Med Sang og Jubel, med Spil og Dands
Skal Bruden følges ud af Gaarde!
Men see, der glittrer i hendes Krands
Dog Noget, lignende en Taare.
Glad rider Haabet foran hendes Vogn,
Omkring den tumle Amorin og Faun;
Men bag derpaa
Genier smaa
Sig klynge fast med vaade Øine.
Det er de Minder, hun tager med
Fra Barndoms- og fra Ungdomsdage;
Det er de Savn, som i hendes Fjed
Vil gaae, men blive maae tilbage;
Lysvaagne mylre de af hver en Krog
Og tale med i deres stumme Sprog,
Saa mildt og blødt,
Saa ømt og sødt,
Som Kjærlighed forstaaer at tale.
De væve Billeder af Lys, hvori
Hun seer de kjære Skygger svæve;
De nynne Sange, hvis Melodi
Faaer hendes Hjerte til at bæve;
Af hendes Tankes rige Blomsterflor
De snildt en duftende Guirlande snoer,
Og lægge den
Saa sagte hen
Omkring den stille Gamles Skuldre.
Men denne Taare — den er et Væld,
Hvoraf en Livsens Strøm skal rinde,
Og disse Savn er en hellig Gjæld,
Som vil de Skilte sammen binde,
Og Minderne en Rigdom underfuld,
Som ei opveies af Alverdens Guld,
Som ei forgaaer,
Men sikkert staaer,
Og giver hundredfoldig Rente.
Og Gud velsigne det unge Par,
Som seiler ud paa Livets Bølger!
Og Gud velsigne den gamle Fa’er,
Hvis Hjerte dem paa Farten følger!
Og Gud beskærme dette gamle Hjem,
Hvor megen Kjærlighed er voxet frem,
Som, flyttet bort,
Dog voxer fort
Og bærer Iselinges Mærke!