Jens Christian Hostrup (1818–92)

Hostrup, Jens Christian, 1818—92, Digter og Præst. Faderen, Peder H., der døde (1830) som Justermester i Kjøbenhavn, var «en livlig og velbegavet ung Mand, der spillede Violin og skrev ganske nette Vers». 1813 ægtede han Ane Lene Johanne Ingemann († 1864), Enke efter Lars Swane I., Digteren B. S. I.s Broder; hun var Datter af en Sognepræst Irgens, der var født i Norge. Jens Christian H. er født i Kjøbenhavn 20. Maj 1818. Faderen lærte tidlig ham og hans Søskende alle de Sange, han kunde, saa de bleve «en syngende Børneflok». Om Sommeren havde de deres Legeplads i «Kirsebærgangen» med den høje Voldskrænt og de bredkronede Træer. Blandt de Bøger, der grebe ham stærkest som Barn, fremhæver han Ingemanns «De underjordiske», Holbergs «Niels Klim» og Æventyret om Aladdin (i en tysk Bearbejdelse). 12 Aar gammel mistede han sin Fader, og der kom nogle trange Aar for Familien. Da man ikke troede, han duede til noget praktisk Arbejde, blev det besluttet at lade ham gaa den studerende Vej. 1831 blev han optagen i Metropolitanskolen, hvor han snart fik Friplads og Stipendier. Han var en frisk og frejdig Natur, der tog livlig Del i alle Drengelege og altid havde «et glædestraalende Ansigt». Paa den Tid stiftede han Bekjendtskab med Oehlenschlägers Digtning; hidtil havde han anset Ingemann for vor største Digter, men da han ved et Tilfælde havde faaet fat paa «Nordens Guder», følte han sig hurtig overbevist om, at Oehlenschläger var «den største Digter i Verden», og det blev ham, som først lærte H., «hvad Poesi var». Lysten til selv at digte vaagnede tidlig hos ham. Da han som 14aarig Dreng viste sin noget ældre Ven F. L. Liebenberg nogle poetiske Smaaforsøg, spaaede denne ham med Sikkerhed en Fremtid som dansk Digter. I Skolen fik han et skrevet Tidsskrift sat i Gang, blandt hvis Medarbejdere vare Kristian Mantzius, den senere bekjendte Skuespiller, og B. J. Fog, senere Sjællands Biskop. 1837 fik han Examen artium. Under sin Forberedelse til Philosophicum hørte han H. L. Martensen, der i Poul Møllers Sygdom holdt Forelæsninger over Filosofi, og den «Begyndelsesfriskhed», der var over den unge Licentiat, greb H. saa stærkt, at da Martensen (1838) kom ind i det theologiske Fakultet, følte han, der endnu ikke havde taget nogen Bestemmelse om sit fremtidige Studium, at han maatte følge med. Han havde hidtil været uden religiøs Bevægelse, selv Konfirmationsberedelsen hos J. P. Mynster havde intet Indtryk gjort paa ham. Men det Røre, hvori Martensens theologiske Forelæsninger satte ham, førte ham til Kirken, og han hørte da paa den Tid særlig den af Martensen paavirkede Stiftsprovst Tryde og N. F. S. Grundtvig.

