal
Dybt under Jord med Svovl og Staal.
Klokkerne ringe: — Sebastopol
Er det, de ringe idag til Graven.
Det er Signalet: Klokken er tolv,
Malakoffs Vold
Entres af Løvens Halvbroder, Zouaven.
Pludselig staaer han paa Værkets Rand,
Og hvor han staaer, der holder han Stand;
Flux er han inde bag Voldens Krands,
Og hvad han tager engang, er hans.
Blodbadet raser til sildig Qveld;
Britten maa vige ud af Redanen,
Rundtomkring Trommen hvirvler Rappel,
Malakoffs Hvælv
Smykkes alene af Seiersfanen.
Men det er nok — den Tryllering brast,
Hvorved Barbarernes Magt var fast;
Natten opfylder, hvad Dagen har drømt,
Morgenen viser Sebastopol rømt.
Ja, det er sunket i Flammernes Sø!
Gjenskinnet klarer Europas Himmel,
Haabet oplives paa Fastland og Ø,
Frihedens Frø
Skyder sin Stilk gjennem Skarn og Skimmel.
Men hvo der trives ved Uret og Vold,
Skælver af Angst bag Harnisk og Skjold,
Skælver for Tugtelsens Tordenskrald,
Skælver for sit Sebastopols Fald.