Som denne Lund, hvor, liig en grønlig Slange,
Sig Stien bugter paa en selsom Maade,
Hvor hundred matbelyste Slyngegange
Hinanden krydse, som et Net af Traade;
Hvor dybest inde, mellem Fuglesange
Og Rosers Duft, hvorhen fast Ingen naaede,
Gudinden hviler, liig en deilig Fange,
Med Marmorkinderne af Duggen vaade:
Som denne Lund snoer sig mit Liv i dunkle,
Vildsomme Gange, der bestandig føre
Mig ud til Gravens vidtoplukte Døre.
Men hver Gang jeg paa Tærsklen staaer forvoven,
Seer jeg de hvide Marmorlemmer funkle,
Og atter styrter jeg mig ind i Skoven.