Min Ungdoms Hiem, det straabedækte, lille,
Hvor Nøisomhedens Urt i Vinduet groede,
Hvor Fromheds Lilier dugbesprængte stode,
Og Glædens Fugl sang tidligen og silde,
Forlod jeg, og i Skovens Dyb, det vilde,
Jeg vanked, fredløs som de Dyr, der boede;
Jeg gik i Mulm, hvor ingen Sti sig snoede,
Og aldrig saae jeg Stiernerne, de milde.
Fortvivlet sank jeg om, og i min Kummer
Bad jeg tilsidst om Dødens dybe Slummer —
Da lod en Kvindes Røst for mine Øren.
Jeg aabned Øiet, see, da var jeg hiemme!
Den Røst, jeg havde hørt, det var din Stemme,
Og du stod ung og smilende i Døren.