Grundlovssang
efter den provisoriske Finanslov
efter den provisoriske Finanslov
Som: Der staar et Slot i Vesterled
Som: Der staar et Slot i Vesterled
Der kom en Vaar til Danevang,
stormende bragte den Vaande,
men gammel Is og gammel Tvang,
det brast med ét for dens Aande.
Og Vold og Kløft, som Slægter saa’,
tyktes nu plat forsvunden,
og Liv, der gik for længst istaa,
det mylred nu op af Bunden.
Ja Danmark, vakt af Stormenes Gny,
løftede sejrende Panden,
thi Folk og Drot, og Land og By
forstod saa dejligt hinanden;
og fælles Nød, som bygged Bro,
Foraarets Kræfter, de stærke,
det friske Syn, den gode Tro
gav Frihedsloven sit Mærke.
Og under Frihed klædtes Muld,
vaagnede Sangen bag Ploven,
og snart bar Marken dobbelt Guld,
og Takken sendtes mod oven.
Til Arbejd kaldte Fuglekor,
Bonden ej mer vilde blunde,
og Aanden dækked trindt sit Bord
for tusend hungrige Munde.
Ja rørt af Friheds Tryllestav
skød det forkoglede Hammen,
og Sorgen selv sin Styrke gav,
og Nederlaget drog sammen.
Og blegned Vaarens Efterskjær,
dækkedes stundom det ganske,
saa Freden svandt og Ord blev Sværd,
dog voxede stadig det danske.
Og det vil gro, selv under Strid,
Hjærtebaand ikke skal briste,
naar Barnet af den gode Tid,
vor Grundlov, ej vi vil miste.
Og under den, med Vaar i Pagt,
vorde de smaa vel større,
og det faar Liv og vinder Magt,
som drømtes i otte og fyrre.
Thi det var Folkets egen Drøm,
Aandens, der vendte tilbage
at føre det mod Vind og Strøm,
saa fremt det ej vil forsage.
Den spaar om Dag, da Danmark staar
atter med Kransen om Panden,
og Hjærter, der for hende slaar,
faar lært at forstaa hinanden.