1.
For ham er denne Mindesten,
Som, folkekjær og folkekaaret,
Til Daaben har vor Frihed baaret
Med Tanken klar og Villien ren;
Hvis Røst var mild, hvis Ord var stærke;
Som fremmest under Danmarks Mærke
For det har kæmpet Aanders Kamp.
Her skal den staae nær Skolens Væg
Og nær ved Videnskabens Tempel,
Thi der fik Aanden Friheds Stempel,
Og der fik Ordet Sandheds Præg;
Men staae den skal, hvor Folket færdes,
Thi, skjønt hans Idræt var de Lærdes,
Hans Hjerte boede dog blandt det.
2.
Kjend i disse milde,
Ædle, aabne Træk
Forskeren, den stille,
Folkets Høvding kjæk!
See paa Pandens Høining
Alvorsfuren lagt!
See om Mundens Bøining
Prentet Villiens Magt!
Staae skal denne Herme
Gjennem Tider trygt!
Alle den sig nærme
Skal med Ærefrygt!
Staae som den hans Minde
Skal i Folkets Bryst,
Straalende derinde
Lys og Haab og Trøst!