Til C. Ploug
i Anledning af den provisoriske Finanslov i April 1877
i Anledning af den provisoriske Finanslov i April 1877
Folkesanger, vort Hjærte kjær,
i Slægt med Hedens stigende Lærke,
som højt i det gyldne Morgenskjær
vort Fribrev. løfted paa Toner stærke!
Det var dit Haab, der stort og klart
mældte, at Afmagts Tid var omme;
tykkes det nu dig bedst forvart,
puttet i Herremænds Lommer?
Tænk dog lidt paa den „Tolvaars-Knægt
i Lærredsbuxer og Vadmelstrøje,
af simpel Borger- og Bondeslægt,
men med en Solstraale i sit Øje!“
Blev dig hans Vadmel grovt og grimt?
Synes dig Straalen i Øjet bleget?
Var det i hans, der sluktes Glimt,
var det ej før i dit eget?
Husk paa dem, du til Værn har kaldt
for Frihedsvældet, der sprang her hjemme,
paa Jyllands Bønder, der stod, hvor det gjaldt,
og heller ej nu vil Kaldet glemme!
Dér er din Sang, i deres Lag,
ikke hvor Vældet man ud vil tørre,
ej hvor man stempler som Selvbedrag
Troen fra otte og fyrre.
Se dig om, kan du være glad,
skjønt larmende stiger Jubelens Bølge,
og alt hvad til Folkelighed har Had
du nu tilsidst fik med i dit Følge?
Gav du vor Frihed din bedste Røst,
fulgte du den fra Morgenrøden,
klinger dog vist et Suk i dit Bryst,
mens man den dømmer til Døden.
Saadan nys i min Vraa jeg kvad,
nu har dit „Blad“ mig alt forklaret,
jeg vilde spørge en Sanger ad
og fik nu af en Politiker Svaret.
Om hvad Nødvendigheden har budt,
om de var falske, vor Ungdoms Drømme,
om mit Folk har sin Ret forbrudt,
maa nu Historien dømme.