Naar sødt du hviler mellem Bolstre hvide,
Med Øiet lukt og Drømmesmiil om Kinden,
Mens, Toner liig, der bæres hen af Vinden,
Midnattens Aander let forbi dig stride:
Har jeg, hvor Skovens skiulte Kilder glide,
Hver Nat et Vaabenstævne under Linden;
Forskrækket flygter Hiort afsted med Hinden,
Og Ingen uden Stiernen seer mig stride.
Veed du med hvem? Med Elskovs Gud jeg brydes;
Til Jord med Magt jeg den Forhadte tynger,
Men nye Kræfter i hans Legem gydes,
Thi Jorden er hans Moder; harmfuld slynger
Jeg ham i Luft, mod Himlens Stiernerader,
Det hielper ei, thi Himlen er hans Fader.