Bag ad Dandsen omsider dog Vinteren gik,
Og at han var en Tølper, at føle vi fik,
Skjønt Haaret var puddret og sneehvid hans Vest,
Og hans Hat
Blank og glat,
Og skjønt han foer om med en feiende Blæst.
Men nu snart kommer Vaaren med „Vinker" af Straa
Og i Robe af Fløiel med Tusindfryd paa.
Med Vifte af Blade og flagrende Slør;
Hun er sød,
Mild og blød,
Og Haabet og Glæden ved Haanden hun før’.
Og saa dandse de Bølger om Seilerens Bov,
Og saa springe de Kilder i dæmrende Skov,
Saa sværme de lystige Fugle i Luft,
Og hver Barm
Bliver varm;
Som Blomster faae Hjerterne Farve og Duft.
Ja, men Foraarets Glæde vil nydes i Ro,
For at føle den ret, maa man kun være To:
Saa skilles og spreder sig Vennernes Kreds;
Man maa flye
Væk fra By
Og veed ei, om atter til Vinter man sees.
Derfor Bægeret løfte vi vil til Farvel,
Derfor ønske hinanden vi Velgang og Held,
At Haabet, som spirer, maa frodigt groe frem,
At igjen.
Ven og Ven
Maa dokke sig her i det venlige Hjem!