Jens Christian Hostrup (1818–92)

Det, som lysner over Vangen,

        er det Aftenrød?

var monstro det Svanesangen,

        som fra Sundet lød?

Blank kun staar en gylden Strime,

        slukkes den paa ny?

hvad er denne Brydnings-Time?

        Skumring eller Gry?

Derpaa maa I unge svare,

        det til eder staar,

om af Røre’t sig skal klare

        Dag med Krans om Haar,

om vort Hjem igjen skal svømme

        frelst paa Tidens Flod

og endnu sin Ungdoms Drømme

        se med Kjød og Blod.

Atter stilles Dansker-Ætten

        for en aaben Dør,

Aanden flyver over Sletten

        lavt, som aldrig før,

kalder daanede til Live,

        puster paa hver Gnist,

at den bedste Dag skal blive

        den, der kom tilsidst.

Hører det, I Ungersvende!

        nu sig aabner Vej,

bedre Tid staar op af denne,

        hvis I svigter ej.

Hører det, I danske Piger!

        eders Sag det er,

uden eder Dagen viger,

        voxer kun med jer.

Flokkes tæt da, Danmarks unge!

        — Aanden fandt paa Raad —

til at høre, til at sjunge,

        voxe op til Daad,

at en Gang I kan med Ære,

        bort fra Nattens Sky,

eders gamle Moder bære

        ind i Dagen ny!