H.s poetiske Begynderforsøg havde bestaaet i Smaadigte; efter at have overværet en Opførelse paa det kgl. Theater af Heibergs «Nej», der «tog ham med Storm», vovede han sig for første Gang ud paa den dramatiske Skribentbane, i det han i Efteraaret 1838 skrev en lille Vaudeville, «Om Forladelse», som blev spillet i hans Hjem af ham selv og nogle Kammerater, der allerede i Drengeaarene havde givet smaa dramatiske Forestillinger. Kort efter blev den spillet igjen hos en af hans Slægtninge i Forbindelse med et nyt Stykke af ham, «Amors Triumf», ja den kom endogsaa frem ved en halvoffentlig Forestilling, i det den blev spillet af Studenter i et veldædigt Øjemed. I de første Aar af sin Studentertid maatte H. nøjes med sin private Vennekreds, da han ikke havde Raad til at gaa ind i Studenterforeningen; men da de yngre, liberale Medlemmer traadte ud og (1839) stiftede «den akademiske Læseforening» (Academicum), hvor Kontingentet var lavt, meldte han sig ind i den. Han kom fra nu af med i det større Studenterliv og sluttede sig med ungdommelig Begejstring til den liberale Studenterbevægelse, der havde sit Midtpunkt i «Academicum». I Vinteren 1839—40 skrev H. en ny Vaudeville, «Regnvejr», som et halvt Aar efter blev opført ved K. Mantzius’ Forældres Sølvbryllup sammen med et andet Stykke, «Den gamle Elsker», som H. havde forfattet i den Anledning. Senere (1847) blev dette sidste, i en oppudset Skikkelse, opført i Studenterforeningen og nogle Aar efter paa Kasino, skjønt mod H.s Vilje, da han fandt det for ubetydeligt. «Regnvejr» kom ogsaa frem for Offentligheden; da det uden hans Tilladelse var blevet spillet af nogle Provinsselskaber, omarbejdede han det 1853 til «Den tredje», og i den Skikkelse kom det saa frem paa Kasino og blev trykt (1854). 1841 flyttede H. ind paa Regensen; han tog ikke megen Del i Regenslivet, som desuden den Gang var temmelig stilfærdigt. Han fik dog indført, at Regensianerne samledes Nyaarsnat Kl. 12 under Linden og hilste det nye Aar med en Sang; til disse Lejligheder digtede han bl. a. «Dagene runde» og «Den unge har vi kaaret». I denne Tid skrev han til Brug for «Academicum» nogle Smaastykker: «En Regensknejpe», «En Buk» og «Et Forspil». Fra hans Regenstid skrive sig ogsaa 2 andre dramatiske Smaating: «Damernes Besøg» og «Frøkenens Pris». – 2. Nov. 1843 fik H. sin theologiske Embedsexamen; han havde Regensen endnu et halvt Aar og syntes saa, han «maatte have noget morsomt at bestille». Netop paa denne Tid blev det, efter lange Underhandlinger, vedtaget, at «Academicum» og «Studenterforeningen» skulde sammensmeltes fra 1. Jan. 1844, og man besluttede, at der i den Anledning skulde spilles en rigtig Studenterkomedie. H. havde en Følelse af, at han nu maatte kunne skrive en saadan, og 20. Febr. 1844 blev saa «Gjenboerne» under stor Jubel spillet paa Hoftheatret af Studenter og for Studenter. Med dette Arbejde bryder H. igjennem som Lystspilforfatter. Der er ganske vist i hans tidligere Smaastykker adskillige Scener og Figurer, som han i mere udført Skikkelse har benyttet i sine senere Arbejder; saaledes er der i «Damernes Besøg», som skildrer et forventet Besøg paa Regensen af nogle Damer, flere Scener, der minde stærkt om «Generalforsamlingen» og Kobbersmeddefamiliens Besøg i «Gjenboerne». Men der er dog et afgjort Spring fra disse i det hele temmelig ubetydelige Smaating til «Gjenboerne», vel det friskeste af alle H.s Lystspil.

