Vi gjøre vitterligt med Sang og Klang
Paa Roskild’ Stads og egne Vegne:
At, da vor brave Ven vil gaae sin Gang
Og fæste Bo i andre Egne,
Saa skal bemeldte Caspar Wilhelm Smith
Dog ei faae Lov herfra at drage frit,
Før han har hørt,
Simpelt og tørt,
Det Testimonium, han fortjener.
Han skader Intet paa Sind og Skind,
Saa lidt paa Hjerte som paa Ho’de,
Ta’r lange Skridt, men gjør ingen Vind,
Og følger jevn og gammel Mode;
Og har han døiet Sit af Livets Tryk,
Det har dog ikke bøiet krum hans Ryg,
Eller gjort hans
Opladte Sands
Blind for Ideer og Idealer.
Thi Manden bærer en Talisman
Udi sit Bryst, som ham forvarer
Mod Nødens Negle og Tidens Tand,
Og Horizontens Skyer opklarer:
Han har et Lune, friskt og kjernesundt,
Som svinger Verdens Tant og Daarskab rundt;
Og i dets Dands
Al løiet Glands
Gaaer af, og alle Narre svimle.
Fik han i Arv efter Fædre graae
Ei Fæstegaarde eller Huse,
Saa fik han, da han i Vugge laae,
Et Moderkys af Holbergs Muse;
Hun var hans Lyst og Trøst fra Drengeaar,
Og hende fremfor Nogen han forstaaer;
At sigte ret
Og lee sig mæt,
Det har han lært tilgavns af hende.
Og naar nu snart han skal staae som Tolk
I „Alma Maters” høie Sale,
Og lære Sønnerne af frie Folk,
Hvordan de stakkels „Slaver” tale,
Vil ingen fremmed Klang og Tone ny
Dog skæmme Minderne fra Hroars By;
Hver Ven, han vandt,
Hver Fryd, han fandt,
Med Sjælens Ungdom han bevarer.