Som naar en Gartner, lidt før Sol sig tænder,
Mens halvt endnu ham Drømmens Billed lænker,
Paa Blomsterne i Vinduet seer og tænker:
Nu aabner Rosen sig, snart Natten ender;
Saa speider jeg, mens Længsels Nat mig sender
Sit Stiernelys og sine Drømme skienker;
Dybt i dit fromme Blik mit Blik jeg sænker,
Til Morgenbøn jeg folder mine Hander —
Men endnu er din Elskovs Rose lukket,
Og Nattens Drømmeslør end hviler over Den Blomst,
hvori min Lykkes Engel sover.
Flyv du, min Sang! let baaren hen af Sukket!
Du veed, hvor hun bag Skoven boer, forborgen,
Skynd dig derhen og spørg: naar er det Morgen?