1844 forlod H. Regensen for at overtage en Plads som Huslærer hos Justitsraad M. B. Nygaard, der om Sommeren boede paa sin Gaard Kokkedal i Nærheden af Rungsted. I denne stemningsfulde Natur fik han, samme Aar, Ideen til «Æventyr paa Fodrejsen». Han fik 1. Akt færdig, men gik saa foreløbig i Staa. Den følgende Vinter, hvilken den Nygaardske Familie som sædvanlig tilbragte i Kjøbenhavn, laa hans poetiske Virksomhed i Dvale; men i Foraaret 1845 gav en lille Pengeforlegenhed Anledning til, at han paa 8 Dage skrev «Intrigerne», der blev spillet af Studenter og modtaget med stort Bifald. Han indsendte det samme Sommer anonymt til det kgl. Theater, men det blev forkastet. Allerede i Skolen havde H. i et Digt sagt, at «om Sommeren maatte en Digter indhøste, hvad han skulde leve af og virke med om Vinteren». Dette var ogsaa baade nu og senere hans Arbejdsprogram. I Overensstemmelse hermed skrev han intet den følgende Sommer, men «høstede ind». Han havde tidligere været med i de danske Studenters Tog til Lund (1842) og det første nordiske Studentermøde (Upsala 1843); han var nu ogsaa en begejstret Deltager i Studentermødet i Kjøbenhavn 1845 ligesom ogsaa i et Par af de senere Tog. Fra disse Lejligheder skrive sig nogle af hans Sange, som «Nordisk Studentersang», «En ganske ny og fornøjelig Vise», «Nordens Kvinde» og «For Norden». Da han om Efteraaret var i Kjøbenhavn igjen, faldt det som af sig selv, at nu maatte han skrive en stor ny Studenterkomedie, og saa blev «En Spurv i Tranedans» til (udg. 1849); den blev opført 1846 af Studenter og gjorde Lykke. Hidtil vare H.s Stykker kun blevne spillede af Dilettanter; men Mantzius, der i denne Vinter i Provinserne havde optraadt og gjort Lykke i «Gjenboerne» og «Intrigerne», fik det førstnævnte Stykke frem ved Skuespillernes private Sommerforestillinger paa det kgl. Theater, hvor han gav nogle Gjæsteroller. 27. Juni 1846 gik saa «Gjenboerne» for første Gang over vor nationale Scene (i alt opført 163 Gange). Det gik 3 Gange i Rad for fuldt Hus og under «udelt Bifald». J. Collin, Medlem af Theaterdirektionen, foreslog at optage det paa Repertoiret, men Theaterchefen, Levetzau, erklærede, at Saadanne «Studenterløjer» vare upassende for det kgl. Theater. Kort efter kom dog, ved Collins Hjælp, «Intrigerne» paa Repertoiret og spilledes første Gang 18. Okt. 1846. Det slog igjennem ved sit kvikke Replikskifte og sine letfaldende Sange. I Vinteren 1846—47 skrev H. et lille Lystspil i 2 Akter, «Æsthetisk Sans», nærmest for at gjøre et Forsøg paa at undvære Sangene. Som en Indsigelse mod de Scribeske Salonstykker, der den Gang beherskede Theatrene, henlagde han Scenen til den jævne Borgerstand. Det blev antaget af det kgl. Theater, men først opført et Par Aar efter (1849) og gjorde ikke Lykke. I Foraaret 1847 kom Nygaards Søn, H.s Elev, i Latinskolen, og H. flyttede saa tilbage til sin Moder. Her tog han det tidligere begyndte Stykke, «Æventyr paa Fodrejsen», frem paa ny og fuldendte det i meget kort Tid. Det blev opført første Gang paa det kgl. Theater 15. Maj 1848 (i alt opført 172 Gange) og modtoges med «levende, enstemmigt Bifald». Paa dette Tidspunkt fejrede H. en Triumf, i det «Gjenboerne» blev optaget paa det kgl. Theaters Repertoire. Ved Sommerforestillingerne s. A. blev «En Spurv i Tranedans» spillet og blev strax i den følgende Sæson optaget paa Repertoiret, men gjorde ikke samme Lykke som de tidligere opførte Stykker. H. havde saaledes i Halvaaret April—Sept. 1848 faaet 3 Helaftensskuespil opførte paa det kgl. Theater, saa at han nu havde faaet fast Fod der som dansk Lystspilforfatter.

