Det er saa trygt, sit Hus paa Gud at bygge,
Da styrter det ei ned for Vindens Pust;
Som Støv hensmuldrer denne Verdens Lykke,
Men den, Han skænker, trodser Møl og Rust.
Han er den Støttestav, som aldrig svigter,
Den Ledestjerne, som gaaer aldrig ned;
Han ene letter Livets tunge Pligter,
Og Raad for Sot og Sorg Han ene veed.
Ham bede vi sin Naades Sæd at lægge
I denne Pagt, som knyttes ved hans Ord,
Saa den maa voxe som et Træ og strække
Sig op mod Himlen fra den dunkle Jord;
Saa den maa vidne om, naar Løvet falder,
At Han var stærk i deres Kjærlighed;
Saa de maae være rede, naar Han kalder
Dem til sit Hus, hvor der er salig Fred.