Til H. N. Clausen
(fra Studenterne)
(fra Studenterne)
Dybt har Du øst af Kundskabs Væld,
Vide Du drog ad Tankens Veie,
Hentede Skatte ei blot for Dig selv,
Men gav broderlig os dem i Eie.
Høiskolens Sale
Lytted med Andagt tidt paa Din Tale,
Aandernes Liv, som Din Lære har vakt,
Og det Lys, som Din Forsken har bragt,
Skal ei slukkes, naar Du er i Dvale.
Dog er det ei Din Viden blot,
Ikke Dit Snilles klare Kjerte,
Ikke Din Virken i Musernes Slot,
Som har vundet Dig Ungdommens Hjerte.
Kløgten i Panden
Ære vi kun, hvor den er selvanden,
Hvor, som hos Dig, ogsaa Hjertet slaaer til,
Og den parres med Følelsens Ild.
Det, vi elske i Dig, det er — Manden.
Manden, som fører frem sit Folk
Freidig til Kamp mod onde Magter!
Sandhedens djærve, frygtløse Tolk,
Som den krybende Yngel foragter!
Manden, som seiler
Rolig, og ei sin Cours forfeiler,
Løfter end Stormen sin døvende Røst;
Thi Magneten Du bær i Dit Bryst,
I Din Tanke sig Fremtiden speiler.
Manden, som aldrig Danmark sveg,
Gjaldt det dets Frihed og dets Ære,
Aldrig forsaged og vakled og veg,
Var end Tiderne tunge at bære!
Dannebods Have,
Mødrenes Maal og Fædrenes Grave
Værged Du trofast mod Fremmedes Vold;
Og Du lægger ei Landse og Skjold,
Inden Ledet er atter i Lave.
Derfor i Ærens Tempelchor
Danmark Din Mindesten skal sætte,
Og medens Mænd blive fødte i Nord,
Skal dets Sønner Din Daad ei forgjætte!
Derfor vor Skare,
Hvergang Du kalder, glad skal svare!
Derfor af Foraarets lysgrønne Blad
— Ja, af Egens og Bøgens i Rad —
Slynge vi Dig en liflig Tiara!