De bevægede Optrin i 1848 fulgte H. med Interesse og Varme; han sluttede sig afgjort til Frihedsbevægelsen uden dog at tage aktiv Del i det politiske Røre. Dette gav for Resten Stødet til, at han skrev et lille Lystspil i 1 Akt, «Familietvist eller det mærkværdige Aar», hvori han gjør Løjer med den Bevægelse, som Folketingsvalgene vakte blandt de kjøbenhavnske Smaaborgere. Stykket blev foreløbig liggende i hans Gjemmer, indtil det i Foraaret 1855 blev opført ved en Studenterforeningsfest. Derpaa blev det indleveret til det kgl. Theater, som forkastede det, og det blev saa sidst paa Aaret spillet af Langes Skuespillerselskab. – Ved Krigens Udbrud havde det været H.s alvorlige Bestemmelse at gaa med som frivillig, og han deltog ogsaa i de forberedende Exercerøvelser. Men da der stadig meldte sig flere, end der behøvedes, og da han mente, han kunde gjøre mere Fyldest paa anden Maade, blev han hjemme. En anden Omstændighed var medvirkende ved denne Beslutning. Han havde i flere Aar været forlovet med en Søster til Kr. Mantzius, Henriette Vilhelmine Louise M. (f. 20. Sept. 1825); hun var brystsyg, og Sygdommen skred rask fremad. Det kom til at staa for ham, som det var hans Pligt at ægte hende, og de bleve saa viede 2. Nov. 1848; hun døde imidlertid allerede 2 Maaneder efter (1. Jan. 1849). Den følgende Sommer gjorde han en Rejse til Norge, hvorfra han kom hjem styrket og forfrisket. De Indtryk, han havde modtaget af den norske Natur, gave sig, efter hans Hjemkomst, Luft i et lille Syngespil, «En Nat mellem Fjældene» (udg. 1852). Han søgte i længere Tid forgjæves efter en Komponist til det; i 1863 blev det endelig opført paa det kgl. Theater med Musik af Emil Hartmann, men oplevede kun nogle faa Forestillinger. I Efteraaret 1849 skrev han «Soldaterløjer», der først blev spillet af Studenterforeningen og strax efter antaget af det kgl. Theater, der i det fik et godt Kassestykke (opført 201 Gange). Heiberg, der i Juli 1849 var bleven Direktør for det kgl. Theater, stillede sig ikke venlig over for H.s Produktion. Ganske vist havde han ladet «Æsthetisk Sans» og «Soldaterløjer» gaa over Scenen, men han erklærede, at hverken «Gjenboerne», «Intrigerne» eller «En Spurv i Tranedans» vilde blive spillede under hans Styrelse, da de aldrig burde have været antagne. I Sommeren 1850 gjorde H. en Rejse i Jylland, og det var af en jysk Naturstemning, at Ideen til «Tordenvejr» udsprang; H. gjør her for første Gang et Forsøg i det alvorligere Skuespil, men trods adskillige gode Enkeltheder staar det dog ikke paa Højde med hans Lystspil. Stykket blev 1851 opført paa det kgl. Theater. I Vinteren 1851—52 blev «Mester og Lærling, romantisk Sangspil i 5 Akter» forfattet (udg. 1854). H. havde en Følelse af, at vi efter 1848 levede «i en ny Folkevandrings Tid, hvori hele Lag i Samfundet, der hidtil vare holdte tilbage i Dunkelheden, nu brøde frem for at erobre deres Plads i Udviklingen». Det var ud af denne Følelse, at hans Stykke blev til, og da særlig Hovedfiguren, Aage. H. havde lovet Kasinos Direktør en Æventyrkomedie og overlod ham da dette Arbejde; det blev opført i Foraaret 1852, men næsten alle Opførelserne bleve ledsagede af Pibekoncerter, da «Flyvepostens» Redaktør, E. Meyer, troede, han var bleven portrætteret i Grønholt. I Sæsonen 1868—69 kom Stykket frem paa det kgl. Theater. 1852 deltog H. i Upsalensernes Tog til Christiania, og i Okt. s. A. forlod han Danmark for med offentlig Understøttelse at foretage en Rejse til Syden. Hovedopholdet var i Rom, hvor han blev i omtrent 3 Maaneder; midt i Maj 1853 var han igjen hjemme i Danmark.

