Til Kongen
(6te October 1861)
(6te October 1861)
„Vær hilset, Konge, og velsignet Aaret,
„Der aabner sig med denne Morgens Skær!
„End længe vorde Livet Dig beskaaret!
„Og aldrig falde Kronen Dig for svær!”
— Den Bøn idag mod Himlen bliver baaret
Af mange tusind Læber fjern og nær;
Thi Ingen mellem alle Dine Lige
Er meer, end Du er, elsket i sit Rige.
Det veed Du alt, det har Du tidt erfaret
I Fredens Dage som i Farens Stund;
Men veed Du og, hvori det har sin Grund?
Har Dig Dit eget Hjerte det forklaret?
Har Du forundret spurgt og faaet Svaret
Af egennyttig Smigers sledske Mund?
Har man Dig sagt, Du større var og bedre
End alle Dine oldenborgske Fædre?
Selv om saa var, troer Du da Kjærlighed
Er Høiheds Livdrabant og Storheds Slave?
Har Du ei Had og Nag og Nid seet gnave
Saamangen Sjæl, til herlig Daad bered?
Det gyldne Æble falder ikke ned
I Skødet paa Enhver, som vil det have;
Derfor er det saa kosteligt at naae,
Fordi det er en Lod, der times Faa.
Du gav os Frihed, hel og ubeskaaren;
Du delte broderlig med os Din Magt;
Du gjorde det, da Tiden var fuldbaaren.
Da Folkets Aand var op af Dvale vakt.
Henover Sletten gik et Pust af Vaaren,
Da blev Din gode Sæd i Jorden lagt,
Og, blandes Regn og Solskin i vor Sommer,
En herlig Høst forvist engang der kommer.
Og dog Taknemligheden er alene
Ei Bod og Kilde til vor Kjærlighed:
Thi hist og her Din Sæd faldt mellem Stene,
Og et og andet Korn blev trampet ned;
Du veed det selv, der Mange er, som mene,
Vor Friheds Grundvold lagdes altfor bred,
Og Mange, som med freidig Hu har brugt ’en,
Vil yde Takken først, naar de see Frugten.
Men Eet der er, som klarer hele Sagen:
Du føler, Du af Folkets Kreds er Een,
En Mønt med Landets eget Stempel slagen,
Kjød af vort Kjød og Ben af vore Ben,
Mens vi har intet Brev paa at faae Magen
Til Dig i Nutid eller Fremtid sen.
Du og Dit danske Folk — vi hænge sammen
Som Blomst og Stilk, som Granens Spids med Stammen
Hvad hist Din Svaghed blev, er her Din Styrke:
At os Du hører til med Sjæl og Skind,
At ingen fremmed Guddom Du kan dyrke,
Og aldrig vende bort fra os Dit Sind.
Om Tider skulle komme nok saa mørke,
Og Skuden tumles rundt af Hvirvelvind,
Du seer ei efter udenbords Lanterner,
Men troer paa os og vore fælles Stjerner.
Om vi skal frelses eller gaae i Kvag,
Een Skæbne, lige Kaar vi friste Begge:
Skal vi beholdne ind i Havnen lægge.
Saa vaier over os Dit Kongeflag;
Men om den vrede Sø vor Kjøl skal brække,
Saa gaae tilbunds vi sammen med vort Vrag
Den første Stump, som synker da i Fraade,
Er Kronen, som Du bærer af Guds Naade.
Saalænge som Du lever, kan vi haabe,
Fordi Du er med os, ihvor vi gaae,
Fordi vi bag Din kongelige Kaabe
Kan høre Folkevilliens Pulse slaae;
Derfor vi Vagt omkring Din Throne staae,
Derfor saa høit og tidt Dit Navn vi raabe,
Derfor vi elske Dig saa fuldt og sandt,
Fordi Dit Liv — det er vor Fremtids Pant.
Saa lægge Gud da Aar til Dine Dage,
Frugtbare Aar for Dig og for Dit Land,
Hvori de Spirer styrkes, som er svage,
Og Sæden voxer over Furens Rand;
Hvori det bliver gjort, som staaer tilbage,
Og vort forslagne Skib ført ind mod Strand;
Hvori vor Hyttes brustne Vægge reises,
Og Seierskrandsen paa dens Mønning heises.
Ja, gid Du leve længe, for ihærdigt
Paa Dit begyndte Værk at tage fat,
Saa det maa staae der, Dig og Folket værdigt,
For Du maa synke ned i Gravens Nat;
Saa Rigets Dannevirke vorder færdigt
Og trindt med Friheds stærke Slægt besat;
Saa fremmed Naade ei Dit Land’ behøver,
Fordi det har til Rygstød — Nordens Løver.
Har Du naaet det, da, Konge, kan Du glad
I Roskilds Hvælving Dig til Hvile lægge;
Thi Ingen i den oldenborgske Rad
Skal da dens sidste Mand med Skygge dække;
Da bli’er Din Tid vor Sagas gyldne Blad,
Da skal Dit Navn til Evigheden række,
Og naar det nævnes, nævnes det i Lag
Med Fru Margrete og Kong Atterdag.