Forunderlige Træ, som dybt herinde
Har slaaet Rødder i mit Hiertes Kammer!
Snart gløber du som Guld i Solens Flammer,
Snart stille Sølverstierner paa dig skinne.
Snart gyser alt dit Lov for kolde Vinde,
Og visner hen og falder af med Jammer;
Snart staaer du atter skiøn som Skovens Stammer
Naar lysest Foraarskrands de om sig binde.
Om Skyen sortner, eller Stierner spille,
Ved Dag og Nat du voxer langsomt, stille,
Og strækker imod Himlen dine Grene.
Jeg sidder i din Skygge taus og ene,
Indtil engang mit Hoved ned jeg lægger,
Og du min Grav med dine Blade dækker.