Den følgende Tid er en bevæget Overgangsperiode i H.s Liv. En Aften i det kgl. Theater (i Begyndelsen af 1849) havde Oehlenschläger forestillet ham for Hauch, i hvis Hus han efterhaanden blev en jævnlig Gjæst; han følte sig mere og mere fængslet af en af Døtrene, Christiane Georgine Elisabeth (f. 5. Okt. 1832), med hvem han blev forlovet i 1854, og som kom til at spille en betydelig Rolle i hans Liv. Det sidste Aar, han levede, skrev han om hende: «alting har hun med mig delt – hun har gjort mit Halvliv helt». Allerede hans Forlovelse gav Anledning til, at han trak sig noget tilbage fra Studenterlivet og Kammeraterne. I samme Retning virkede en anden Omstændighed. Ved Læsning af S. Kierkegaard kom han ind i religiøse Anfægtelser, saa at han blev greben «af en asketisk Frygt for at give sig hen til jordisk Livsglæde» (jvfr. Digtet «Min Udsigt»). Disse Anfægtelser varede ganske vist kun kort, men efterlode en alvorligere Stemning i hans Sjæl. Det var under disse bevægede Forhold, at han digtede «Drøm og Daad, romantisk Lystspil i 4 Akter» (1854). Dette Stykke er, siger H. i et Brev fra den Tid, «skrevet ud af et i mange Maader bevæget og kæmpende Hjærte». Tanken i det er, «at et kraftigt Manddomsliv forudsætter en Ungdom, hvis Livsopgave i Fantasien træder Mennesket i Møde og kalder ham til Kampen derfor». Dette Arbejde betegner, at H. nu selv staar ved Indgangen til sin Manddomstid. Det Spørgsmaal trængte paa hos ham: hvad skal din Livsdaad være? Nogle Aar tidligere havde han erklæret, at han med Fornøjelse vilde sælge sin theologiske Embedsexamen for 100 Rdl.; men 1853 skriver han i et Brev: «Mit Maal er nu snarest muligt at blive Præst», skjønt «jeg har meget tilbage at gjøre, inden jeg kommer saa vidt. Men saa maa herefter Theologien blive mig Nr. 1 og Poeteriet nøje sig med den Smule Tid og Interesse, som kan falde af til det. Om to saadanne Virksomheder kan forenes, véd jeg ikke; jeg har en Slags Tvivl derom.» I Vinteren 1854—55 skrev han, foruden den burleske Farce «Medgift og Modgift, en tragisk Vaudeville», «Feriegjæsterne» (udg. 1865), der først blev spillet nogle Gange af Studenter. Heiberg, som allerede havde antaget det, erklærede saa, at det nu var uværdigt for det kgl. Theater at spille det. H. beholdt saa foreløbig sit Stykke, indtil han nogle Aar senere lod det komme frem paa Folketheatret. – Hermed afslutter H. foreløbig sin dramatiske Virksomhed. Man har som en Mangel ved denne fremhævet, at han ikke har skabt egentlig typiske Figurer, saaledes som Holberg f. Ex. Dette hænger imidlertid sammen med hans Begavelses Art. Den komiske typiske Figur fremkommer ved at «outrere»; men H.s Styrke laa netop i hans Realisme, i hans Evne til at portrættere. I saa Henseende staar han overordentlig højt. Hans Figurer træde frem paa Scenen, som om de kom lige ind fra Dagligstuen eller Gaden. H. stiller sig i Regelen ikke over sin Samtid for at tugte den med hvas Satire; han er ejendommeligst og bedst, hvor hans godmodige Lune faar Lov til at tumle sig frit uden at være tynget af Pligten til at belære og straffe. Han finder med en forunderlig Lethed alle de karakteristiske Træk hos de Figurer, han vil fremstille, Replikskiftet falder saa kvikt og saa naturlig, og de indlagte Sange, hvis Ord og Toner smelte saa fortrinlig sammen, ere i Regelen med Behændighed føjede ind i Handlingens Gang.

