Før Havets blege Mø sit Bytte kræver,
Før dybt hun drage kan en modig Svømmer
Ned til den Søvn, hvori man aldrig drømmer,
Tre Gange først han sig af Bølgen hæver.
Tre Gange for hans Øie Stiernen bæver;
Fordi tredie Gang den salte Skaal han tømmer,
Og medens Havets Skum Liigklædet sømmer,
Hans Legem langsomt imod Dybet svæver.
To Gange var min Kiærlighed begravet;
Nu løfter den sig tredie Gang af Havet
Og aander, tungt, og Øiet mod dig vender.
Alt aabner Dybets Havfru for sit sorte,
Ensomme Slot de store Bølgeporte —
Frels mig, Madonna, ræk mig dine Hænder!