Skoven er nøgen og Marken er bar:
Vintren er kommen i Pelsværkstalar,
Og han desværre er ingen „Tartar”,
Der holder Folk for Nar.
Solen gaaer alt Klokken fire til Ro,
Snefluer flyve og Isblomster groe;
Smørret er pebret — ja, det kan De troe! —
For hvem der har sat Bo.
Pigebørn i det Frie
Sees kun med Kaaber vi’e,
Slør og Oversko.
Og den samme Vinterluft
Stivner Politikens Poler,
Udsigt er der ei til Duft
Snart af Martsvioler.
Faste til Roret Ministrene frøs,
Skal de gi’e Slip, maa man hugge dem løs:
Ak, men Hr. Sørensen gaaer i en Døs,
Og bliver saa nødig bøs.
Musernes Fingre er ømme af Frost,
Ydun har fingertyk Mug paa sin Most;
Publicum lever af opvarmet Kost
Og af sin „Flyvepost”.
Fordum Thalia har skabt ved sit Bliv
Vinterens Død om til Sommerens Liv,
Nu er hun, lammet af Avind og Kiv,
Jo frossen tør og stiv:
Og paa vor pæne Scene
Taales ei Melpomene
Med sin „Slagterkniv”.
I det Store som det Smaa
Falde Tiderne lidt bistre,
Overalt er ovenpaa
Hel- og Halv-Philistre.
Oppe hos Stormanden Vinden er Øst,
Folket har Snue og ondt for sit Bryst;
Haab er der Lidt af og Lidt kun af Trøst,
Og mindre af Liv og Lyst.
O, men vær stille! — Paa Vintren ei skænd!
Somren os lokked saa mangesteds hen,
Vintren os kalder tilbage igjen
Og flokker Ven og Ven.
Tiden er slet ikke gold eller haard;
See Jer omkring, hvilke Roser her staaer,
Roser med Øjne og lokkede Haar:
Ja, her er rigtig Vaar!
Lad tystne Skovens Sale,
Naar deres Nattergale
I vort Minde slaaer!
Mens vort Hjerte end er ungt
Og dets Kamre Luer rumme,
Under Livets Frysepunkt
Kan vi aldrig komme.
Lad det saa udenfor blæse og snee,
Lad saa end Verden ha’e fuldtop af Vee,
Vi kan dog synge og dandse og lee
Og være paa Støvlerne!