29. Juni 1855 blev Hostrup viet af Grundtvig og et halvt Aar efter, 1. Jan. 1856, drog han med sin unge Hustru ind i Silkeborg som Sognepræst for Silkeborg og Linaa Menigheder. Nu begynder et nyt Afsnit i hans Liv: Præsten afløser Komediedigteren (jvfr. Digtet «Rejsen»). Det var ikke, fordi han fandt det upassende, at de to levede Side om Side – han gjorde saaledes en Gang i Hovedet et Udkast til en ny Komedie, skjønt intet af det blev nedskrevet –, men der var ikke Plads til dem begge. Af Digtet «Drøm og Liv» (fra 1862) ser man hans Opfattelse af dette Forhold. Han «fortrød ikke sin Ungdomsdigtning», men han følte, at hvis der kom Kollisionstilfælde mellem Begavelsen (Digteren) og Personligheden (Præsten), saa maatte den første vige. Og det var Tilfældet her; thi Præsten stillede saa store Fordringer i Retning af Tid og Arbejde, at han i det første Aar end ikke skrev et eneste Vers. Et Lejlighedsdigt (fra 1857) gav imidlertid Anledning til, at hans Sangdigtning begyndte igjen, og den voxede sig i Aarenes Løb baade omfattende og dyb, saa at den blev Tolk for mange af de bedste Livsrørelser i det danske Folk. Stemningen i 1864 og de nærmest følgende Aar fik hos ham Udtryk i Digte som «Fred eller Krig», «Lærken», «Risbøgen», «Høje Nord», «Danmark delt ved Hav forinden». De aandelige Bevægelser i Bondestanden og da særlig Højskolebevægelsen, som netop i disse Aar tog Fart, sluttede han sig varmt til, og den har givet Anledning til flere af hans Sange som «Frem Bondemand, frem», «Er Skolen for andre end Pilt og Pog», «Det, som lysner over Vangen», «Der, hvor vi stred og sang», «Vi fik ej under Tidernes Tryk». Disse sidste Sange vise især, at H., som selv aldrig tabte sin Ungdom, bestandig blev ved at se med et lyst Haab paa de unge som dem, der skulde «bære vor gamle Moder ind i Dagen ny». Undertiden ere hans Digte Indlæg mod forskjellige Retninger i Tiden, f. Ex. mod Naturalismens mørke Livssyn («Sidst i Oktober», «Til Menneskemalerne») eller, i humoristisk Form, mod Darwinismen («En Naturforskers Stamtavle»). Hans Digte ere samlede i «Sange og Digte fra 30 Aar» (1872), «Sange og Digte fra de senere Aar» (1884) og «Efterladte Digte» (1893). – H. mødte megen Venlighed hos sin Menighed, men kom dog efterhaanden til at føle et Savn. «Studenter ere», siger han 1861 i et Brev, «naar de ikke ere «døde den ordinære Filisterdød», dog de morsomste, og jeg er kjed af at være den klogeste i flere Miles Omkreds ... jeg hører nu en Gang hjemme i Studiestræde (billedlig talt).» Frederik VII havde under et Besøg i Silkeborg i Sommeren 1861 opfordret ham til at søge Frederiksborg, naar det blev ledigt; H. fulgte Vinket og blev (10. Nov. 1862) udnævnt til Slotspræst i Frederiksborg og Sognepræst i Hillerød. Nu kom de for Danmark saa tunge Aar: Frederik VII’s Død, Krigen og Sønderjyllands Tab. Kateketen i Hillerød foreslog ham, at de for at holde Modet oppe i Befolkningen skulde sætte Foredragsmøder i Gang, og H. blev derved ledet ind paa en ny Virksomhed som folkelig Taler, en Virksomhed, som han fortsatte til sine sidste Aar. Et Minde herom haves i den ypperlige Samling «Folkelige Foredrag» (1882, 3. Opl. 1884). Ogsaa i de politiske Rørelser kom han med. Han stod fra gammel Tid i nøje Forhold til det national-liberale Parti, men efterhaanden som han under Paavirkning af N. F. S. Grundtvig kom i nærmere Forbindelse med de aandelige Bevægelser i den danske Bondestand, fjærnede han sig mere og mere fra det. Han spillede dog, i Følge hele sin tilbageholdne Natur, ikke nogen fremtrædende Rolle i det politiske Liv. Først da Striden i 1885 syntes at have naaet en skæbnesvanger Højde, skrev han i «Morgenbladet» sit gribende Digt: «Kan vi tro det? Skal vi tro det?» i hvilket han udbryder: «husk: naar Striden gaar paa Livet – da maa Fredens Mænd gi’ Møde», og han fulgte da ogsaa selv en Opfordring om at stille sig i Kjøbenhavn ved Folketingsvalgene i 1887; han blev dog ikke valgt.

