En Billedstøttes Tanke hviler stille
I Marmorblokkens Indre, uopdaget,
Og over den sig hvælver Klippetaget,
Hvor Skoven groer og Kildens Bølger trille.
Der hviler den til Stenene sig stille,
Til Klippen briste maa for Hammerslaget,
Og Elskovs Gud, af Marmorkisten draget,
Med Piil og Bue stiger paa sin Pille.
Min Kiærlighed til dig laae som en Tanke
Fra evig Tid i Siælens Marmorgiemme;
Da kom du, for paa Gravens Dør at banke.
Let Stenen brast ved Lyden af din Stemme,
Og Elskovs Gud, af ingen Byrde tynget,
Steg frem for Lyset, seirende, forynget.