Din Attraa er den fromme, hvide Due,
Som Haabets friske Olieblad mig rækker,
Som til et nyt og bedre Liv mig vækker,
Og vender op mit Blik mod Pagtens Bue.
Min Attraa er som Bjergets røde Lue,
Der længselsfuld sig efter Himlen strækker,
Men trindt med Sten og Aske Alt bedækker,
Og bringer Menneskene til at grue.
Ak, men den Jord, som Bjergets Ild fortærer
Har ogsaa Blomsterpragt og Bladeskygge,
Og tunge Ax og stærke Druer bærer.
Siig, tør Du troe den skrøbelige Lykke,
Hvorunder Dybets gridske Flamme gjærer?
Tør Du hos mig, min hvide Due, bygge?