I Efteraaret 1881 tog han, paa Grund af Svagelighed, sin Afsked som Præst og flyttede til Frederiksberg. Helt kunde han dog ikke opgive sin Præstegjerning; saa længe hans Kræfter sloge til, vedblev han en Gang om Maaneden at samle en taknemmelig Tilhørerkreds om sin Forkyndelse. Kort før sin Afsked havde han, efter 25 Aars Tavshed, gjenoptaget sin Virksomhed som dramatisk Forfatter, i det han i Vinteren 1879—80 skrev «Eva», Skuespil i 4 Akter, der den følgende Sæson blev spillet paa det kgl. Theater. Dette Stykke er beslægtet med «Mester og Lærling», for saa vidt som han ogsaa i det tager en Bevægelse i Tiden, Kvindespørgsmaalet, op til Behandling; men han har her, under Paavirkning af den nyere Realisme, udelukket det overnaturlige Element. Han skrev endnu 2 Lystspil: «Karens Garde» (1886) og «Under Snefog» (1888), der begge ere blevne opførte paa det kgl. Theater. Faa Dage efter den første Opførelse af «Under Snefog» fyldte H. 70 Aar, og i den Anledning modtog han, fra meget forskjellige Sider, mange Vidnesbyrd om den Kjærlighed og den Taknemmelighed for hans Gjerning, baade som Digter og Præst, der fandtes i store Kredse af vort Folk. (Han havde allerede i 1878 faaet en aarlig Digtergage paa 3000 Kr.) – H. er en af Danmarks mest nationale Digtere, han med dette lune Smil, der tit kunde bryde frem midt i Alvoren, og som aldrig blev spydigt eller ondskabsfuldt, med denne lyse Frejdighed, som aldrig slap Haabet, og den varme, kjærlige Natur, der saa mangen Gang fik Øjet til at straale og Stemmen til at bæve. – Han døde 21. Nov. 1892. Hans Enke døde 10. Nov. 1903¹. – Hans Arbejder bleve første Gang samlede i «Poetiske Skrifter» I—V, 1852—56 (VI [Suppl.] i 1865). I 1888—89 kom 5. Udg. af hans «Komedier» i 3 Bind, der indeholder alle hans dramatiske Arbejder undtagen «Karens Garde» og «Under Snefog».

Da H. var bleven Præst, følte han, som ovfr. bemærket, at nu maatte hans bedste Kræfter ofres denne Gjerning. Han blev da ogsaa paa dette Omraade noget ejendommeligt og betydeligt, og en væsentlig Grund dertil var, at han vedblev at være sig selv. Hovedtrækkene i Digterens Natur finder man igjen hos Præsten, ganske simpelt fordi de 2 Sider kun vare som 2 Grene paa en fælles Stamme: hans Personlighed. Derfor møde vi igjen hos Præsten det lyse og frejdige, der skilte ham mere og mere bestemt ud fra Pietismens mørke Syn paa Livet, ligesom ogsaa det haarde og dømmende, der tit følger med denne Retning, virkede frastødende paa hans milde, kjærlige Natur. Det tilbageholdne og beskedne hos ham virkede i samme Retning. «Jeg har aldrig», siger han, «kunnet tale som fra et ophøjet Stade til en Skare, der stod under mig, men maatte egentlig altid prædike for mig selv paa samme Tid som for mine Tilhørere» (jvfr. f. Ex. Digtet «En Præstehistorie»). I Tidens Løb sluttede han sig mere og mere inderlig til den kirkelige Bevægelse, der var vakt ved Grundtvig, og uden at slaa af paa Alvoren i Menneskelivet kom han efterhaanden til stærkere og stærkere at fremhæve Kristendommen som «det glade Budskab» (jvfr. f. Ex. Digtet «Julebudet»), og «at alt, hvad der var menneskelig godt, var i Samklang med Gud». H. var ikke veltalende i almindelig Forstand, men dog kunde hans Prædikener paa en ejendommelig Maade gribe Tilhørerne, ikke blot ved deres tankevægtige Indhold og poetiske Billeder, men fremfor alt ved deres jævne Inderlighed, ved dette, at man følte, hvorledes hvert Ord i dem var baaret af hans egen Personlighed. – Han har udgivet 2 Prædikensamlinger, «Prædikener» (1866, 3. Udg. 1885) og «Opstandelsen og Livet» (1883), og faa have som han haft Evne til at gjøre det skrevne Ord levende.

J. C. Hostrup, Erindringer fra min Barndom og Ungdom (1891) og Senere Livserindringer (1893). Erslew, Forf. Lex.