Saa! — Nu skal ogsaa han afsted,
Som sad saa fast i denne Kjæde,
Altid var rede og altid var med,
Enten Alvor det gjaldt eller Glæde.
Stiv i de Gamles
Væsen og Maal, han kunde vamles
Tidt dog ved Gloser og skimlede Bind,
Og med Ungdom og Sang i sit Sind
Ile hen med de Unge at samles.
Han, som til vort Studenterhjem
Ledte saa trolig efter „Grunde”,
Og i sin Tanke bebyggede dem,
Men desværre ei hitte dem kunde —
Ta’r nu sin Jente,
Flyer fra de Gader velbekjendte,
Bygger sig selv op en Hytte saa lun;
Medens vi udi Heymanns Paulun
Sidde triste, og vente og — vente.
Liste han skal dog ei herfra
Stille og skjult, som slet Betaler,
Uden et tonende, fyldigt Hurra,
Underskrevet med tømte Pokaler:
Velgang og Lykke,
Meget af Lys og lidt af Skygge,
Trofast Erindring og blomstrende Haab —
Det er Ønsket, der skal i vort Raab
Følge ham til det Hjem, han vil bygge.
Og hver Gang Maanen, blank og fuld,
Over den danske Vang vil stænke
Længslernes Perler og Drømmenes Guld,
Han paa os, vi paa ham skulle tænke!
Da skal dens Øie
Mellem de nøgne Limfjordshøie
Mildt titte ind til et lykkeligt Par!
Da skal vi i dens trøstende Glar
Skue „Bygningens” mægtige Fløie!