Misund mig ei min Latter og min Glæde!
Min Siæl er Søen, paa hvis blanke Flade
Sivblomsten svømmer mellem grønne Blade,
Mens dybt paa Bunden skiulte Kilder græde.
Vil du en stille Nat til Bredden træde,
Da seer du fiernt en drømmende Najade
Ensom og haabløs sig i Bølgen bade:
Det er min Elskov, svøbt i Sangens Klæde.
Naar Søvnens Stilhed hviler over Landet,
Naar ingen Fugl, men kun den hvide Stierne
Sees langsomt giennem Himmelrummet drage,
Da løfter hun sit Hoved op af Vandet,
Og rækker Armen mod dig i det Fierne,
Og synker sukkende igien tilbage.