Ifald du er mig huld, da vil du siden
Forundret sige vist, engang ad Aare:
"Hvi led du slig en Angst og Tvivl, du Daare?
Jeg elsked dig jo lønligt hele Tiden."
Vaar spirer kun igiennem Vinterstriden;
Den gamle Jord maa døe, før Himlens Taare
Kan vække nye Roser af dens Baare;
Alt Skiønt og Herligt fødes giennem Liden:
Og skiønt og herligt er det Barn af Smerte,
Min Siæl har født, Guldbarnet af mit Hierte,
Der mod dig rækker sine Hænder spæde.
Min Sorg og Angst har luttret det for Brøde,
Og jeg har kiøbt dets Smiil ved selv at bøde;
Tag det, og lad det voxe til din Glæde!